Læsetid: 8 min.

Irske forfattere med ny dagsorden

1. april 1998

Den ungegeneration identificerer sig ikke med nogen af de fundamentalistiske fløje, men vælger at se frem

LITTERATUR
Hvorfor er der sådan en vitalitet over nutidig irsk musik, film og litteratur? Tænk bare på U2, Sinead O'Connor m.fl. Tænk på film af Neil Jordan som The Crying Game og Michael Collins' eller Jim Sheridans My Left Foot og In The Name Of The Father. Helt i front er også Roddy Doyles superhit, The Commitments, der blev umådelig populær både som roman, film og
soundtrack.
Seneste eksempel er Patrick McCabes Slagterdrengen, der først blev omarbejdet til skuespil, og som i Neil Jordans filmversion har vundet prisen for 'bedste instruktør' og 'bedste skuespiller' ved Berlin-festivalen i februar.
Roddy Doyle mener, vitaliteten hænger sammen med, at den nuværende irske befolkning er en af de yngste i Europa; et resultat af, at prævention og abort stadig er en besværlig sag i Irland. Der er simpelthen mere gang i den her end så mange andre steder. Hertil kommer, at i de sidste godt ti år er den irske økonomi virkelig kommet op i omdrejninger hjulpet af EU-støtte og en meget lempeligt beskatning af udenlandske investeringer.

Modernisering
Desuden har den katolske nation været igennem en kulturel moderniseringsproces, ledet af en kvindelig præsident: Efter en ophedet debat og folkeafstemning blev det i 1992 tilladt at oplyse irske kvinder om abortmulighederne i England. I 1995 afgjorde endnu en folkeafstemning, at det skal være muligt at opnå skilsmisse. I forhold til resten af Europa, også de katolske lande, kan man roligt sige, at Irland havde og stadig har noget at indhente, og man kan undres over årsagen.
Den skal formentlig findes i, at den irske stat efter selvstændigheden i 1921 blev skabt på et fundamentalistisk katolsk, anti-engelsk og anti-protestantisk grundlag. Et grundlag, som - på grund af presset fra den hårdt optrukne konflikt i Nordirland - ikke kunne moderniseres uden indrømmelser til modpartens synspunkter og levevis. Selv om der var et folkeligt pres for reformer og modernisering, blev det fanget og fastholdt af et republikanske establishment, der tænkte mere på staten og nationen end på folket.
Megen irsk fiktion i dette århundrede har været præget af denne fastlåste situation. Forfatterne reagerede ofte ved at gå i eksil som Joyce og Beckett, der også blev de helt store revolutionære i form og sprog - eller ved at gå i en indforstået dialog med de nationale forstillinger. Myten om det gode, katolske familieliv i landlige omgivelser på verdens grønneste ø har været ualmindelig sejlivet. Det kan man læse meget mere om i en nys udkommet bog, Gerry Smyths The Novel and The Nation - Studies in The New Irish Fiction, der også indeholder spændende læsninger af den helt nye litteratur fra midten af 90'erne.

Bevægelighed
Som en af historiens tidligst selvstændiggjorte kolonier er Irland paradoksalt nok først i disse år på vej ud af den post-koloniale fase og ind i en ny bevægelig selvstændighed. Spillerummet og identiteten defineres ikke længere af hverken kolonimagten England eller af det USA, der huser så mange republikansk begrejstrede indvandrere, som ellers nødigt vil slippe myten om det gamle land.
Overværer man f.eks. en forestilling på nationalteatret The Abbey af et stykke med nationale overtoner, er publikum enten amerikansk og/eller over de tres. De unge irere finder som andre unge europæere deres identitet helt andre steder: i samspil mellem deres lokale kultur og den internationale rock-, film- og tv-scene. Det var sådan et ungt Dublin, Roddy Doyle holdt frem i The Commitments og derfor blev romanen og filmen en international succes. Meget tyder på, at det officelle Irland har set skriften på væggen. Det bakker op med massiv oversættelsestøtte.
Doyle er ikke alene om at levere en ny optik. Det er f.eks. påfaldende, at konflikten i Nordirland ikke længere står i centrum for republikkens unge romanforfattere; selv unge nordirere prøver at omgå den. Da den nordirske forfatter, Robert McLiam Wilson (34), sidste efterår deltog i en diskussion på Bogmessen om "En verden uden imperier", gjorde han en del ud af at påpege, hvordan de to fundamentalistiske fløje i Nordirland tilsyneladende ikke er klar over, at der er en ny ung generation på vej, som ikke identificerer sig med nogen af fløjene. De unges hedonisme kan ikke finde udfoldelse under de paramilitære organisationers kadaverdisciplin.
Også digteren Seamus Heaney, der modtog Nobelprisen i 1995, har 'meldt sig ud' af den sædvanlige vælgen side. Han skriver om konflikten i sine digte, og han kan finde på at kritisere englænderne, men hans vision af et nyt Irland er multikulturel.

Mord på myter
Patrick McCabes Slagterdrengen er et godt eksempel på den nye litteraturs opgør med de klassiske, irske myter.
"Da jeg var en ung knægt for tyve eller tredive eller fyrre år siden, boede jeg i en lille by, hvor de alle sammen var efter mig på grund af det, som jeg havde gjort ved Mrs. Nugent." Sådan lader McCabe Francie Brady indlede beretningen om sin opvækst i en lille irsk by i begyndelsen af 60'erne.
Han og vennen Joe lever et almindeligt drengeliv, optaget af fjernsynets helte, slik og hemmelige huler. Men den dag, Phillip Nugent dukker op i Francies klasse med sin velordnede samling tegneserier og sin nodetaske i krokodilleskind, kommer der sprækker i hans liv. Fru Nugent ser ned på Francies fordrukne far og deprimerede mor - hun kalder dem en svinefamilie med svinemanerer - og langsomt udvikler Francie et inderligt had til denne perfekte familie Nugent, der står i så skærende kontrast til hans egen.
Da moderen begår selvmord og Francie får skylden, slår det klik for ham. Da hans bedste ven Joe også svigter, forsvinder han længere og længere ind i sin egen forstyrrede verden. Hans vrede mod omverdenen vokser og kulminerer i en grusom handling.
Francies beretning er fortalt af et voksent menneske, som mentalt set er gået i stå i en sen ødipal konflikt, på et tidspunkt, hvor han slet ikke var parat til at leve uden sin højtelskede mor. Hans sprog er helt betagende i sin egen barnlige logik og groteske komik, der bl.a. opstår, når hans indre medieskabte helteverden forenes med den rå virkelighed.
Slagterdrengen punkterer de irske myter om den glade musikalske drukkenbold, den 'hellige' familie, de gode naboer, den fromme kirke og de hjælpende sociale institutioner; "husene med de hundrede vinduer," som Francie kalder dem, og hvor han udnyttes af en pædofil præst.
Hos McCabe er der ikke sten på sten tilbage, kun fornemmelsen af nødvendigheden af en helt ny start på tværs af alle de gamle myter. Konflikten i nord figurerer da også kun med en respektløs henvisning til Michael Collins, der optræder som en helt i Francies univers på samme måde som John Wayne og andre filmhelte.

Kvinder i syd
De moderne kvindelige forfattere er også med i myteopgøret. Mary Morrissey, der har skrevet Pearls mor (1996), som kom på dansk sidste år, fremsætter grumme anklager mod nutidens Irland og myten om den 'hellige' familie. I tre sammenflettede historier om en bortført baby vendes temaer som begær, skyld og identitet.
Lia Mills Another Alice fra 1996 er en dekonstruktion af Alice i Eventyrland. Historien om en ung pige, der bevæger sig gennem et mærkelig drømmelandskab, mens hun forsøger at finde tilbage til virkeligheden, bliver hos
Mills til et incestoffers vej ud af fortrængningerne. Romanen behandler næsten alle de centrale temaer i den nye irske fiktion: familie, køn, vanvid, drømme og nation.

Nyt fra nord
Som antydet synes også de unge romanforfattere i Nordirland at ville noget nyt med deres prosa. Robert McLiam Wilson, der fik sin vellykkede roman Eureka Street ud på dansk sidste år, erklærer heri sin kærlighed til et Belfast, som ikke rigtig ligner det, vi kender fra nyhederne. Romanen er en kærligheds- og hverdagslivshistorie om unge eksistenser, der lever deres rodede liv på tværs af konflikten, bomberne og vejspærringerne med en god portion desperat livslyst og humor som drivkraft. Hovedbudskabet er, at vold er vold og lige ulidelig hvadenten volden er politisk motiveret eller ej.
Colin Batemans spændingskomedier Divorcing Jack og Cycle of Violence har samme holdning til den nordirske konflikt og hverdagen i Belfast, der skildres som en vanvittig modernitet set gennem en optik, der mest af alt ligner Quentin Tarantinos fra Pulp Fiction. Tidligere har Eoin McNamee i romanen Genopstandelse, der kom på dansk i 1995, søgt et nyt sprog til at fortælle en historie bygget over nogle virkelige, modbydelige likvideringer, foretaget af unionister i Belfast i midten af 70'erne. Det er en intenst ubehagelig bog, der ender i en værdinihilistisk blindgyde, som en blanding af Conrads Mørkets hjerte og Dashiel Hammett.

Vox'n'roll
Hvad enten de nye forfattere søger udfordringer langt inde i voldens hjerte, eller de gør op med de ærke-irske myter, eller de prøver at skrive på tværs af hele elendigheden, så er deres sprog så ladet som noget. Der er hele tiden noget på færde, så formen spændes og brydes. Måske er der mindelser om engelsk socialrealisme fra 50'erne og 60'erne og dens behandling af det engelske samfunds modernisering og storbykultur, men det er alligevel en helt anden historie. Der toner en umiskendelig moderne irsk stemme gennem hele den ny litteratur.
For to år siden startede pub-ejeren og den litterære promotor Gerry O'Boyle noget han kaldte Vox'n'Roll på sin pub Filthy MacNasty's nær King's Cross i London. Ideen går ud på at lade forfattere læse korte stykker op af deres værker, afbrudt af forskellige stykker musik, som har inspireret eller blot fascineret dem.
Da Vox'n'Roll-ideen indtog Dublin, var McCabe og hans Slagterdreng det store tilløbsstykke. Alle ville selvfølgelig høre en af de mest karakteristiske nye irske stemmer - live!

*Gerry Smyth: The Novel and the Nation - Studies in The New Irish Fiction, Pluto Press 1997.

*Colin Bateman: Divorcing Jack (1994) og Cycle of Violence, begge Harper Collins, 1995.

*Eoin McNamee: Opstandelse, Rosinante 1995.

*Lia Mills: Another Alice, Dublin: Poolbeg, 1996.

*Mary Morrissy: Pearls mor, Samleren 1996.

*Robert McLiam Wilson: Eureka Street, Gyldendal 1997.

*Patrick McCabe: Slagterdrengen. Oversat af Mich Vraa. 281 s., 98 kr. Viva Paperback. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu