Læsetid: 11 min.

Den kærlige revser

24. april 1998

Octavio Paz var som digter og samfundskritiker både hård og kærlig. Som aktiv på venstrefløjen og som diplomat lærte han at nærme sig magten, uden at miste sin position
som kritisk intellektuel

Mod stilheden og larmen opfinder jeg Ordet, frihed som opfinder sig og opfinder mig hver dag Octavio Paz

Mexicos store digter, essayist og kritiker Octavio Paz, som døde i søndags i sit hjem i Mexico By, var - om nogen - et ordmenneske. Han skabte ord, brugte ord, som vi alle gør, blot var han sig ordets muligheder og begrænsninger bevidst - modsat det moderne menneskes ofte sjuskede og efterladende omgang med sproget. "Jeg har ingen anden udvej end at tilstå det: jeg er skribent og skrivningen er mit sande kald", sagde han ved flere lejligheder.
For Paz var ordet det middel, hvormed han kunne udtrykke sin kærlighed og sin længsel - bl.a. i sine mange erotiske digte - og sin kritik af mennesket, af samfundet. Men det var aldrig entydigt, det havde sit eget liv:

Ord, et ord,
det sidste og første,
det vi altid tier,
det vi altid siger,
sakramente og aske.

Sådan skrev den unge Paz i 1940 i digtet Palabra (Ord). Det var samtidig med, at han var kommet ud i sin første store konflikt med omgivelserne, fordi han stod ved sin holdning. Noget, der i tidens løb kostede ham mange venskaber og skaffede ham adskillige fjender.
For Octavio Paz var det gennem hele livet afgørende, at digteren, kunstneren, den intellektuelle tager kritisk stilling til det, der omgiver ham.
"Den kritiske ånd er vor moderne tids store erobring. Vor civilisation har netop baseret sig på den kritiske forestilling: intet er helligt eller urørligt for tanken, bortset fra friheden til at tænke. En tænkning, der giver afkald på kritikken af sig selv, er ikke tænkning. Uden kritik, det vil sige, uden stringens og uden eksperimenteren er der ingen videnskab; uden den er der heller ikke kunst eller litteratur. Jeg ville endog sige, at uden den var der ikke et sundt samfund. I vor tid er skabelse og kritik én og samme ting (...) Forfatteren er ikke Kirkens, Statens, Partiets, fædrelandets, folkets eller den sociale morals tjener: han er sprogets tjener. Men han tjener det kun for alvor, når han betvivler det: den moderne litteratur er frem for alt kritik af sproget".
At være kritisk og engageret betød ikke for Paz, at en kunstner eller intellektuel ikke kan gå i statens tjeneste. Han var selv i mange år diplomat og Mexicos ambassadør i Indien:
"Jeg prædiker ikke afholdenhed: de intellektuelle kan være nyttige inden for regeringen (...) på betingelse af at de er i stand til at holde afstand til Prinsen. At regere er ikke de intellektuelles specifikke mission. Filosoffen ved magten ender næsten altid på skafottet eller som den kronede tyran. De, som dør før, som Lenin, undslipper heller ikke: de bliver balsameret og omdannet til feticher. Den intellektuelle bør frem for alt opfylde sin opgave: skrive, forske, tænke, male, bygge, lære fra sig. Nuvel, kritikken er uadskillelig fra det intellektuelle virke. På et eller andet tidspunkt, som Don Quijote og Sancho med kirken, støder den intellektuelle ind i magten. Da er det, den intellektuelle opdager, at hans sande mission er kritikken af magten og magthaverne".

