Læsetid: 2 min.

Kierkegaard på vej

24. april 1998

Fjerde bind af udgivelsen 'Søren Kiekegaards Skrifter'

Filosofi
I efteråret påbegyndte Søren Kierkegaard Forskningscenteret sin udgivelse af Søren Kierkegaards Skrifter. Nu foreligger tekstbind 4 med en større klump af Kierkegaards tidlige værker fra årene 1843-44, alle under under pseudonym, samt et stort ledsagende kommentarbind med illustrationer.
Det virker som om, at den unge Kierkegaard har ville forsøge sig i flest mulige genrer, i løbet af så kort tid som muligt. Gjentagelsen er en fiktiv fortælling, med stærke selvbiografiske islæt, om en ung mand der bliver digter ved den pige han ikke fik. Frygt og Bæven er en lang beretning fra Abrahams indre, da det fordres af ham, at skal ofre sin søn Isak. Begrebet Angest er en intensiv analyse af den menneskelige angst før og efter syndefaldet. Forord er en af Kierkegaards pudsige ideer: forord til bøger, der ikke er skrevet.

Teologi og psykologi
Værkerne i bind 4 repræsenterer en meget stor del af spændvidden i Kierkegaards forfatterskab. I Gjentagelsen skildres endnu en æstetiker på fri fod, der har svært ved at få digteriet til at gå op i en højere enhed med almindelig livsduelighed, f.eks. indgåelse af ægteskab med den elskede. Frygt og Bæven og Begrebet Angest er, deres forskelle ufortalt, fælles om at blande teologi og psykologi meget tæt sammen. I frygt-bogen granskes Abrahams sjæleliv nøje i de tre dage, han er undervejs til bjerget, hvor han skal ofre Isak. I angst-bogen undersøges, hvad man kunne kalde angstens psykologi. I Begrebet Angest findes samtidig forklaringen på, at fortællingerne fra det Gamle Testamente kan underkastes dette psykologiserende blik: "Mythen lader det foregaae udvortes, der er indvortes". Bøgerne vidner om, at Kierkegaards talent strittede i alle retninger: kunstnerisk, teologisk og psykologisk. Den tyske forfatter Thomas Mann har på glimrende måde sammenfattet ham som en kristen forfatter med hang til psykologisk ekstreme situationer.

Kommentarbindet
Kommentarbindene i Søren Kierkegaards Skrifter dækker spekret fra filologiske detaljer, såsom manuskriptets størrelse, papirets farve osv., over længere såkaldte tekstredegørelser, hvor tekstens tilblivelseshistorie kortlægges, til korte repetitioner af kendte sagn og myter. Med andre ord et bombardement af realoplysninger om skrifter, personer, begreber og stedsvis nærmest mini-essays , f.eks. om det interessante. En term som er gået over i dagligsproget, men som dengang var et æstetisk modebegreb: "Det interessante er (..) både knyttet til kunstnerens appel til publikum med stadigt mere spekulære midler og til det element af (selv)refleksion, som ansås for en uomgængelig bestanddel af et moderne menneske".
Sjovt nok foretager kommentarbindet et sted en korrektion af Kierkegaards viden. Kierkegaard hævder i Begrebet Angest, at figurerne i den græske billedhuggerkunst manglede øjne. Kommentarbindet korrigerer: "Grækerne indlagde figurernes øjne med funklende, kostbare materialer, der ikke er bevaret".
I betragtning af, at Søren Kierkegaards Skrifter også henvender sig til et bredt publikum er det ikke særligt imødekommende, at udgiverne ikke har oversat de alenlange tyske citater af Hegel og andre. Det bliver ikke mindre paradoksalt af, at citaterne fra engelsk-sprogede værker er oversat. Men bortset fra det, er de ledsagende kommentarbind i gang med en massiv rekonstruktion af den kulturverden Kierkegaard levede i. I dette tilfælde den den kulturelle livsverden anno 1843-44.

*Søren Kierkegaards Skrifter, tekstbind 4: Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest og Forord . Samt kommentarbind K4. 1168 sider, 350 kr. Gads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her