Læsetid: 2 min.

Kommune klokker i ny servicelov

29. april 1998

Svendborg kommune putter bloktilskudskroner i kommunekassen på baggrund af misfortolkning af loven

Svendborg kommune forbryder sig mod intentionerne i paragraf 115 i lov om social service (den ny bistandslov), når kommunen modtager ekstra bloktilskud til frivilligt socialt arbejde og samtidig skærer ned på det kommunale tilskud til den lokale frivillighedsformidling. Det fastslår vejledningen til den ny servicelov.
Landets 275 kommuner har som bloktilskud fået 100 ekstra mill. kr. til socialt frivilligt arbejde. Vejledningen siger udtrykkeligt, at det ekstra bloktilskud - hvoraf Svendborg kommune til det halve år, der er tilbage af dette budgetår, har fået i alt 360.000 kr. - er et tilskud til de tilskud, kommunen i forvejen yder.
Men i Svendborg bekræfter den ny formand for socialudvalget, socialdemokraten Christian Kaastrup, at man har puttet en del af beløbet i kommunekassen.
"Problemet er - som jeg har fået det forklaret af forvaltningen - at frivillighedscentralen ikke må få til lønninger. Og der er to ansatte. Så i virkeligheden tror jeg, vi får en næse for tidligere at have givet tilskud til de lønninger," siger Christian Kaastrup til Information.
- Du venter ikke at få en næse for at have scoret bloktilskudspengene til kommunens øvrige aktivteter?
"Nej. For vi havde faktisk problemer med at bruge pengene, fordi der ikke var så mange ansøgninger."
Det er dog lykkedes Svendborg kommune at finde modtagere til de 360.000 kr. bl.a. en frivillig aktivitet i forhold til narkomaner. Hvad der er sparet, er nogle af de penge, kommunen tidligere har ydet til det frivillige sociale arbejde af kommunens egen kas-se.
Frivillighedsformidlingen har i fem år fået 140.000 kr. i kommunalt tilskud. Men er nu skåret ned til 100.000.
Eftersom sagen i Svendborg har principiel karakter, idet alle landets kommuner er i gang med at fortolke den ny servicelov, har Information spurgt kontorchef i Socialministeriet, Peter Duus, om Svendborg kommune har tolket vejledningen rigtigt. Det har man ifølge kontorchefen ikke.
Han henviser til stk. 2 i loven, der siger:
"Selv om den frivillige sociale indsats er ulønnet, forudsætter den som regel, at der er visse økonomiske midler til rådighed, som kan skabe en ramme om indsatsen. Det kan handle om lokaler, en telefon og en eller anden form for kontorarbejde. Men det kan også være nødvendigt med et lønnet personale til organisering af indsatsen, til supervision, indslusning af nye frivillige, sikre økonomiske midler osv..."
Peter Duus: "Hvad vi har villet sikre os er, at de 100 mill. ikke går til en hel masse professionelle frivillige."
Kommunerne skal enkeltvis redegøre for, hvordan de har brugt det ekstra bloktilskud, men Socialministeriet vil ikke kunne tage konsekvenser i forhold til den enkelte kommune. Her er altså lagt op til en prøvelse af de respektive kommuners forhold til kollektivt ansvar og etik. ansvarsfølelse.
Frivillighedsformidlingen i Svendborg har fået sit kommunale tilskud beskåret fra 140.000 til 100.000 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her