Læsetid: 5 min.

Konfliktsky kunstkollision

7. april 1998

Småt med sammenstød på det hyperkomplekse Art Crash-symposium i Århus

KOMMENTAGE
De små sko var lagt på hylden, da Kulturhus Århus i fredags åbnede udersøgelses- og formidlings-projektet Art Crash med to dages massivt, internationalt symposium i Musikhuset i Århus.
"Art crash - car crash", associeres der i projektets vejledende journal, "det er sammenstødene, der skal undersøges og formidles. Mellem multimedier og kunst, mellem kunst og videnskab, mellem arkitektur og kunst, mellem det lokale og det internationale kunstliv, mellem byrummet og byens borgere, mellem kunstnere og kulturformidlere, mellem kunstnere og politikere, mellem lys og mørke."
En ordentlig mundfuld. Art Crash's bugnende kulturbuffet strækker over to år og lyset bliver det gennemgående tema, "lyset i kunsten, lyset i byen og lyset på alle skærmene, som aldrig slukkes."
I Musikhusets lille sal, hvor weekendens symposium afholdtes, lagde professor Martin Zerlang fra Center for Urbanitet og Æstetik ved Københavns Universitet ud med anekdotiske rids af lysets historie. Umiddelbart efter lykkedes det Ph. d. stud. i komparativ litteratur, Anders Michelsen, Københavns Universitet, i løbet af 25 minutters tour-de-sort-snak gennem de sidste 20 års medie- og kulturteori, formidlet på skiftevis tysk, fransk og konference-engelsk, at nå konklusionen: "Det er muligvis et villet tab af frihed at debattere teknologiens samfundsmæssige betydning."
Art Crash-titlen mimer antagelig cyberkultfilmen
Crash af David Cronenberg. I filmen ses en flok kontakthæmmede galninge køre frontalt ind i hinanden uden sikkerhedssele. Kicket ligger i 'suset' ved sammenstødet og lemlæstelsen. Der bliver ikke vekslet mange sammenhængende ord mellem de medvirkende undervejs. Det gjorde der heller ikke blandt panellister og talere på weekendens Art Crash. Havde der så endda været frugtbare sammenstød, men reglen var monologer og - når bølgerne gik højt - høflige udfald og virtuel polemik. Hvis man på forhånd frygtede, at det hyperkomplekse, policentriske cybersamfund (citat fra oplægget multimediekunst og hyperkompleksitet ved Lars Qvortrup, professor i kommunikation ved Aalborg Universitet), er et babelstårn, så var Art Crash stedet, hvor man kunne få mistanken bekræftet.

Dyt-båt cyberspace
Man må have en mening om mekanik, og alle områder af humaniora kaster sig i disse år over multimedie (et tog, der er kørt forlængst) for med flommevis af citater fra Heidegger og Paul Virilio og Dobbeldegger at lave teoretiske spændetrøjer for en teknologisk udvikling, der har overhalet indenom 17 gange, før professoren har fået sin morgenkaffe.
Når Lars Quortrup for eksempel stiller som definition for computerkunst, at den er immateriel, sætter han det blinde øje for de værker, der lægger en digital dimension til et fysisk objekt. 'Multimedie' bliver igen og igen omtalt som et egentligt medie, men kun få af deltagerne på Art Crash turde sætte ord på det monster, der hedder digital kommunikation på Internettet, måske fordi uhyret ikke er et medie men snarere et væsen, og et af den slags, der leder lige lukt ud i det kaos, som lyset og oplysningen skulle værne imod.
Hvis den oplysning skal lykkes, så kræver det klar tale og mindre prætentiøs, selvhøjtidelig og debatsky formidling end den, der tilsyneladende er ved at danne kammertone i den omsiggribende akademiske genre, der hedder dyt-båt cyberspace. Det er simpelt hen for nemt at vise tre videoklip fra sidste års Ars Electronica mens man snakker sort for 90 pct. af 300 højt betalende gæster og så kalde det en 'præsentation'. Den slags tangerer groft manipulandum, også kaldet kejserens nye klæder, som universiteternes efterretningstjeneste burde kigge grundigt efter i sømmene.
Kort sagt: Der var for meget sludrevorn teori og for lidt praksis på Art Crash. De medvirkende kunstnere var henlagt i workshopper
(-shops?, -shoppe?) om eftermiddagen, hvor publikum kunne tilmelde sig max. to.
Således var det begrænset, hvad man som deltager kunne nå at se af alt det interessante. Arrangørerne burde i stedet have lagt kunstnerne ind i hovedarrangementet og gjort de teoretiske tolkninger til frivilligt tilvalg.

