Læsetid: 1 min.

Kom igen krimi

27. april 1998

Den debuteredende forfatter er selv med på Cafeteatret

TEATER
Scenografien er W.C.Fields' berømte bjerghytte, hvor orkanen pifter om skorstenen, hvor det rusker i bjergene uden for scenevinduet, og hvor håndfulde kunstig sne forfølger personerne ind på scenen efterhånden som de når frem til deres skæbnesvangre møde.
Resten ligner en langtrukken tv-krimi: Tre mænd i et rum, den ene er lejemorder, én af de to andre er offeret. Manden med revolveren er overmagten, som kræver respekt og underkastelse. Respekt får han måske ikke, men i hvert fald masser af frygt.
Alle de tre mænd i den isolerede fjeldhytte er glatbarberede og éns klædt: Gråt jakkesæt, sorte sko og slips, laksefarvede skjorter.
Det eneste lejemorderen ved er, at hans offer efter planen skulle befinde sig i dette rum på dette tidspunkt - og at han har skæg. Eller har han barberet det af?
Manden med skægget er en debuttekst af Jacob Weble, ung skuespiller - og selv den ene af de tre på scenen i Cafeteatret.
Teksten har humor, nærhed, gode iagttagelser, gode udspil til aktørerne (de to øvrige er Troels Lyby og Sigurd-Emil Roldborg) med rige muligheder for hurtigt at opbygge endog meget forskellige karakterer.
Jens August Wille (samme afgangshold fra Statens Teaterskole som Weble og Roldborg) har i sin instruktion lagt vægten dels på at individualisere de tre karakterer, dels på at fastholde de elementer af popkultur, der ligger i grundsituationen.
På tv ville historien måske få lov at stå i tre minutter. Det er som regel for kort. Her får den lov at stå i halvanden time og det er der til gengæld ikke rigtig materiale til. Men det, der er, er bestemt godt nok til at man tør sige: Kom igen!

*Manden med skægget. Skuespil af Jacob Weble. Instr.: Jens August Wille. Scen.: Dansk Pistol Teater & Mia Stensgaard. Cafeteatret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her