Læsetid: 6 min.

Om hule ord

3. april 1998

Når man hører ord som metonymi, metafor, allegori... er det så ikke, som om man beskriver et sjældent udenlandsk sprog? I virkeligheden er det ord, der beskriver din kammerpiges pludren

ESSAY
En retoriker fra fordums tid sagde, at hans profession var at få små ting til at se store ud. Det er en skomager, som ved hvordan man laver store sko til en lille fod! I Sparta ville han være blevet pryglet for at have gjort løgn og bedrag til sin levevej. Og jeg tror ikke, det var uden forbavselse, at Archidamos, som var konge i Sparta, hørte Thukydids svar, da han spurgte ham, hvem der var stærkest i brydning, Perikles eller ham selv. "Det er svært at sige med sikkerhed," sagde han, for når jeg har nedlagt ham i kamp, får han tilskuerne til at tro, at han ikke er faldet, og så vinder han." De, der maskerer og sminker kvinder, gør mindre skade, for man går ikke glip af noget særligt ved ikke at se dem i deres naturlige tilstand, hvorimod de andre har til hensigt at føre, ikke vore øjne, men vores dømmekraft bag lyset og nedgøre og ødelægge selve tingenes væsen. De stater som førte en god politik og opretholdt ro og orden, som for eksempel Kreta og Sparta, gjorde ikke særlig meget væsen af talere.
Ariston definerer klogt retorik som evnen til at overtale folket. Sokrates og Platon kalder det kunsten at føre bag lyset og smigre. Og de, der forkaster denne almene karakteristik, bekræfter den overalt i deres forskrifter.
Muhamedanerne vil ikke have, at deres børn bliver undervist i retorik, fordi den ikke kan bruges til noget.
Og da det gik op for athenienserne, hvor skadelig den var - og den nød ellers stor anseelse i deres by - befalede de, at dens vigtigste del, hvis opgave er at bringe følelserne i kog, skulle fjernes sammen med den manende optakt og afslutning.
Det er et redskab, der er opfundet for at ophidse og manipulere med en folkemængde eller en uregerlig befolkning, det er et redskab der kun bruges i syge stater, som medicin. 1 de stater hvor almuen, hvor de uvidende, hvor alle har haft indflydelse, som i Athen, på Rhodos og i Rom, og hvor tingene ustandselig har været i oprør, der er talerne strømmet til. Faktisk ser man få personligheder, der i disse stater har skaffet sig stor anseelse uden veltalenhedens hjælp. Den har været en stor støtte for Pompejus, Cæsar, Crassus, Lucullus, Lentulus og Metellus i deres bestræbelser på at nå de magtens tinder, som de nåede, også en større støtte end deres våben, i modsætning til hvilken opfattelse, der gjorde sig gældende, når tiderne var bedre. For da L. Volumnius holdt en officiel tale og bakkede valget af Q. Fabius og P. Decius til konsulatet op, sagde han: "Det er folk, der er født til krig, store i handling, men rene novicer når det gælder ordstrid - den helt rigtige ånd for en konsul. De spidsfindige, veltalende og lærde kan bruges herinde i byen som prætorer til at øve retfærdighed."

Veltalenheden blomstrede allermest i Rom, når det stod værst til og borgerkrigens storme rasede, ligesom man finder de kraftigste vækster på en brakmark. Det kunne tyde på, at man har mindre behov for den i stater, der regeres af en konge end i andre. For den dumhed og godtroenhed, som man møder hos almuen, og som gør det let at manipulere med den ved at fylde dens ører med den slags søde velklange, uden at den ad fornuftens vej prøver at afveje og finde ud af, hvordan det rent faktisk forholder sig, den godtroenhed, som sagt, møder man ikke så let hos et enkelt menneske, og det er lettere at beskytte ham mod påvirkningen af denne gift gennem en god opdragelse og gode råd. Hverken Makedonien eller Persien har leveret en eneste berømt taler.
Når jeg nævner det her, skyldes det, at jeg for nylig talte med en italiener, der havde været hushovmester hos afdøde kardinal Caraffa. Jeg fik ham til at fortælle om sit arbejde.
Han holdt en forelæsning for mig om æde- og drikkevidenskaben med en alvor og en belærende holdning, som var det et vigtigt teologisk spørgsmål, han forklarede mig.
Han remsede de forskellige former for appetit op for mig: den man har inden man spiser, den man har efter anden og tredje ret; hvilke midler man bruger til snart blot at tilfredsstille den, snart at vække og stimulere den; hans opskrifter på diverse saucer, først i almindelighed og derpå i særdeleshed, med angivelse af de forskellige ingrediensers egenskaber og virkning; forskellen på salater alt efter årstiden, hvilke der skal varmes, og hvilke der endelig skal severes kolde, hvordan man skal pynte og dekorere dem for at de skal være en endnu større øjenlyst. Derpå kom han ind på den rækkefølge tingene skulle severes i, og han var fuld af storslåede og vigtige betragtninger,

og det er virkelig ikke uden den største betydning,
hvordan man skærer en
hare eller en høne for.
(Juvenal)

Og det hele var blæst op med flotte, svulstige ord - præcis de samme, som man bruger, når man diskuterer, hvordan et helt rige skal styres. Det fik mig til at tænke på ham her:

Det her er for salt! Dette er brændt på!
Dette er ikke pænt nok! Det der er i orden!
Bliv ved med det! - Jeg holder dem rigtigt i ånde,
så vidt mine evner formår. Til sidst befaler
jeg dem, Demea, at kigge i deres fade som i et spejl,
og jeg viser dem, hvordan de skal gøre.
(Terents)
Ganske vist lovpriste grækerne i høje toner den måde hvorpå Æmilius Paullus havde arrangeret sin festmiddag for dem, da han vendte hjem fra Makedonien. Men jeg taler ikke om handling her, jeg taler om ord.
Jeg ved ikke, om det går andre, ligesom det går mig, men jeg kan altså ikke bare mig for, når jeg hører vore arkitekter puste sig op med store ord som pilastre, arkitraver, gesimser, korintiske og doriske værker og mere af samme skuffe arkitektjargon, straks at komme til at tænke på Apollidons slot. Og så opdager jeg, at det i virkeligheden drejer sig om noget så beskedent som de beskedne dele, som min egen køkkendør består af!
Når man hører ord som metonymi, metafor, allegori og andre lignende grammatiske benævnelser, er det så ikke som om, man beskriver et sjældent, udenlandsk sprog? I virkeligheden er det ord, der beskriver din kammerpiges pludren!

Det er et bedrageri, der ligger tæt op ad dette her, at benævne embederne her i landet med de flotte betegnelser man brugte i Rom, selv om de overhovedet ikke ligner hinanden, hvad indhold, og langt mindre, hvad magt og anseelse angår. Og der er også noget andet, som efter min mening en dag vil være et vidnesbyrd om, hvor utroligt dumme vi har været i vor tid, og det er den vane, vi har med, skamløst at give hvem som helst de mest glorværdige tilnavne, hvormed Antikken har hædret en eller to store personligheder igennem mange hundrede år. Alle var enige om at give Platon tilnavnet den Guddommelige, som ingen har prøvet at fravriste ham. Og dog har italienerne, som med rette praler af at være mere vågne og i besiddelse af en sundere tankegang end andre folk på deres tid, netop givet Aretino samme tilnavn. Men bortset fra hans svulstige stil, som bobler af åndrigheder, der faktisk er ret godt fundet på, men meget søgte og sære, ja, bortset altså fra hans veltalenhed - hvordan det nu end er med den - kan jeg ikke se, at der skulle være noget ved ham, der satte ham højere end hans samtidige, almindelige forfattere, - og der mangler meget i at nå op til den omtalte guddommelighed fra Antikken. Og tilnavnet den Store hæfter vi på fyrster, der ikke på nogen måde rager op over jævne, almindelige mennesker!

*Oversat af Else Henneberg Pedersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu