Læsetid: 4 min.

Israel - det kløvede samfund

30. april 1998

Den israelske elite strides i ny selvransagende jubilæumsbog

ISRAEL 50
Der findes mindst to måder, man kan genfortælle det moderne Israels historie på i anledning af statens 50 års jubilæum.
Den ene måde står den engelske historiker Martin Gilbert for i sin mastodont Israel: a History (1998). Her får man serveret begivenhederne med soberhed, distance og tilstræbt objektivitet.
Problemet er bare, at denne metode ligger fjernt fra det land, den forsøger at beskrive. Meget få mennesker er sobre, objektive og distancerede, når det gælder Israel. Her lades al håb om upartiskhed ude.
Ingen bog illustrerer det bedre, end Those Were the Years - Israel's Jubilee, som repræsenterer den anden måde at genfortælle Israels historie på.
Den strømmer i modsætning til Martin Gilberts over i partiskhed, manglende overblik og glødende følelser. Den er, som folk er flest, når talen falder på Israel; fuld af stridende meninger; venner og fjender.

Zappebog
Det er den israelske tv-vært Nissim Mishal, der har redigeret bogen, og det kan mærkes, at tv'et er Mishals hjemsted. Man zapper således igennem Israels historie fra begivenhed til begivenhed. Der er ingen sammenhæng, ingen forklaring; kun kendsgerningen i sig selv, fortalt i billeder og ord. Historien serveret i fragmenter.
Those Were the Years har således ikke én fortællerstemme. Den har en storm af fortællerstemmer, der blæser i hver sin retning. Mishal har udvalgt kendte israelere fra alle ender og kanter af samfundet til hver især at beskrive én bestemt begivenhed i historien eller én bestemt historisk person. Bogen er spændt til bristepunktet med en imponerende række af de mest centrale, højlydte og kontroversielle meningsmagere i dagens Israel.

Lysårs forskel
Her er lige fra militærhelten og det moderne Israels største ulykke, Ariel Sharon, minister for infrastruktur, der fortæller om sin karismatiske lærermester Moshe Dayan - til Azmi Bashara, det israelsk-arabiske parlamentsmedlem.
Bashara skriver om den jødiske stats vedholdende
diskrimination af araberne i Israel. Kun få sider i bogen adskiller de to mænd, men mentalt set er de lysår fra hinanden. De illustrerer en splid, der løber gennem hele bogen.

Uskyldens død
Den ses blandt andet mellem Avraham Burg, formand for Styrelsen for det Jødiske Agentur på den ene side og Zevulun Hammer, undervisnings- og kulturminister, på den anden. Begge omtaler fredsprocessen, men udgangspunktet hos de to personer er mildest talt forskelligt.
Avraham Burg fortæller om fredsaktivisten Emil
Grunzweig, som i 1983 blev myrdet af en højrenationalist under en demonstration mod Israels invasion i Libanon. Burg kom nær selv af dage i attentatet.
Titlen på hans artikel: "Den israelske uskylds død" er sigende. Den udtrykker den stigende pessimisme, der har ramt venstrefløjen siden 1980'erne. For det er ikke bare Israels uskyld, der er afgået ved døden; med Emil Grunzweig forsvandt også freden og fredsbevægelserne.
"Oslo var vores arv," skriver Burg i isnende datid; "men Oslo dør for øjnene af os, freden løber ud mellem fingrene på os, og dagens Emil Grunzweigs lever godt og løfter ikke en finger. Fredsbevægelsen har enten forladt gaden, er gået i panik eller er gået i sig selv."

Bosætterfred
I den anden ende af spektret står Zevulun Hammer. Hans højrenationalistiske synspunkter har på mange måder sejret over fredsbevægelsen i Israel. Hammers artikel beskriver bosætterbevægelsen Gush Emunim, som indledte den israelske bosættelse af Vestbredden og Gaza i 1970'erne. Bevægelsen anklages i dag af den israelske venstrefløj og det meste af udlandet for at inkarnere israelsk arrogance og diskrimination over for palæstinenserne.
Det synes Hammer nu ikke. Tværtimod mener han, at gruppen er en garant for freden. "Jeg er sikker på, at Gush Emunims og bosættelsernes tilstedeværelse (på Vestbredden og i Gaza) vil bringe en langt sikrere og mere realistisk fred, end den fred, vi ville have haft, hvis vi havde holdt territorierne fri for jøder," skriver undervisningsministeren.
Man kan hos Burg og Hammer ane, at Osloaftalen og mordet på daværende premierminister Yitzhak Rabin er det implicitte tema. De to begivenheder kendetegner mere end noget andet den splittelse, som israelerne i øjeblikket oplever, og som Burg og Hammer angiver hver sin side af.

Oslo er historie
Rabins mangeårige kollega, tidligere premierminister Shimon Peres, formår i sit indlæg at beskrive årsagen til, at denne splid er kommet frem i lyset.
Det gør han i en artikel om Osloaftalen. Det er således skæbnens ironi, at den mand, der tog initiativ til aftalen, også får lov til at skrive dens historie. Herved bekræfter Peres ufrivilligt, at Oslo er historie.
"Mange folk tror", indleder han, "at ved at underskrive Osloaftalen gik Israel en ekstra mil mod palæstinenserne. Sandheden er dog, at Israel gik en ekstra mil mod sig selv."

Selvransagelse
Jubilæumsbogen Those Were the Years er et resultat af dette skridt mod israelsk selvransagelse. Den er derfor mere end en jubilæumsbog. Den lader os kigge ned i det blødende sår, der i dag truer med at kløve Israel i to.
Som Peres skriver, har Osloaftalen tvunget israelerne til at se på sig selv. I spejlet kan de bevidne et samfund i opløsning.
Bogen udtrykker dog et væsentligt lyspunkt. Den formår trods alt at samle alle holdningerne i én bog. Det viser, at pluralismen i Israel efter 50 turbulente år stadig kan leve under samme tag. Gad vide om den endnu gør det til næste jubilæum?

*Nissim Mishal (red.): Those Were the Years - Israel's Jubilee, 1997, 336 sider, NIS 126,- Yedioth Ahronoth

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her