Læsetid: 5 min.

Den heldige almindelige familie

3. april 1998

Velspækket og munter udforskning af kernefamiliens fødsel og københavnske opvækst i 1800-tallet

Byliv
Ja! var det dannede Stemmer med et behageligt Foredrag, men disse raae brølende Stemmer! Det er en sand Tortur. Først en Torvebonde og hans Sjouer med sit "Tørv! Tørv! Pinnabrænda! Pinnebrænda!" eller: "Hallibohah! Hallibohah!" saa en Frugtbonde med "Kissebahr! Kissebahr!", saa en Gulvmaattesælger med sit : "Her er Gulvmaatæhr, 8 Skillæhng, her er Gulvmaattæhr 6 Skillæhng", saa en Dreng, "Levkoier og Resedah, Resedah!" , saa en Matros: "Aa her er levende Reier, aa her er levende Reier", og endeligen et andet Subject: "Her er røde og hvide Ribs, Røverkjøb og Godt! Røverkjøb og Godt!" Er det ikke en Skam og Spot? Skulde man ikke troe, at man levede blandt lutter brølende Røvere?
Jo, som middelstandsmand i hovedstaden omkring 1840, hvor man iflg. en anden læserbrevsskribent i bladet Politivennen ikke kan gå på gaden uden at blive tilsmudset af blodige slagtere, sodede skorstensfejere, slimede fiskerkoner, dagdrivere eller hjørnekiggere.
Fra den synsvinkel introducerer Karin Lützen Kongens København i andet kapitel af sin bog Byen Tæmmes - om kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallet.
Et halvt århundrede (og seksten kapitler) senere er det en anden slags københavnere, der provokerer et anstændigt menneske - som får øje på de slanke, kvindeagtige, unge Fyre, der, ulasteligt klædte, opsminkede og pomadiserede, saa de stinker, slentrer han ad Asfalten, medens deres store Øjne sender smægtende Straaler hen til forbipasserede - ældre Herrer. Se deres vrikkende Gang, deres Skøgemanerer og den skøgeagtige Paatrængenhed overfor dem, de endelige faar lokket ind i Sidegaden. Det er Storbyens allerlaveste Kryb, den mandlige
Prostitution.

På gaden og tråden
I de mellemliggende år er København vokset over alle bredder, blevet moderniseret, forsynet med nye kloak- og vandledninger, byportene revet ned, voldene omdannet til parker, og elektriciteten så småt på vej.
Med missionsfinansierede kirker i de voksende arbejderkvarterer, og "nye templer til Bacchus og Venus ære" på den anden side af gaden. Hovedstaden har antaget karakter af metropol, og en del af dens yngre indbyggere tillagt sig det panoramiske flaneurblik, som hører storbyen til. Med den uheldige konsekvens, at dannede kvinder om aftenen, trods moderniteten, må holde sig inden døre, fordi mændenes blikke så let forveksler en jysk sypige let på tråden med en pæn indfødt frøken.
Det kunne naturligvis have ført til den konklusion, at mændene burde opføre sig bedre i lygternes skær, men sådan var det ikke, selv om både prædikanter og bymissionærer helt fremme i ludergaderne gjorde, hvad de kunne for at fremme sædeligheden.
I stedet måtte ordentlige kvinder fra andre kvarterer basere deres teaterbesøg på mandlige ledsagere, og turen hjem fra sygepleje eller undervisning på en veninde eller kvindelig bofælle - en sådan var nemlig ikke så belastende for anseelsen, som f.eks. mistanke om korporlig homoseksualitet mellem mænd.

Laug eller kerne
Begrebet homo stammer fra 1870'erne, hvormed samme tyske læge, som opfandt agorafobien, klassificerede mænd (evt. kvinder), der bedrev seksualitet med hinanden.
Og det er så et af Karin Lützens udgangspunkter for afsøgningen et stort broget kildemateriale - at undersøge, hvordan indførelsen af begrebet 'homo-' implicit må have haft begrebet 'hetero-' som konstituerende modstykke.
Et andet udgangspunkt for bogen er forestillingen om, at idealbegrebet 'kernefamilie' dannes i samme åndedrag. Og at den senere velfærdsstats forestilling om 'det gode liv' som netop kernefamilieliv, er grundlagt og befæstet gennem sociale forordninger og byreguleringer i sidste halvdel af 1800-tallet.
Kodeordet var gennemgående udtrykket værdigt trængende. Det var dét, der satte grænsen for, om man kunne beholde sin valgret trods understøttelse, og om man kunne få midlertidig (privat) understøttelse eller straks røg på fattiggården.
Og kampen for tilværelsen i byen var benhård, da først liberalismen opløste laugsvæsenet, og landbefolkningen flyttede til staden.
Det, der før havde været et hushold med mester, administrerende kone, børn, svende og lærlinge blev nu afløst af mindre kernefamilier i både den nye middelklasse og arbejderbefolkningen. Som trygge arnesteder i en farlig by.
Men ikke blandt pjalteproletariatet, hvor alt var i armeste opløsning, hvad der i bogen træder frem gennem uddrag af samtidige journalistiske øjenvidneskildringer.
Og selv om disse miljøer må have haft en egen social form eller kodeks, ligesom samværet mellem gadedrenge og arbejdskammerater, er det ifølge bogens forfatter middelklassen, der sætter tonen ved, bedrevidende, at gennemtrumfe kernefamilien med mor derhjemme og far på vej ud eller hjem fra arbejde - som idealet frem for andre mulige samlivsformer.

Sexet julekrybbe
Derved bliver den kønspolitiske side af hensigten med bogen en smule postuleret. For kan man generelt forestille sig alternative socialformer under kummerlige forhold? - i socialismens barndom og med veldrevne pigehjem for faldne kvinder som nærmeste realistiske forbillede. Er det Fourier'ske kollektiver Karin Lützen tænker på? - genereret gennem Pjaltenborg og Ladegaarden, børnearbejdsstuer og soldaterhjem. Eller en form for praktisk søstersolidaritet i Dødens Hule og Jødens Hus? - som alternativ til den kernefamilie med foden under eget bord, der klart dokumenteret i bogen blev evindeligt fremhævet og favoriseret af både veldædige og offentlige initiativer.
Selv om grunden til det bornerte velfærdsdanmark blev lagt i forrige århundrede, er det nok snarere Socialdemokratiets grundfæstet borgelige mere end proletariske kulturpolitik fra 1920'erne og 30'ernes fremgang, der er den egentlige grund til miseren. Med madam Blå svunget i takt på hundredvis af nye altaner, men uden økonomisk støtte til de kollektive foranstaltninger, arkitekterne hver gang prøvede at snige ind mellem de gule teglstenslænger og grønne plæner.
Som bredspektret indføring i Københavns udvikling fra en by bag snærende volde lige før grundloven, til en delvis reguleret by ud over alle bredder omkring århundredskiftet, er Karin Lützens bog ikke desto mindre (eller først og fremmest) rig på facts og fantasiæggende originaltekster - vittigt skrevet sammen og besk kommenteret uden al for tydelig bakspejls-sarkasme.
Men det allermest skræmmende under læsningen er i virkeligheden, hvor parallelt situationen dengang kan aflæses med den ideologiske situation i disse år, hvor arbejdsløse (igen) skal vise sig værdigt trængende ved at stå ufrivilligt til rådighed for økologiske rengøringsjob, hvor homo er gjort synonymt med aids, lesbiske ses som undergravende for naturlig ligestilling, og kernefamilien dennegang glorificeres som en sexet julekrybbe i halogenlampens skær.

*Karin Lützen: Byen tæmmes. Hans Reitzels Forlag. 456 s., ill., kr. 395

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu