Læsetid: 5 min.

Koldt kys fra tanten

18. april 1998

Bo Hamburger og Rolf Sørensen blandt favoritterne i verdens ældste cykelklassiker
cykling

Laurent Jalabert sad torsdag aften i det lave sofaarrangement foran receptionen på Holiday Inn i Liège og kiggede fraværende op i loftet, mens hans spanske holdkammerater rundt om ham havde gang i en samtale.
Han bøjede sig frem og tog en avis på bordet, men lod den falde igen uden at have kigget i den.
Det var dagen efter, at Bo Hamburger havde vundet Flèche Wallonne, og det lidt, Jalabert kunne læse om sig selv i avisen, var ikke sjovt. Han indtager ubestridt førstepladsen på verdensranglisten, og mens hans kolleger havde stridt i kulden og blæsten på de flamske brostensveje, havde han kørt etapeløb i Baskerlandet med succes.
I begyndelsen af april slår det professionelle cykelcirkus sig ned på hotellerne i omegnen af Gent i det flamske Belgien for at køre de løb, der kulminerer med Flandern Rundt, Gent-Wevelgem, og den logistiske afstikker til Paris-Roubaix i det franske Flandern er kort.
De flamske løb er egnede for store, robuste, hårdføre folk, og man ser blandt vinderne ingen af de ryttere, der normalt klarer sig godt i etapeløb eller i løb med lange eller mange stigninger.

En verden til forskel
Når cykelholdene skifter hotel fra Gent til Liège er afstanden kort, 150 kilometer, men der er en verden til forskel for de fleste cykelryttere, og såmænd også for os, der følger med karavanen.
Fra de flamske byer, hvor folk slentrer velklædte rundt og taler flamsk på gågaderne mellem renaissancens rådhuse og pittoreske velpræserverede købmandsdomiciler til de vallonske slumbyer, hvor man får bommet en smøg eller faldbudt en luder på fransk, og hvor både de offentlige bygninger og de ramponerede arbejderhuse synes dækkede af en film af gammelt kulstøv fra en stålindustri, der var engang, og hvis levninger ligger som slaggebjerge uden for en by som Charleroi, hvor Flèche Walonne startede onsdag.
I Flandern er det et museumsanliggende at vedligeholde de århundredgamle brostensveje, som cykelrytterne kører på, til en tilpas dårlig stand. I Vallonien er alt naturligt forfald, og den politiske strid mellem de flamsktalende og de fransktalende belgiere har årsager, som stikker i øjnene og - føles det - stadig river i næsens slimhinder.
Det er også andre ryttere, der optræder, når cykelcirkus flytter til Vallonien. Det er mange og længere stigninger, der præger de to vallonske løb i Ardennernes skove og åbne vindblæste vidder, og i hotelvestibulerne genkender man blandt ryttere i ens jogggingdragt og badesandaler mange af dem, som vil være hovedaktører i sommerens store etapeløb. Folk, som ikke ville drømme om at sætte deres forhjul på en brosten.
I gamle dage, for 25 år siden, kunne typer som Eddy Merckx og Roger de Vlaeminck vinde både i Roubaix og i Liège, og i generationen efter har Moreno Argentin vundet både Flandern Rundt og - tre gange i træk, fire gange i alt - Liège-Bastogne-Liège. Men med tendensen til ekstrem specialisering - karakteriseret ved Franco Ballerini, som kun kan Paris-Roubaix - tynder det ud blandt de alsidige. Johan Museeuw er en af de sidste, men ligger på hospital i Gent for at få opereret sin flækkede knæskal, og i søndagens felt er det kun Rolf Sørensen, der i sin karriere har vundet eller har markeret sig tydeligt i alle aprils meget forskellige klassikere: Vinder af Liége-Bastogne-Liège i 1993, af Flandern Rundt i 1997, og to gange med i finalen i Paris-Roubaix.
Liége er, trods alsidigheden, hans løb, selv om rytternes erfaring er, at støddene fra Roubaix' brosten sidder så længe i kroppen, at man ikke kan restituere til ugen efter. Den ideelle forberedelse til Liége-Bastogne-Liége er Baskerlandet Rundt, mens de andre har kørt på brosten. Og det er, hvad Bo Hamburger har gjort. Med en etapesejr på løbets sværeste etape.

Det er smukt
Torsdag aften ved kaffen på Hotel Post House ved motorvejen uden om Liège havde Hamburger aviser at læse i. Alberto Elli og Rodolfo Massi, hans italienske holdkammerater, havde været i byen og købt aviser til ham. Gazzetta dello Sport, som han sad og studerede, og L'Equipe, som i overskriften havde hyldet hans sejr i Flèche Wallonne med et fikst ordspil: "C'est Bo". Det er smukt. C'est
beaux.
"Jeg kan godt lide, at de nu ikke mere laver fis med mit efternavn," sagde han i klyngen af Casino-folk om kaffebordet.
Hans sejr i Flèche, som automatisk gør ham til en af favoritterne i morgen, var ikke tilfældig, og den har med forårsklassikernes geografi og ryttersammensætning at gøre.
Siden 1991 har han på det hollandske hold TVM været en af to ryttere, der egnede sig for etapeløb og et løb som Liège-Bastogne-Liège. Den anden er franskmanden Laurent Roux.
Støtten fra TVM's leder, Cees Priem, til de to lette folk blev mindre og mindre. "Og da jeg i hans ansættelser kunne se, at han lagde mere og mere vægt på de flamske løb, var tiden inde til at skifte. Hos Casino er jeg blandt ryttere, der kan det samme som jeg, og som satser på de samme løb," sagde Hamburger forleden efter sin sejr til den hollandske presse, som anede svig og følte skuffelse, efter at deres mand nu var blevet nogle andres. Til en lavere løn.
Danskere vil jo nok mene at han er vores, fordi han -- som L'Equipe skriver - er født den 24. maj i Federiksburg. Italienerne gør krav på ham - som de altid har gjort med Sørensen - fordi han bor i Toscana, og fordi han - som Sørensen og Riis - har lægen Luigi Cecchini som åndelig og fysisk guru. Han kører på fransk hold, og for dem er det vigtigt, at han taler sproget efter to år som amatør for AC Toulon, da han var 19.
Men Danmark stiller med to favoritter til sejr i verdens ældste cykelklassiker, fra 1894, med tilnavnet La Doyenne, priorinden.
Kun vejret har ikke ændret sig. Otte grader og stiv modvind med regn og slud fra Bastogne til Liège og mulighed for sne. Det kan blive et koldt kys fra tanten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her