Paz stødte gang på gang ind i magten og måtte søge tilflugt i ordet, i kritikken selv af sine nærmeste venner. Han var allerede i 30'erne aktiv på venstrefløjen og fik en nær tilknytning til det mexicanske kommunistparti. Men det var ikke uproblematisk for en kritisk intellektuel som Paz.
"Jeg var blevet medarbejder på det venstreorienterede arbejderblad, El Popular. Men (ikke-angrebs) pagten mellem Stalin og Hitler forvirrede og smertede mig. Jeg besluttede at gå fra avisen og fjernede mig fra mine kommunistiske venner. Mine relationer med dem blev forværret som følge af mordet på Trotski (i 1940, red.) (...) Jeg følte mig belejret og indelukket."
Paz afbrød bl.a. sit venskab med den 10 år ældre chilenske digter, diplomat og kommunist Pablo Neruda, som han første gang mødte i 1937 ved den anden internationale antifascistiske forfatterkonference i Spanien. Men han fik snart nye venner og opdagede nye verdener.
"Så lærte jeg Victor Serge, Benjamin Péret og andre revolutionære forfattere i eksil i Mexico at kende. Disse nye venskaber brød min isolation en smule (..) Samtalerne med de europæiske flygtninge afslørede desuden mine begrænsninger og lakuner for mig. Disse venner opdagede andre verdener for mig. Og først og fremmest, hvad den kritiske tænkning betyder. Som god spanskamerikaner kendte jeg oprøret, den personlige indignation - ikke kritikken. Dem skylder jeg, at jeg ved, at lidenskaben skal være lysende klar".
Paz' optagethed af erotikken og kærligheden, kvinden og begæret, ensomheden og fremmedgørelsen, og ikke mindst menneskets identitet som individ og som skaber gennem ordet, blev røde tråde i hans værk og slog igennem, samtidig med at hans politiske engagement på venstrefløjen skiftede til et kritisk engagement for demokrati og frihed.

I årene efter 1940 lærte Paz, at prisen for at være kritisk kan være høj. Selv om kommunistpartiet var forbudt i Mexico, havde det stor indflydelse især blandt kunstnere og intellektuelle. Som fremtrædende kommunist og digter lagde Pablo Neruda, der i begyndelsen af 40'erne var chilensk konsul i Mexico, Paz for had. Det kulminerede ved en middag som mexicanske intellektuelle havde arrangeret til ære for Neruda. Neruda anklagede Paz for at deltage i et komplot mod ham. Baggrunden var Paz' offentlige undsigelse af Stalin og af kommunisterne.
Senere berettede Paz, at "jeg afbrød ham. Vi var på nippet til at bruge næverne, vi blev skilt ad og nogle spanske flygtninge kastede sig over mig for at tæve mig (...) På gaden følte jeg mig modløs og knækket som en ydmyget tjener, som en lidt hæs klokke, som et gammelt spejl".
Paz forlod El Popular og genoptog sit litterære liv, om end mere isoleret efter bruddet med Neruda i 1941. Han søgte over i surrealismen, samtidig med at han i sit litterære arbejde skærpede sin kritiske holdning. Kritikken blev essentiel i hans liv. Ved en forfatteruge i Madrid i 1988 vendte han tilbage til begivenhederne i 1940-41 og understregede betydningen af kritikken. Ikke blot som en intellektuel øvelse over for medlemmer af andre organisationer, politiske partier eller over for staten. Det må være en konsekvent holdning og praksis over for medlemmer og tilhængere af det parti, forfatteren er knyttet til. Ifølge Paz er selvkritikken ildprøven og beviset på kritikerens kvalitet, på hans konsistens og søgen efter objektivitet, når han gransker sine egne handlinger og ord.
"Når jeg har understreget forfatterens marginale position, betyder det ikke, at forfatteren ikke kan være medlem af et politisk parti, hvis han finder det formålstjenligt. Hvorfor ikke? Han kan være medlem. Hvad jeg altid har henvist til, er at han som forfatter bør have mod til at kritisere ikke kun modstanderne, men også sine kammerater, når det er nødvendigt. Kritisere sit eget parti. Et godt eksempel herpå kunne være forfattere som Orwell og Victor Serge. Her vil jeg minde om Victor Serges navn. Da jeg var ung, lærte jeg ham at kende i Mexico. Han var en af 3. Internationales grundlæggere og fra hans læber hørte jeg den første kritik af marxismen, eller rettere sagt, af det sovjetiske system. Så læste jeg også Trotski - hans kritik er forbilledlig - og flere andre, blandt dem, på en meget speciel måde, to spaniere: Fernando Claudín (en af grundlæggerne af den Moskva-kritiske eurokommunisme, red.) og Jorge Semprún (forfatter, tidligere kommunist, skarp kritiker af Moskva-kommunismen og kulturminister under socialisterne, red.)".
I 1945 knyttede Paz sig tættere til surrealismen, ikke på grund af dens kunstneriske kvaliteter eller mangel på samme, men fordi den var antiautoritær og oprørsk, både i tænkning, skabelsesproces og over for livet. Paz var tiltrukket af surrealismens kritiske holdning til den herskende moral og logik, og af dens forsøg på at forstå verden på en måde, hvor "den poetiske tanke og det utopiske fletter sig ind i hinanden".
Karakteristisk for Octavio Paz var imidlertid, at han også her satte spørgsmålstegn ved at dryppe den lille tvivlens dråbe, som han altid lod falde i den ørken, som alle "alt for selvsikre visheder" altid ender i.
Han mente også, at det er nødvendigt for nye digtere, nye kunstnere at polemisere mod det nye, som ikke længere er nyt, at gøre oprør mod det.
"Fornægtelsen af arven har altid forekommet mig styrkende og stimulerende. Jeg mener imidlertid, at for at fornægte skal man først kende det, man fornægter: Breton brød med Valèry efter gennem mange år at have frekventeret denne digter; den argentinske ultraisme gjorde oprør mod Lugones men ignorerede ikke hans eksistens; Auden fortsætter Eliot i det omfang han går imod ham med et andet syn og et andet sprog. Bruddets tradition er en sand tradition: Den postulerer en relation af modsigelse mellem sine hovedpersoner".
Paz var søgende. Han pegede ikke på færdige løsninger på de problemer og spørgsmål som han engagerede sig i og diskuterede. Han betragtede sig først og fremmest som digter, og digteren Octavio Paz udnyttede essay-formen, hvilket ikke gjorde ham mindre kontroversiel, især i magthavernes øjne.
"Staternes og kirkernes mistro til poesien kommer ikke kun fra disse magters naturlige imperialisme: Selve det poetiske udsagn fremkalder mistro. Det er ikke så meget, det digteren siger, som det der er underforstået i, hvad han siger, hans sidste og uforsonlige dualitet, der giver hans ord et strøg af befrielse (...) Den poetiske erfaring er ikke andet end en åbenbaring af menneskets grundlæggende vilkår, det vil sige denne uophørlige overskridelse, i hvilken dets essentielle frihed hviler (...) Det karakteristiske ved den poetiske handling er at sige, og al sigen er nogets sigen".
Man kunne tolke dette som, at Paz opfattede poesien - og dermed sig selv som digter - som politisk. Men det er ikke tilfældet. Selv som essayist, hvor han ofte tog stilling til politiske spørgsmål, betragtede han sig ikke som politisk:
"Selv om der er en forbindelse mellem mit arbejde som forfatter og mit arbejde med politisk refleksion, er jeg ikke et politisk menneske. Jeg har aldrig været det og har ikke det mindste ønske om at forvandle mig til et. Jeg stræber efter at kritisere politikken".

