Læsetid: 2 min.

K'NYT

3. april 1998

Bycyklen igen på gaden
*På søndag kommer de frit tilgængelige københavnske bycykler igen på gaden. Der bliver i den anledning cykeloptog fra Kgs. Nytorv til Rådhushallen samt cykelløb på Slotsholmen ved Christiansborg. Systemet er, at man kommer en tyvekrone i cyklens automat, når man starter - og får den igen, når man står af. Trods megen hærværk har bycyklerne overlevet i nu fire sæsoner.

Astrids billedbog hjem til Odense
*Astrid Stampes Billedbog, en bog med 75 papirklip og 125 små digte af H.C.Andersen, er via Sothebys auktioner i London kommet 'hjem' til Odense Bys Museer, der har betalt 3,5 mio. kr. for herligheden. Digteren skrev bogen til et barnebarn af Adolph Drewsen, en af hans nære venner. Her er et par smagsprøver på teksten: Andersen han har geni - det slå ud i klipperi. Og: Astrid hedder Rigmors søster - hun danser fandango, så jorden ryster.

Amsterdam-traktat i nye bøger
*Forlaget Fremad udsender 6. april bogen, Ja eller nej til Amsterdam-traktaten, skrevet af Jens-Peter Bonde og Erling Olsen, der repræsenterer hver sit standpunkt. Bogen støttes af Nævnet vedr. EU-oplysning. Midt i april kommer desuden Amsterdam-traktaten så den kan forstås, hvor Ole Krarup og Hjalte Andersen kommenterer traktaten artikel for artikel. Sven Skovmand er redaktører på bøgerne.

Beverly Hills' hemmelighed
*Den århusianske lektor Karen Klitgård Povlsen har analyseret 130 danske skolestile fra det første trin efter folkeskolen om tv-serien Beverly Hills. Stilene tegner et entydigt negativt billede af USA. Amerikanerne opfattes som mindre oplyste, mere optagne af ydre værdier, mindre ligestillingsorienterede og mindre tolerante end danskerne. Men det er netop grunden til, at de unge ser serien, mener Klitgård Povlsen. "Mange seere kommer simpelthen til at føle sig klogere, bedre og mere oplyste og tolerante end de figurer de følger på skærmen," forklarer hun.

Kaarsholm og Bollywood
*Informations anmelder, lektor Preben Kaarsholm, har fået 50.000 kroner fra Statens Humanistiske Forskningsråd til afholdelse af et seminar over temaet: Representation of Metropolitan Life in the Contemporary Indian Film.

Ministerium på udstilling
*Undervisningministeriet har eksisteret i 150 år, og i den anledning vises udviklingen i en særudstilling på Dansk Skolemuseum, Rådhusstræde 6, Kbh. K., frem til 1. aug. Der har været 49 forskellige undervisningministre i de 150 år, altså et gennemsnit på ca. tre år - lidt mere end for kulturministre, der i snit holder to år. Udstillingen belyser, hvordan embedsmandens rolle i disse år forandres, idet han/hun trækkes mere ind på den politiske scene.

Drømmeprojekter på vej
*Kulturbiennaler for billedkunst, design, teater, dans og musik vil give institutioner og kunstnere lejlighed til at gennemføre "drømmeprojekter af høj kunstnerisk kvalitet" i Øresundsregionen, og den første holdes 15.sept.-15.dec. år 2000. Det meddeler Fonden Kulturbro 2000, i hvis styrelse bl.a. Lars Nietve og Mads Øvlisen, direktører for hhv. Louisiana og Novo Nordisk, sidder. Den erhvervskunstneriske alliance skal bruge 75 mio. kr., som skulle være sikret fra det offentlige i de to lande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu