Læsetid: 9 min.

Israels tre store

30. april 1998

Tre store israelske statsledere trak Israel længere og længere mod den opfattelse, at palæstinenserne er vor tids nazister, der vil føre jøderne til slagtebænken

Israel blev til i krig, overlevede ved krig og voksede sig stærk ved krig. Derfor var - og er - israelske toppolitikeres håndtering af sikkerhedspolitikken afgørende gennem hele statens historie.
Tværs gennem denne historie tegner der sig ikke desto mindre en klar og synlig udviklingslinje, en evig konflikt mellem værdier og holdninger hos de klassiske europæisk fødte jøder, askenasierne, der udgjorde de oprindelige indvandrere til staten, og de andre jøder, især mellemøstlige og østeuropæiske.
I denne magtkamp har fremtrædende overlevende jøder fra østeuropa, der har haft Holocausts rædsler helt inde på deres personlige liv, allieret sig med de mellemøstlige mod den liberale vesteuropæiske askenasie-tradition.
Krigeren David Ben-Gurion er den første leder: En zionistisk soldat, der så det som sin opgave at fjerne arabere, så der blev plads til den israelske stat. Kun dér kunne jøder være garanteret tilværelse og frihed. Men samtidig grundlagde han en skæbnesvanger konflikt med araberne - som Golda Meir på trods af sin berømte liberalisme nægtede at se i øjnene; hun afviste at opfatte palæstinenserne som et folk med rettigheder. Da hun tabte magten til Menachem Begin var de oplyste askenasiers tid ovre: Han havde selv set slægtninge blive myrdet, hans egen overlevelse af Holocaust overbeviste ham om, at Israel måtte bygges på billedet af den kæmpende, aldrig vigende jødiske soldat.
Tilsammen har de skabt en mini-supermagt med a-våben, et slagkraftigt luftvåben, potente landmilitære slagstyrker, samt et berømt og efterhånden berygtet efterretningsvæsen. Israels militærbudget, udgør med sine ni procent af BNP et af verdens forholdsvis største. (Til sammenligning med det danske på 1,9 procent af BNP).
De politiske ledere har og har haft deres magtbase i periodisk fremherskende politiske grupperingers sikkerhedsopfattelse. Ledernes grundsyn på fænomenet karakteriseres af situationen, ligesom situationen bestemmer grundsynet. Lige fra David Ben-Gurions vedholdende agitation for landinddragelser - på bekostning af de palæstinensiske araberes oprindelige brugsret til jorden - har israelske ledere og befolkningen været snøret ind i en sikkerheds- og militærpolitisk spændetrøje, ja ghetto. Selv om denne ekspanderer, er det samme grundholdning, der bærer frem til Benjamin Netanyahus og Likuds ekspanderende bosætningspolitik og deres indædte afvisning af det redskab for sikkerheden, som den myrdede forgænger og Shimon Peres øjnede i en mere dynamisk fredsproces.

Golda superstar
Noget af det forunderlige ved at opholde sig i Israel er, at man dagligt kan oplyse sig om sit værtslands sikkerhedsproblemer i den internationale presse. Israelske ledere har i den henseende altid været, hvad vi i vore dage kalder, internationale superstars. Næsten uanset hvad de i deres embedsperiode ellers foretog sig, påkaldte enhver markant udtalelse eller handling sig hele verdens opmærksomhed - ikke mindst stormagternes. Dette kom i nyere tid klart til udtryk i arbejderpartiets Golda Meirs skikkelse. Sjældent har en regeringsleder påkaldt sig større opmærksomhed - for ikke at sige beundring - i den vestlige verden. Siden hun kom til magten i 1969, blev hun mere end andre symbol på den genrejste jødiske værdighed, den nye israelske sjæl. Meir er således med sin placering midt i 50-året så at sige tyngdepunktet i landets historie.
Golda Meir kom til magten som det evigt splittede arbejderparti Mapais kompromiskandidat. På den ene side stod den legendariske enøjede kriger Moshe Dayan, der var hjemmefødt palæstinensisk jøde, på den anden viceministerpræsidenten Yigal Allon. Fredsprojektets midler skilte de to. Golda Meir midt imellem blev valgt.
Golda Mabovitch fødtes i Pinsk i tsarens Rusland i 1898. Familien, der som andre jødiske russere led under den russiske antisemitisme, emigrerede få år efter til USA, hvor den senere ministerpræsident fik prægning og uddannelse. I 1921 flyttede hun til Palæstina, hvor hun støttet af Ben-Gurion steg til vejrs i Mapai og efter selvstændigheden blev arbejds-, senere udenrigsminister. Som ministerpræsident søgte Meir nøglen til fred, men blev ikke desto mindre centrum i Yom Kippur-krigen i 1973, da egypterne angreb de slet forberedte israelske stillinger ved Suez og nær havde rendt nationen over ende. Ganske vist klarede hun valget året efter, men kun knebent, og kritikken mod hende og forsvarsminister Dayan for manglende agtpågivenhed var bitter.
Selv om denne krig krævede så store ofre for Israel, nedlagdes utvivlsomt kimen til den ultranationalistiske Herut-leder Menachem Begins valgsejr få år senere. Ganske vist overlevede Mapai valget, der for første gang bragte Yitzhak Rabin til magten, men utilfredsheden i den orientalske og ortodokse jødedom, samt skepsis med hensyn til tanken om fredsaftaler, åbnede omsider for Likud-koalitionens folk. Kimen var lagt til det endelige gennembrud for Begins kompromisløse politik, der kom med hans valgsejr i 1977.
Før den tid blev Likud næppe opfattet som seriøse bud på en regering. Med Menachem Begins sejr blev askenasi-dominansen i israelsk politik endeligt reduceret, og fredsbestræbelserne skubbet ud i en mere uvis fremtid.
Dertil kom den konstante afvisning af palæstinenserne som folk på lige fod - med nationale rettigheder og nationale mål. I den forstand bevægede Mapai og Likud sig parallelt. Golda Meir, der sin begavelse til trods ikke altid repræsenterede den største politiske visdom, bar sin tunge del af ansvaret for den forsinkede - for ikke at sige på det tidspunkt - afsporede fredsproces. Flere gange i sine aktive år afviste Meir at opfatte palæstinenserne som et folk. Uanset synspunktets magtarrogance, skabte det yderligere afstand til den mellemøstlige virkelighed, hvilket på den anden side jo ikke gjorde denne mindre nærværende for palæstinenserne selv og snart også den øvrige verden.

