Læsetid: 3 min.

Jørgen Hæstrup død

15. april 1998

Gymnasielæreren, der blev besættelsestidens historiker og gav modstandsbevægelsen synlighed og status

NEKROLOG
Jørgen Hæstrup var noget så sjældent som en engageret historiker, der på en videnskabelig måde skrev om sin egen tid og forhold, han selv havde deltaget i. For besættelsesgenerationen blev han 'besættelsestidens historiker' og for veteranerne 'modstandsbevægelsens historiker', som Informations daværende chefredaktør, Børge Outze, døbte ham.
Hæstrup var gymnasielektor i Odense og ukendt i offentligheden, indtil han i 1954 udgav første del af sit store værk om modstandsbevægelsen under besættelsen, Kontakt med England. Det blev antaget som doktorafhandling ved Aarhus Universitet, hvilket vakte stor opsigt i pressen og stolthed hos veteranerne: Deres bevægelse var værdig til en doktordisputats!

Hjalf-sagen
I 1959 udgav han anden del under titlen Hemmelig Alliance I-II. Det gik ikke mindre stille af, men førte til en langvarig fejde. I bogen skildrede Hæstrup bl. a., hvordan hærens top havde underforsynet de civile grupper i modstandsbevægelsen med våben, der var indkøbt i Sverige, og antydede, at motivet var anti-kommunisme og revolutionsfrygt, når Tyskland havde tabt krigen.
Hærchefen, general Hjalf, gik i offentligheden og forsvarede 'den skæve våbenfordeling' ud fra kommunistfrygten, men Hjalf havde glemt at tage højde for, at den kolde krig ikke var så iskold længere, og efter at han havde vundet et sagsanlæg mod Land og Folks chefredaktør, Martin Nielsen, for bagvaskelse, blev han af den socialdemokratiske regering afskediget som hærchef. I virkeligheden havde politikerne stået bag hærledelsen i dennes manøvrer mod modstandsbevægelsen under krigen, men det måtte ikke komme frem, heller ikke gennem frimodige generalsytringer.
I 1960 blev Hæstrup knyttet til det såkaldte Udgiverselskab for Danmarks nyeste historie som videnskabelig leder. Han forlod sin stilling som gymnasielærer, og resten af sit liv var han forsker med den danske og de internationale modstandsbevægelser som speciale.

Samarbejdspolitikken
Mange undrede sig, og nogle blev skuffede, da han efter Hemmelig Alliance og Hjalf-sagen begyndte at skrive om samarbejdspolitikken - og skrive på en positiv måde - med sine bøger om departementschefstyret 1943-45, - til landets bedste.
Men trods sin kærlighed til modstandsbevægelsen havde Hæstrup aldrig fordømt forhandlings- og samarbejdspolitikken som sådan, men kun dens vildskud, som han især hængte op på Erik Scavenius.
Med denne bredde stod Hæstrup principielt på samme standpunkt som politikerne ved befrielsen i 1945, nemlig det, at samarbejdspolitikken havde udgjort et skjold for befolkningen og der igennem hjulpet modstandsbevægelsen til senere at svinge sværdet.
Hæstrup anerkendte med andre ord - som mange andre modstandsfolk, men ikke kommunisterne - at samarbejdspolitikken eller i hvert fald vigtige dele af den også havde udgjort en 'passiv modstand'.
Denne harmoniserende holdning kom klart til udtryk i Hæstrups og andres vidt udbredte værk Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor fra 1965. Hans fremstilling var præget af tesen om, at det danske folk besvarede besættelsen med national samling og enig politisk optræden. Samarbejdspolitikken var dermed et udtryk for den folkelige samling og konsensus, og bruddet med tyskerne den 29. august 1943 blev nærmest en formssag.

Uenighed og respekt
På dette som på andre vigtige punkter - især spørgsmålet om modstandsbevægelsens sammensætning og repræsentativitet i forhold til den danske befolkning - kunne flere af Hæstrups elever på længere sigt ikke følge ham. Og herom udviklede der sig i 1970'erne og 80'erne flere bataljer mellem historikere og frihedsæmpere - med pressen på de sidstes side -, med striden om Aage Trommers disputats fra 1971 om jernbanesabotagen som den voldsomste.
Men trods uenigheder herskede der stor gensidig respekt mellem Hæstrup og eleverne, hvor de kendteste blev Trommer, Hans Kirchhoff, Henning Poulsen og Henrik S. Nissen. Igennem dem og enkelte andre har Hæstrup øvet indflydelse på besættelsesforskningen langt ud over sin egen aktive periode.
Jørgen Hæstrup var noget af et renæssancemenneske, der foldede sig ud på mange af livets felter. Som studerende var han en habil sværvægter i Malles Bokseinstitut i Nørregade. Men han var også musikanmelder og flittig amatørcellist. Hans brede interesser og erfaringer fik utvivlsomt betydning for hans arbejde som historiker.
Ordet pioner er generelt misbrugt, men det dækker Jørgen Hæstrups indsats inden for besættelsesforskningen. Uden den ville modstandsbevægelsen aldrig have opnået den synlighed og status, som den har i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu