Læsetid: 5 min.

Hatten af for Bornedal

22. april 1998

Modsat den overvejende opfattelse i dansk presse har Nightwatch ikke fået entydigt middelmådige anmeldelser i USA. Et bedre ord ville være blandet

FILM
NEW YORK - Ole Bornedal vil formentlig elske at høre om følgende optrin fra det virkelige liv i en biograf på en regnfuld søndag eftermiddag i New York.
På filmlærredet rejser liget under et hvidt lagen sig langsomt fra de døde. Det foregår på retsmedicinsk institut i Los Angeles, hvor den unge og skrækslagne nattevagt Martin står klar med en baseball-kølle til at sende liget tilbage i Helvedet. Han skriger som en stukken gris af angst.
Det gør en ung lysblond newyorker i sædet bag mig også. Inden ligets identitet bliver afsløret - det er Martins ven, som tager fusen på ham - styrter hun ud af salen i fuld firspring. Hendes ven sidder naglet fast til sædet. Ingen trøst, her. Vi bliver til den bitre ende, lyder signalet fra ham. Jeg vender mig om og ser, at kvinden står i forhallen og sunder sig i en uvant positur. Hendes krop er på vej ud af døren, mens hovedet er drejet mod filmlærredet. Smugkiggeri? Kort efter er hun tilbage i sit sæde. Kroppen lystrede.
Den anekdote må virkelig lune hos Bornedal efter al
sladderen i dansk presse om de dårlige filmanmeldelser af Nightwatch i USA. Javel, modtagelsen har ikke været, hvad den danske instruktør og filmselskabet Miramax havde håbet på, men det kommer vel ikke som den store overraskelse. Den forsinkede premiere - på halvandet år - varslede nervøsitet fra deres side.

For meget blod
Og synet af den amerikanske version af Nattevagten bekræfter til fulde den mistanke, man i forvejen måtte nære - at filmens lune 'danske' sider og nogle underfundige, subtile detaljer er blevet skrællet af til fordel for en regulær amerikansk gyser med alt, alt for meget blod og meningsløse voldseffekter.
Hovedanken mod Bornedal må være, at han er gået alt for meget på kompromis med diktaterne fra Hollywood-mogulerne - hvis man altså lader tvivlen komme ham til gode, for det kunne jo være, at han selv og manuskriptforfatteren Steven Soderbergh er faddere til de kirurgiske indgreb i den danske originalversion.
I Nattevagten får vi aldrig at vide, hvad den nekrofile morder gør af grusomme ting mod hvert kvindeoffer. Det overlades klogt til vores forestillingsevne. Så hvorfor skal vi i den amerikanske version underrettes om - og endda se! - et lig med udstukkede øjne? Det lever ikke op til min definition af det makabre, men er ren og skær pornografi...
Af en eller anden mærkværdig grund er rollen som Jens' veninde endvidere forsvundet i Nightwatch. Det betyder, at beskrivelsen af de to pars indbyrdes og komplicerede forhold i den danske version helt er blevet skåret væk. Den morsomme afslutningsscene, hvor de to par skal giftes af en kvindelig præst og Jens brækker sig i døbefonden, er derfor også udeladt.
I stedet serveres en lunken og intetsigende happy end. Noget i retning af: Vi to tapre mænd overlevede, så nu er vi forberedt på at blive gamle!

Rystende indledning
Filmens indledende scene er rent ud sagt rystende, en blanding af Hitchcock og
Lynch, noget man kan frygte at drømme om i lang tid fremover. Mere skal ikke røbes. Kontrasten til Nattevagten er bemærkelsesværdig. Den starter vist nok med et indslag i TV-avisen - set af de to par under en hyggelig dansk middag - hvor politikommissær Ulf Pilgaard interviewes om det første mord.
Ellers følger Bornedals Hollywood-udgave mere eller mindre slavisk det oprindelige handlingsforløb, omend i forkortet udgave. De hårrejsende, uhyggelige afsluttende scener i det retsmedicinske laboratorium går f.eks. alt for hurtigt. I Nattevagten var det gribende jo netop, at morderen indtil det sidste synes at ville slippe uskadt. Man trygler i det stille Bornedal om at få en ende på grusomheden, så man kan gå hjem og hvile ud efter strabadserne.
I Nightwatch afvikles dette højdepunkt i filmen derimod, inden man når at krybe ned under stolesædet. Det er en fejltagelse.
Til trods for disse mangler eller fejlvurderinger kan man ikke komme uden om Bornedals talent for at skabe interiør og scener, som giver gåsehud. I den afdeling er den amerikanske udgave suverænt bedre end den danske.
Skuespilpræstationerne er ej heller at kimse ad. Den britiske Ewan McGregor gør Martin lige så godt som Nikolaj Coster Waldau og Josh Brolin er endnu mere drilsk og dænomisk i rollen som Jens (James) end Kim Bodnia.
Den store og afgørende forskel synes at være kløften mellem Ulf Pilgaards psyko-patiske politikommissær, som kan bedrage selv den snedigste efterforsker, og Nick Nolte, hvis forbryderfjæs allerede fra starten minder om Frankensteins. Det er ganske enkelt alt for nemt at gætte, hvem den nekrofile morder er i Nightwatch.

Blandet modtagelse
Bornedals amerikanske debutfilm bliver efter alt at dømme ikke nogen stor publikumssucces, selv om den vil blive set af cineaster med kærlighed for gyser-genren. Modsat den overvejende opfattelse i dansk presse sidste weekend har Nightwatch i øvrigt ikke fået entydigt middelmådige anmeldelser i USA. Et bedre ord ville være blandet.
Stephen Hunter i Washington Post føler sig næsten moralsk anløben ved at erklære sig skyldig i at være underholdet af den danske gyser og tager f.eks. hatten af for Bornedals skarpsindige beskrivelse af frygt og "ekstravagant smerte".
"Amerikanske biografgængere bliver normalt chokeret af en morder, der springer ud af skabet med en kniv i hånden, mens europæiske filmkunstnere som Ole Bornedal forstår at skabe miljøer, der på overfladen virker rationelle, men hvor den irrationelle verden lurer lige bag filmlærredet," skriver Hunter.
"Helvede er ikke gloende varmt i denne film, men koldt, fugtigt, klamt og råddent. Det er dødsfrygten, ikke mordet som en begivenhed, Bornedal forstår at beskrive. Det ætser ind i ens sjæl."
Amerikas vel nok kendteste filmanmelder Roger Ebert skriver i Chicago Sun Times: "Visuelt fungerer filmen. Den er skræmmende at se, men det er for let at gætte plottet, man føler at instruktøren leger kispus med os i scene efter scene."
Mike LaSalle fra San Francisco Chronicle finder, at nogle scener virker, mens andre kikser. "Men der er tale om en gyser, som giver gåsehud, skønt Bornedal bruger lidt for meget af krudtet."
La Salle peger desuden på et (for mig) foruroligende aspekt i den amerikanske udgave, der forekommer at være mindre problematisk i originalen. Det handler om Bornedals forhold til kvindekønnet, her inkarneret som ludere, der for en ussel betaling fingerer at være døde - intetanende, at den nekrofile morder planlægger at fuldbyrde sine perverse fantasi senere.
"Når offeret er i live, fotograferer Bornedal hendes øjne ekstremt tæt på, mens hun taler. Når hun er død, vender kameraet tilbage i et close-up af hendes livløse øjne, hvor de falske øjenvipper sidder skævt. Det virker som en modbydelig detalje - det får os til at føle, at instruktørens foragt for kvinder er lige så stor som morderens."
Det er måske for meget at sige foragt for kvinder, men i hvert faldt despekt for den udmalede ludderpige, der i en uforglemmelig og uhyggelig restaurationsscene i både den danske og amerikanske version lader sig ydmyge groft af Jens - uden at blive givet en chance af Bornedal for at bevare blot et minimum af selvrespekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her