Kontrol en illusion
Centralt i konferencen, midt på scenen, stod de to obligatoriske computere, hvis skærmbilleder en videokanon blæser op på lærredet bag tribunen.
Det er fristende for multimedie-professorer at loope små, imponerende performanceklip på bagtæppet mens de snakker, men er det for at lette forståelsen eller for at tilsløre, hvor lidt der egentlig bliver sagt? Opret snarest et fag, der hedder multimedieretorik og urban kommunikation.
Computeren har afløst fordums overheadprojektorer. Overheadprojektoren crashede næsten aldrig. Det gør computere ustandselig. Alligevel afholder man lyssymposier til deres ære. Performancekunstneren Mike Stubbs, leder af Hull Time Based Arts i England, forsøgte på sin workshop at give en forklaring på afgudsdyrkelsen.
"Vi kan hverken styre kæresten eller helbredet eller vejret, men vi finder trøst i den forestilling, at vi kan kontrollere vores bil. Så enkelt er det. Markedsføringen bag computerprodukter er baseret på forestillingen om udvidet kontrol. Men det er en illusion. Vi kan ikke styre teknologien. Man kan så spørge, hvorfor skulle vi egentlig også det? Jeg voksede op med en romantisk forestilling om naturen, og naturen, det var også landbrug. Landbrug er teknologi, og teknologi er faktisk også natur. Som natur betragtet skal teknologien ikke kontrolleres, men anerkendes. Vigtigere end at prøve at kontrollere teknologien - og det kan man alligevel ikke - er det at holde øje med, hvem der ejer aktierne i de selskaber, der fremstiller teknologien og sidder på information."

Ny frihed
Mike Stubbs viste på workshopppen bl. a. videoklip fra en amerikansk performance, hvor en gruppe kunstnere (tidligere militærfolk) havde bygget kranstore robotter, der slog hinanden oven i hovedet med sprudlende jetmotorer. Det fik en workshop-deltager til at udtrykke frygt og skepsis overfor cyber-kunstnernes påfaldende fascination for det robotagtige, det mekaniserede eller virtualiserede og depersonificerede individ, som heroiseres (eller problematiseres) f. eks. i Cronenbergs
Crash.
"Jeg tror, vi længes efter den frihed, der ligger i at være bundet op af teknologien," sagde Stubbs, "det kan godt være, computeren lægger nogle bånd på vores udfoldelse, men inden for de bånd kan man finde regler og former, som igen afføder en ny frihed i menneskets udtryk."
Workshoppen diskuterede kunsterens rolle i det hyperkomplekse, policentriske samfund.
"Kunstnerne har et særligt ansvar," sagde én, "kun de kan skabe en modvægt til den kommercielle udnyttelse og distribution af digitalt indhold."
"Ja," svarede Stubbs, "det er nøjagtig dér, Art Crash'et opstår. Men al subversiv eller oppositionel kunst bliver opkøbt af multinationale selskaber. Strategien går ud på at uskadeliggøre oppositionen ved at opkøbe den. For eksempel køber Saatchi alt, hvad der kan kravle og gå af robotkunst fra de sidste ti år."
"Men spørgsmålet er, om der overhovedet bliver brug for kunstmuseer i fremtiden. Den digitale udvikling kunne være et skridt til afskaffelsen af kunst i det hele taget. Og det ville egentlig være meget rart med lidt forandring på den kant," sagde Mike Stubbs og tilføjede: "det kan godt være det lyder gammeldags og uncool, men jeg er socialist."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her