Ghetto-traumet
Med Menachem Begin indledtes uimodsigeligt en ny æra i Israels politiske historie, idet 'tosserne', som mange sagde, nu havde skaffet sig flertal i Knesset og sæde i regeringen. Begin, hans bagland og hans efterfølger Yitzhak Shamir kom til at dominere de næste 15 år fra 1977-92, kun afbrudt af en kort periode i midten under arbejderpartiets Shimon Peres.
Med Begin og hans Likud-koalitioner, samt ikke mindst hans endnu mere uforsonlige efterfølger Shamir, gik magten til de kredse, som askenasierne hidtil havde holdt nede: De dårligt uddannede arabiske og afrikanske jøder og ekstremisterne både i politisk og religiøs henseende. En ofte i Israel af liberale beklaget kendsgerning var - og er i høj grad - at Begin og Shamir begge havde været fremtrædende medlemmer af terrogrupperne Irgun og Stern i englændernes mandatperiode.
Shamir var medlem af Sterns tremands-ledelse, som var direkte ansvarlig for mordet i 1948 på FN's generalsekretær Folke Bernadotte, da denne forsøgte sig med et ganske fremsynet fredsforslag omfattende såvel en jødisk som en palæstinensisk stat og et permanent delt Jerusalem.
Grundholdningen hos disse to højrepolitikere, der hver for sig og tilsammen havde ikke så lidt på samvittigheden, udtryktes i forestillingen om den kæmpende, aldrig vigende jødiske soldat. Jøden, der i modsætning til brændofferet under nazismen, ikke lader sig føre viljeløst til slagtebænken, men - øje for øje, tand for tand - slår igen.
Med det samme europæiske udgangspunkt som Golda Meir kunne Begin have fået samme skæbne som hende, havde det ikke været for den forskel, at han som voksen oplevede Holocaust. Begin fødtes i 1913 i Brest-Litovsk, uddannedes i Warszawa og undslap med nød og næppe Holocaust, som til gengæld kostede adskillige i hans familie livet. I 1942 kom han til Palæstina og blev efter år i dyster, fanatisk opposition den første israelske ministerpræsident med rædslerne i egen bagage. Begins modstandere beskyldte ham derfor for at være produkt af ghetto-paranoiaen. Historikeren David Biales går i sin Power and powerlessness in Jewish history fra 1986 et spadestik dybere: Han mener, at Begin overførte den fremherskende desperationsfølelse fra 1930'ernes polsk-jødiske politiske tankegang til Israel.
Dermed kom Begin til at formidle noget, der lå hinsides den israelske politiks normale dynamik, nemlig følelsen af at zionismen og dens etablering med Israel ikke var diasporaens afvikling, men snarere dennes skæbnebestemte fortsættelse blot på en anden måde.
Begin rakte dermed ud over askenasi-jødernes monopol, hvis man kan tale om et sådant, på Holocaust-traumet. Begin lod forfølgelsen, lidelsen, tragedien være fælles arvegods for alle jøder. Ulykken, så at sige, som definition på jøden. Fjenden var følgelig den samlede ikke-jødiske omgivende verden. Hvorfor Begin fremhævede enhver modstand mod denne opfattelse inklusive Mapai-socialismens fremmede røde fane som jøde-fjendtlig i modsætning til Israels bekendelse til nationalfarven, den fortrolige blå. I Begins verden tolkes Israel således som en art oprustet Warszawa-ghetto, og palæstinenserne som reinkarnerede nazister, parate til at iværksætte endnu et Holocaust.

Overleveringen
Denne opfattelse videreførtes i det Shamir'ske Likud-univers og har fundet plads i også det Netanyahu'ske. Dette fundamentale traume i efterkrigs-zionismen, formuleret gang på gang i Begins gammeltestamentelige stil, løb i nyere tid sammen med de ekstreme religiøse partiers krav om yderligere understregning af jødestaten som religiøst fundamenteret. En stærk politisk cocktail. Begins tolkning blev lagt i forlængelse af Israels spartanske dyder: Kibbutz-bevægelse, militæret og den religiøse fundamentalisme, og fik dermed uvurderlig betydning for højrefløjens identitet og position i dag.
En nok så kortfattet gennemgang af Menachem Begins virke bør selvfølgelig ikke fortie, at det trods alt var ham, der sluttede fred med Egypten. Konstateringen ændrer dog ikke, at Begin mere stædigt end nogen før afviste konfliktens hovedårsag: palæstinenserne, og under Libanon-felttoget i 1982 var medansvarlig for sine soldaters passivitet under massakrerne i Sabra og Shatila. Her stod de jødiske besættelsessoldater passivt og så til, da kristelige militser massakrerede kvinder og børn i de to palæstinensiske flygtningelejre.
Begin havde ingen følelse for palæstinenserne. I hans verdensbillede ville de være jødernes næste uundgåelige brændoffers bødler, såfremt der blev givet indrømmelser til dem.
Denne opfattelse døde mildt sagt ikke med Begin i 1992. Den er central for forståelsen af fredsprocessens vanskeligheder og mentaliteten bag mordet på den liberale Rabin, mener den svenske forfatter Göran Rosenberg. Men denne traumatiske begivenhed ligger også for enden af længere udviklingslinjer.

Store Ben
Det er næppe muligt i et udvalg af Israels markante ministerpræsidenter at udelade den nye stats første: David Ben-Gurion. Denne i enhver henseende dominerende skikkelse før og efter statens oprettelse var som Begin og Meir østjøde. Blev således født i russisk Polen i 1886 som David Grün. Udvandrede til Palæstina som 20-årig og hebraiserede sit navn, ligesom han med andre pionerer oparbejdede et fælles jødisk sprog på grundlag af Ben Yehudas idéer om et moderne hebraisk. Med sit udgangspunkt var Ben-Gurion - som det nær var sket for den yngre Begin - prædestineret til at omkomme i Hitlers udryddelseslejre. De millioner af Ben-Gurions polsk-jødiske landsmænd, der bukkede under i den ultimative øst- og centraleuropæiske antisemitisme, dementerede - sådan måtte det udlægges af zionisterne - ethvert håb om en jødisk-europæisk sameksistens. Ben-Gurion undslap sin europæiske skæbne ved tidligt at følge zionismens grundlægger Theodor Herzls anvisning: kæmp for et jødernes fristed, for Eretz Israel og frels folket!

Visionen
Fra dette udgangspunkt kunne han i Palæstina følge Europas Holocaust; det blev bestemmende for Ben-Gurions politiske metoder og mål. På godt og måske mindre godt.
Erfaringen om antisemitismens logiske konsekvens i Holocaust: at kun jødernes egen suveræne stat kunne garantere tilværelse og frihed, betød jo samtidig, at jøderne i både fysisk og åndelig forstand måtte forlade Europa. Indvandringen til Israel blev et mål i sig selv, eftersom denne altså ikke alene sikrede jøderne, men også bestemte en israelsk statsdannelses styrke. Denne enkle visdom var drivkraften i Ben-Gurions bestræbelser og fik afgørende indflydelse på den israelske holdning over for de arabere, der forståeligt nok stillede sig hindrende i vejen.
Det er karakteristisk i Ben-Gurions politiske retorik, at han tidligt i 1920'erne afviste enhver tanke om nuancering af den planlagte jødiske overtagelse af landet. "Lad os ikke narre os selv," svarede han et oppositionelt forslag om en mindeligere ordning med araberne: "Dette handler ikke om styrets strukturelle former, men snarere om hvem der har den virkelige magt og kontrol." Ben-Gurions prosaiske jordnære vision var enkel: jøderne skulle blot i så rigeligt tal som muligt strømme til Palæstina, opkøbe eller annektere jorden og dyrke den som deres egen. Således skulle landet skaffes jødisk flertal med moralsk ret til magten, og drømmen om Eretz Israel kunne virkeliggøres. Ben-Gurion virkeliggjorde drømmen ved at proklamere staten Israel den 14. maj 1948. Selv i kritisk tilbageblik er det under indtryk af disse hovedaktørers baggrund og erfaring vanskeligt at forestille sig, at det hele kunne have været meget anderledes. Men med udgangspunkt i deres baggrund og erfaring er det tragisk at det ikke kunne. Heri lå antisemitismens konsekvens, som flyttede med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her