Læsetid: 4 min.

Hvorfra det kommer

2. april 1998

Ved hjælp af hvilket beskrives verdens dårskab?

Befriet område
Bagsideredaktøren ringede: Kan du ikke på afbud skrive en bagside til torsdag? Jeg spurgte: En bagside. Om hvad? Redaktøren svarede: Årh, om verdens dårskab, du ved. Jeg sagde: Nå den! Redaktøren afsluttede samtalen: 200 linier. Tak skal du have! Farvel og tobak.
Og så sidder man dér med alle talenterne. Emner er der jo for så vidt nok af. En læser, Villy Laursen, der som fagpsykolog utvivlsomt ved besked med ikke så lidt, foreslog forleden, at klummeskribenterne - også ham om lørdagen - burde indskrænke sig til at skrive, når de har noget på hjerte. En anden, Frederik Winsløw, mindede chefredaktør J.S. Nielsen og igen - i al ubeskedenhed - overtegnede om: at "god journalistik laves med hovedet, ikke den lavere del af rygmarven".
Nu er dette ikke stedet for polemik med indsenderne. Information har fra Outzes tid en lang og stolt tradition for at læserbrevsspalterne står - næsten helt - åbne for læserindvendinger mod medarbejderne.
Denne skribent, der har en fortid som debatredaktør og chefredaktør, hhv. læssede og lod læsse medarbejderkritiske indlæg på med skovl. Det manglede bare. Og har man så i øvrigt et horn i siden på en medskribent, glider det ligesom lidt længere ind med støtte fra læserfolkets karske røst.
Med denne praksis, der ellers ikke er videre udbredt i dansk presse, anses det ikke almindeligvis for god tone at svare igen på mere holdningsbårede indvendinger: den og den medarbejder er dum og uoplyst, med rigtige meninger og korrekte politiske holdninger; for den slags vedkommende er det skik og brug at lade det stå for sig selv. Den ramte kan så klippe dem ud og klistre dem ind i scrapbogen - til alle de øvrige lovprisninger og taksigelser. Eller gå i havnen. Så altså ikke noget med at drage i leding mod Winsløw, Laursen & co. No way.

Hvad skriver man med
Spørgsmålet, som inspirerede til disse linier, er snarere: hvad man egentlig skriver med. Nu har der i disse to indlæg været foreslået: hjertet og den lavere del af rygmarven. Herved skal vel for hjertets vedkommende forstås, at skribenten brænder så inderligt for skrivesagen, at den ligefrem ligger vedkommende på hjerte. Således pumpes ordene i pulsslagets takt ud i anlægget for at forme sig til en sammenhængende totaltekst, der ikke kan være anderledes. I sandhed et skrivemæssigt ideal, som alle af faget - uanset hvor i hierarkiet de vantrives - burde holde sig for øje, hvad enten de nu tager sig af ophøjede abstrakter eller af dagligdagens genvordigheder eller - af verdens dårskab.
Hvad angår den kategori, der laver tingene med den nederste del af rygmarven, kan man måske diskutere billedsprogets rette indhold. Enten skriver man vel på rygmarven eller med den nederste del af ryggen, hvilken legemsdel man hyppigt kalder noget andet. Det siger sig selv at noget, der er skrevet på rygmarven ikke bør nyde agtelse. Er det skrevet med ....., kan der jo ikke være meget at komme efter.
Men diskussionen påkalder trods alt den banale indvending: at det skrevne også afhænger af øjnene, der læser.

Syd for rygmarven
Hvad nu hvis det er læseren, der læser på rygmarven og forstår med det, der ligger syd herfor?
Ikke ment som forsvar for egne slappe tekster. Rettere som en solidaritetserklæring med den læserirritation, der (vist) med mellemrum griber os alle, når vi læser andre end os selv. Skal man nu sætte øjnene i, hvad den idiot skriver igen, det er jo det samme og samme: om verdens dårskab, som han altid vælter af sig, og som man lige så godt selv kunne have skrevet med røven koblet fra.
Uanset hvad vedkommende senere måtte finde på af dybsindigheder, er kontakten afbrudt - måske for stedse.
Midt i dette letforståelige tungsind over skribentvirksomhedens utaknemmelige og - måske dybest set - umulige forehavende at skabe gnidningsfri kontakt mellem afsender og modtager, griber man begærligt den store Montaigne, der så ganske vist på egen facon beskrev verdens dårskab, men til gengæld gjorde det med bestandigt udgangspunkt i den klassiske fornuftsopfattelse. At skabe orden i dette kaos gennem tekster om mellem hverandre små og store fænomener, dét var, hvad han ville med værket. Hvis han overhovedet ville noget. Overskrifterne til disse essays afspejler emnernes spændvidde. Her blot fra tredje bog: Om det nyttige og det prisværdige, Om samvittighedsnag, Om afledningsmanøvrer, Om køretøjer, Om vores udseende, Om livets forfængelighed, Om kunsten at samtale Om erfaring etc.
Uden utidige sammenligninger ville Montaigne, i fald han havde været moderne publicist, der tilmed - som vilkårene er - også skulle producere i mængder, formentlig være løbet ind i læ-sertræthed og vrede breve. Oh, disse trivialiteter skrevet på rygmarven. Hvorfor fortæller han dog om erfaring og om disse køretøjer og om afledningsmanøvrer og om samvittighedsnag! Ligger disse ting ham overhovedet på hjerte!
De ligger snarere et sted, hvor de ligger godt, nemlig på forstanden. Ved enhver depression over egen uformåen, ved ethvert møde med utålsomheden og afvisningen venter trøsten hos denne mærkelige mand, som skrev og skrev og i og for sig blot gjorde det så godt han kunne. For kontaktens skyld, vel sagtens. For at understrege at verdens dårskab må og skal drøftes. Mellem venner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her