Læsetid: 1 min.

Den intellektuelle

3. april 1998

Han drak en symfoni
som vi andre drak kaffe
endda uden at røre rundt.

En uskyldig bemærkning som:
hvem har tipsresultaterne?
fik han straks headet ud til
de ideologiske konsekvenser i nutid og utid
og hjørnespark til Freud.

Så han en hund mønstre en lygtepæl
slog han vingerne ud
og cirklede rundt en halv time
i to tre tusind års højde
mens vi dukkede os
som de fladbundede pramdragere vi var.

Man gemte sine afbidte negle under bordet
og hade lyst til at dreje sit lettilgængelige
komplekstilredte fjæs om i nakken.
Vi hadede ham fordi
vi følte os som en flok trangpandede
kannibaler i audiens hos den hvide mand
med ildkæppen og glas for øjnene.

Noget var der om det.
Det begyndte med at man tænkte
hvem der hade bare halvdelen af hans hjerne.
En eftermiddag åd vi ham.

Vi blev ikke klogere af det.
Men vi savnede det heller ikke siden.

Benny Andersen

*I dag udkommer Benny Andersens "Samlede digte 1960-96", en mursten på næsten 1000 sider til den folkevenlige pris 198 kr. Benny Andersen er en af Borgens Forlags mest elskede forfattere, og bogen udgives i anledning af forlagets 50-års jubilæum i onsdags. I dag kl. 13-18 læser en række af forlagets forfattere + Jens Okking op ved et arrangement i Nikolaj Kirke i København. Digtet om de intellektuelle er fra samlingen "Kamera med Køkkenadgang", der udkom i 1962.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her