Læsetid: 3 min.

Italiensk vinnyt

4. april 1998

TIL NÆSEN
Det er snart længe siden, vi på dette sted har været en tur i Italien. Det skyldes ikke, at min ofte proklamerede kærlighed til (god) italiensk vin på
nogen måde er falmet. Grunden er mere bureaukratisk-banal.
De herværende italienske handelsrepræsentanter og den italienske vinbranche gør sig ikke på centralt niveau overdreven umage med at fremme og opdyrke det danske marked, og da Vinredaktøren som mange andre i branchen desværre er præget af en vis form for åndelig dovenskab, går det desværre hyppigt efter devisen: "Ude af øje, ude af sind" (som et computerbaseret oversættelsesprogram engang oversatte til 'Blinde idiot').
En anden medvirkende årsag er, at mit gamle tempel for italiensk vin, det smukke Italiensk Vinhus i Københavns Classensgade og den dertil knyttede Italiensk Vinklub gennem en periode har ligget i dvale.
Vor gamle ven hr. Carlo Merolli forlod biksen og slog sig ned som agent og importør i Virum, og der blev ikke ansat en efterfølger med dynamik eller karisma.
Vinene blev sådan set ikke dårligere af det - Carlo tog nogle få gode producenter med sig, men de fleste er stadig repræsenteret i Classensgade. Men den gamle flamboyante facon forsvandt, og man blev mindre ivrig efter at lægge vejen forbi Østerbro i utide.
Så ville tilfældet, at jeg i forgangne uge hørte nyt fra både Italiensk Vinhus og fra Carlos agentvirksomhed i Virum.
Fra Classensgade kom et brev om, at der nu er fundet en permanent løsning på ledelsesproblemet. Den nye butikschef hedder Eivind Hjort Nielsen, og han lover bod og bedring efter den døde tid. Hvis han får Huset tilbage på sporet, skal han være meget velkommen.
Han er sikkert klog nok til ikke at prøve at være en ny Carlo. Det er der ikke andre end Carlo, der (som regel) slipper godt fra.

Jeg har smagt et par nye vine fra Italiensk Vinhus' sortiment, og de tyder ganske pænt. Først en Valcelepio Rosso 1996, Tenuta Castello fra Lombardiet. Den er lavet på Bordeaux-manér af 60 pct. Cabernet Sauvignon og 40 pct. Merlot, og kunne godt gå for at være en af de mere bløde og imødekommende Bordeaux-typer. Pæn og ordentlig vin til 55 kr.
Mere 'italiensk' og mere spændende fandt jeg en Montescudaio Rosso 1996, Fattoria Sorbaiano. Det er en Toscana-vin fra det nordvestlige hjørne oppe ved Pisa og Livorno. Montescudaio er en ny og ikke særlig kendt DOC-appellation, og vinen, der minder om en pæn Chianti, giver bestemt lyst til mere. En dejlig umiddelbar og velafbalanceret sag til 69 kr., hvad jeg ikke skal indvende noget imod.
Carlos henvendelse gik på, at han havde besøg af brødrene Roberto og Paolo Trappolini fra huset Trappolini i Umbrien.
De ville gerne vise, hvad de formår i et decideret kvalitetshus, som prøver at finde tilbage til nogle af de druesammensætninger og metoder, som gjorde Umbrien til et kvalitativt betydende vinområde før, der gik billig, lys og vandet Orvieto i det meste.
Vi smagte både røde og hvide vine fra Trappolini til en let frokost i Paustians lyse og smagfuldt-minimalistiske frokostrestaurant i forbindelse med Utzons berømte møbelhus i Københavns Kalkbrænderihavn.
Lad os undtagelsesvis tage de røde først. En Castiglione Rosso 1997 var meget let og ville nok være en god altanvin ved 12-14 grader. Paterno 1994 VdT på Sangiovese havde en kraftig kanelsmag, mens den mest interessante var Madonna della Neve 1997 VdT på de næsten ukendte lokale blå druer Aleatico, Moratella og Canaiuolo. En rigtig rustik vin, som man nok enten vil elske eller ikke bryde sig særligt om.

Men det er de hvide vine, der er Trappolini-husets stærke side. De laver en Est Est Est di Montefalcone, som er væsentligt bedre end denne vins ry, de laver en meget stilren Orvieto Secco 1997, og først, sidst og vigtigst: De laver en Orvieto Superiore DOC 'Sant'Egidio', her i årgang 1995 på druerne Prociano (Trebbiano), Grechetto, Malvasia, Vedello og et par stykker til. Den skal have et par år på fad, og den har alt, hvad man kan drømme om i en 'gammeldags' Orvieto.
Kyndige folk, som jeg smagte vinen i selskab med, udbrød, at vi her havde det, der angiveligt ikke findes: en stor italiensk hvidvin. Jeg forstod på Carlo, at den blandt andet skulle dukke op i ISO-supermarkederne til en pris mellem 60 og 65 kroner. Det ville være en pæn pris for en ordinær Orvieto. For denne er det nærmest symbolsk. Hvis ikke Deres vej går forbi ISO, kan De jo prøve at snakke med Carlo på telf. 45 85 19 78. Han har vist ikke så mange kasser at gøre godt med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her