Skønt han ikke ønskede at blive betragtet som et politisk menneske, blev han det i høj grad i kraft af sine essays og kommentarer, og ikke mindst i kraft af sine handlinger. Da han den 3. oktober 1968 modtog meddelelsen om massakren på De Tre Kulturers Plads i Mexico dagen før, hvor mellem 500 og 2.000 demonstranter blev dræbt af soldater og politi, tog han konsekvensen af sin holdning som kritiker, digter og intellektuel og sagde sin stilling som Mexicos ambassadør i Indien op med øjeblikkelig virkning. Havde han ikke været et politisk menneske før, så blev han det i mexicanernes og verdens øjne.
Og sådan har det været siden da. Hans hyppige og hvasse kritik af Sovjetunionen og de østeuropæiske regimer, af Fidel Castro og den cubanske revolution, og af sandinisternes revolutionsforsøg i Nicaragua i 80'erne påkaldte sig især den mexicanske og latinamerikanske venstrefløjs vrede, ikke mindst fordi hans kritik af de latinamerikanske militærdiktaturer i 70'erne og 80'erne var mindre hyppig og skarp end kritikken af de venstreorienterede styrer. Selv afviste han skarpt kritikken, bl.a. med henvisning til, at han i sit tidsskrift Vuelta ved lejligheder havde kritiseret militærdiktaturerne i Latinamerika. Han understregede også ved flere lejligheder, at han ikke var imod socialismen:
"Jeg afviser ikke den socialistiske løsning. Tværtimod, socialismen er måske den eneste rationelle udgang på Vestens krise. Men, på den ene side nægter jeg at sammenblande socialismen med de ideokratier, der styrer i dens navn i Sovjetunionen og andre lande. På den anden side mener jeg, at den sande socialisme er uadskillelig fra de individuelle friheder, den demokratiske pluralisme og respekten for mindretallene og dissidenterne".

I Mexico har problemet siden 20'erne været, at staten voksede sig stor, stærk og korrupt, og at mange kunstnere og intellektuelle kom i statens sold.
"De mexicanske intellektuelles besættelse af magten er forståelig. På vores værdiskala står magt før rigdom og, naturligvis, før viden. Når mexicanerne drømmer om saligheden, ser de sig selv med trikolore-skærfet (præsidentskærfet i de mexicanske farver, red.)".
Den slags ambitioner syntes Paz ikke at have haft. Det manifesterede han bl.a. i oktober 1995, da han til regeringens forfærdelse og oppositionens fryd afviste at modtage en af Mexicos vigtigste priser, Belisario Domínguez-medaljen, opkaldt efter en frihedskæmper fra Chiapas i sidste århundrede. Paz' begrundelse var, at medaljen nogle år tidligere var blevet tilkendt en af systemets dystreste skikkelser, fagforeningsgudfaderen Fidel Velázquez.
Afvisningen af prisen blev også taget som et udtryk for kritik af regeringens politik i Chiapas, hvor zapatistiske oprørsbevægelse siden januar 1994 har holdt Mexicos regering i skak med politiske midler.
Selv om Paz ikke var begejstret for venstreorienterede bevægelser, for slet ikke at tale om væbnede bevægelser, var han langt fra totalt fordømmende over for de zapatistiske oprørere i Chiapas. En åben brevveksling mellem forfatteren Carlos Monsiváis, der er kritisk positiv over for zapatisterne, og oprørslederen Marcos, læste Paz med en blanding af forbløffelse og morskab. "De er begge intelligente og har humor; begge er også vidtløftige og forvirrede," skrev han i en kommentar.
Om subkommandant Marcos' brev fortsætter han: "En del af mig bifalder ham: hans uforskammethed og mangel på respekt er sunde; en side beklager ham: lidenskaben hverken kan eller bør øve vold mod retfærdigheden eller fornuften".
Paz holdt af fandenivoldskheden og respektløsheden så længe den ikke krænkede andre. Han var selv respektløs i sin kritik og sit engagement. Han indbød til at blive modsagt - og blev det, og holdt af diskussionen og kritikken.
Derimod brød han sig ikke om at blive omklamret - men det skete ved hans død. I mandags ankom præsident Ernesto Zedillo til nationalteatret Bellas Artes, hvor Octavio Paz lå lit de parade, for at hylde ham. "Vi har mistet noget meget intimt, noget der helt er vort eget", sagde han. Han tilføjede, at "anden halvdel af dette århundrede er blevet beriget med Octavio Paz' tænkning, lidenskab og ord, som fortsat vil lede mange af vore samtidiges ideer, værk og liv, her og hvor som helst på jorden".
Spørgsmålet er dog, om det vil lykkes for magthaverne at skaffe sig kontrol med Octavio Paz efter hans død. Hans kritik og poesi lever nemlig videre. Hans ord er ikke længere hans, men hans læseres - og de kan ikke kontrolleres af magthaverne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu