Læsetid: 5 min.

Hele karakteren i sin hule hånd

3. april 1998

God indføring i grafologi - men er det godt?

Psykologi
Vi kender det alle sammen: Vi står med et brev i hånden, og vi synes straks, vi kan ane et eller andet om den person, der har skrevet det. Sikke glad hun virker, siger vi. Eller: hvor er han dog blevet gammel. Eller sikke det dog hopper og danser, hvor er det typisk.
Når vi alle sammen kender det, må der være noget om det, ikke? Sådan rent umiddelbart og i store træk mener vi alle at kunne genkende et eller andet. Nu er der kommet en grundig, letlæst og spændende indføring i grafologi, læren om håndskriftens betydning. Det er ikke den første, vi har her til lands. Men det er bestemt en af de bedste. Forfatteren er foruden uddannet grafolog også jungiansk analytiker.
Vera Slæbo siger som udgangspunkt, at "grafologi er baseret på det faktum, at alle muskelbevægelser er karakteristiske for det enkelte individ, og at de indeholder psykisk indtryk."
Det lyder jo indlysende. Ligesom vi kan genkende personer på gangarten, latteren, på de muskelbevægelser der fører til stemmen i telefonen, så genkender vi også folk på håndskriften, ofte allerede på konvolutten.
Slæbo sætter rimeligt nok grafologens undersøgelsesmateriale i forbindelse med rækken af projektive tests. Disse tests består af en ikke-standardiseret række af indtryk, som undersøgeren såvel som forsøgspersonen overfører, projicerer, sit indre ud på. Den kendteste er blækklattesten, Rorschachtesten, hvor forsøgspersonen skal lægge noget i nogle tushformer, der i sig selv intet betyder.
De projektive tests er ofte dannet på et dybdepsykologisk grundlag, f.eks. psykoanalytisk. De indikerer, at ubevidst materiale lægges i de svar, der fremkommer.
Som de andre projektive tests kan grafologien "ikke bevises i et naturvidenskabeligt sprog", som Slæbo selv vedgår. Men det er der ikke så meget fra psykologiens område, der kan. Det kan f.eks. Freud eller Jungs teorier heller ikke, og det forhindrer jo ikke kyndige folk i at bruge dem. Men lad os se på selve bogen, før vi tager disse spørgsmål op igen.
Grafologi - Håndskriftens psykologi beskriver grafologiens hundredårige historie, og går derefter over til at beskrive de arbejdsskemaer og delemner, grafologen arbejder efter.
Minutiøst og godt forklaret. Vi lærer f.eks. om betydningen af langsom eller hurtig skrift, store mellemrum, højdeforskelle, tryk eller tryksvaghed, forenkling eller brodering osv. osv. Alt sammen meget grundigt. Og man skal lægge mærke til, at Slæbo ikke mener, at hvert delemne siger noget entydigt.

Tre områder
For det første betoner hun helheden og siger gang på gang, at selv med denne helhed, som er opbygget af mange delelementer, er tolkningen ikke entydig, men mere en kunst, en kunnen, end en videnskab.
For det andet nævner hun ved hvert eneste delemne ikke bare en tolkning, men en dobbelthed af tolkning: langsom skrift kan f.eks. ikke bare tyde på ro hos skriveren, men kunne også være et udtryk for passivitet. Hurtig skrift: aktivitet eller uro.
Efter afsnittet om arbejdsmetoden - bogens længste - kommer et afsnit om, hvad grafologi kan anvendes til. Der er tre hovedanvendelser: karakterbeskrivelse, erhvervsanalyse og skriftidentifikation.
Den første er den grundigste og mest gennemgribende, mens den anden kun angår de punkter, der vedrører f.eks. jobprofil og avancementsmuligheder.
Tredje anvendelse, skriftidentifikation, drejer sig f.eks. om redegørelse for om en underskrift tilhører en bestemt person, om to dokumenter er skrevet af den samme o.l. Denne sidste, ret tekniske delanvendelse mener de fleste, grafologerne udfører, så det f.eks. er juridisk brugbart.
Inden for sit formål - at fremlægge hvordan grafologien som metode er opstået, hvordan den når til sine resultater og forklaringen af dens arbejdsområder - er Slæbos bog strålende.
Nu resterer spørgsmålet: Her grafologien overhovedet noget på sig?
Der er adskillige videnskabelige psykologer, der overhovedet ikke levner projektive tests nogen værdi til personlighedsbeskrivelse. En af begrundelserne er, at der ikke kan scores på disse tests, og at de ikke kan standardiseres. Disse puritanere kan man respektere eller lade bag sig, som man nu har videnskabssyn til.
Jeg finder det mere interessant at sammenligne med andre projektive tests, og vil holde mig til den kendteste af dem, Rorschachtesten eller blæklattesten.
Hermann Rorschachs Psychodiagnostik fra 1921 handler om, hvordan man med ti udvalgte blækklat-ark kan nå til en hurtig diagnose blandt de former for sindslidelser, der var kendt på hans tid. I løbet af kort tid blev disse Rorschachresultater passet sammen med diagnosegrupperne, og efterhånden fik man standardiseret svargrupperne, så de havde forudsigelsesværdi.
Senere har man standardiseret på en stor række andre grupper, bl.a. evnesvage og kriminelle. Pointen er, at man på alle områder har søgt afstemning med andre typer personlighedstest-resultater, diagnoselister eller skole-karakterer.

Bygget på tro
Sådan er det ikke med grafologien. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel. Hvis vi ser på en håndskrevet linje, kan vi se, at nogle hele bogstaver (f.eks. a, e, i, o) falder inden for et smalt bånd. Andre bogstaver sender tråde ud nedadtil (f.eks. g eller j), mens atter andre stritter opad (f.eks. b, d og t).
Disse tre skrivezoner betragter man grundigt. Og betragtningen bygger på, at nedad, det er mod det jordiske, det ubevidste, det instinktive. Opadtil, det er det åndelige, det intellektuelle, det idealistiske.
Hvorfor i alverden gør man det? Af en urgammel - arketypisk - forestilling om, at sådan må det være. Men man har ikke afprøvet det ved sammenligningen med andre testresultater. Og det er da ellers meget nærliggende.
Grafologer er ofte folk, der tjener deres penge ved at lave karakteranalyse eller jobegnetheds-udtalelser. De tjener ikke til livets ophold ved at drive grundforskning. Derfor er der ingen grundforskning. Derfor hænger hele faget i tro, overtro, vanetænkning og vage forestillinger.
Fejlen ligger ikke i, at det er en projektiv test. Fejlen ligger i, at man aldrig har søgt at bevise eller modbevise noget ved at knytte det til vort almindelige forråd af viden.
Det bygger på grundlæggende tro - og så bliver det ikke bedre af, at alle detaljerne - som her i denne udmærkede bog - bliver mere og mere udpenslede.

*Vera Slæbo: Grafologi - Håndskriftens psykologi. 260 sider, 298 kr. Spektrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu