Læsetid: 6 min.

Den kulturelle samtale

14. april 1998

Op gennem historien har mennesket ført en væsentlig dialog, hvor de første replikker blev udtalt for ca. 2.500 år siden, siger Ronny Ambjörnsson, som har eftersporet den

IDEHISTORIE
"Vi har savnet en udførlig svensk håndbog i idéhistorie. Vi har været nødt til at stole på det, der er skrevet inden for andre områder," svarer Ronny Ambjörnsson på spørgsmålet om, hvorfor han har givet sig i kast med sit store bogprojekt. "Tanken har også været at fortælle et bredere publikum, hvad idéhistorie egentlig er samt bidrage til folkeoplysningen."
Antikken er emnet for det første bind. Titlen Människors undran går på de spørgsmål, mennesker begynder at stille sig om deres tilværelse og oprindelse og om de store og små sammenhænge, og som har været menneskets faste følgesvend gennem historien. Men det er med udgangspunkt i Athen, der sker et gennembrud i den europæiske idéhistorie, som skal få enorm indflydelse på den vestlige historie, og som endnu i dag præger vor idédebat.
Naturligvis slog den græske tænkning ikke ned som et lyn. Den havde sin oprindelse og historie i den tænkning, der tidligere havde udviklet sig inden for de såkaldte flodkulturer, dvs. i Egypten og Mesopotamien og omkringliggende kulturer. Men hvad var det for unikke forhold, der gjorde denne blomstring i antikkens Athen mulig?

Torvet - agora
Ambjörnsson peger på tre forudsætninger: Havet, byen og skriften. I grækernes forestillingsverden udgjorde havet et centrum. Det var via havet, størstedelen af handelen fandt sted og forskellige mennesker og kulturer blev forbundet, så der opstod en fælles referenceramme.
Byen spillede altså en hovedrolle, og vandvejene forenede en række byer omkring Middelhavet. Mange forskellige aktiviteter og mennesker førtes sammen. Der foregik en specialisering inden for håndværk og andre erhverv.
Arkæologerne har gjort opmærksom på en vigtig forskel mellem de græske byer og dem i Egypten og Mesopotamien: Det er torvet, agora. Det kom til at udfylde en vigtig funktion for handel og som mødested for mennesker, og ofte samledes forskellige administrative bygninger omkring det.
To andre fænomener i den græske by er det også vigtigt at pege på: Gymnasiet - sportsanlægget - der udgjorde et centrum for først fysisk, men efterhånden også åndelig opdragelse, og teatrene, hvor dramaerne opførtes.
Ambjörnsson citerer forfatteren og topografen Pausanias, der nægter at anerkende en by i det nordlige Grækenland som en by - netop fordi den savner torv, gymnasium og teater.
I samklang med denne opfattelse skriver Ambjörnsson, at en by ikke kun er en samling huse: "En by er en sjæl, en samtale, et offentligt rum."

Skriftdemokrati
I dette offentlige rum opstår den græske samtale, der som så meget andet i den græske kultur indeholder et stort element af både leg og konkurrence.
Den tredje nødvendige forudsætning for udviklingen af den græske kultur er skriften. Det er skriften, der gør det muligt at transportere budskaber over tid og rum. I byen opstår der et behov for en kollektiv hukommelse. For at holde kontrol med jord, handel og arbejdskraft må man have et register og et arkiv.
Grækernes indsats bestod bl.a. i at demokratisere skriften. Antallet af tegn blev skåret ned med det græske alfabets opdeling i vokaler og konsonanter, hvor selve fonemet, lyden, blev til den mindste bestanddel. Andre end skriverkasten fik dermed mulighed for at udtrykke sig skriftligt.
Med skriften får man et lager af lærdom, så man i samtaler kan referere til tidligere samtaler om emnet. Samtidig bliver bogen - eller rettere sagt rullen - mere og mere udbredt i befolkningens øverste lag.

Love og natur
Et karakteristisk træk ved Athen fra 500-tallet var den konstante formulering og revidering af love og forfatning - samt den diskussion, som denne proces gav anledning til blandt mange mennesker. De græske naturfilosoffer havde ofte hentet deres metaforer fra rettens og lovenes sfære, og når så lovene blev ændret, var det nærliggende også at diskutere naturens såkaldte love og sammenhænge. I denne proces udvikles også talekunsten, argumentationsteknikken og debatkunsten til centrale begreber.
Men hvorfor skal man egentlig læse om antikken?
"Det drejer sig om at forstå vores egen kultur og identitet," siger Ambjörnsson. "En stor del af vores kultur er en samtale mellem mennesker, og derfor er det meget vigtigt at kende til den samtale, som tidligere er blevet ført om forskellige emner. Man kunne kalde det en samtale op gennem historien, hvor de første replikker blev udtalt for ca. 2.500 år siden."
Jeg spørger, hvad han selv synes er vigtigt at tage med sig fra antikken. Han svarer:
"Jeg tror, det er ideen om det gode samfund. Aristoteles taler om, at et samfund, hvor der er alt for langt fra toppen til bunden, ikke er noget godt samfund. Det hænger ikke sammen, hvis de sociale skel er for store; det kan vi f.eks. se i USA i dag."

Stress i antikken
Der er nogle stemmer fra antikken, som der er al mulig grund til at genopvække i vore dages samtale. Følgende citat af Ambjörnsson med tanker hentet hos Epikur, er en direkte opfordring til det stressede nutidsmenneske:
"Verden er fuld af mennesker, der forekommer optaget af bestemte mål, som de på enhver måde stræber efter at virkeliggøre. De vil opnå ære og berømmelse. De vil være rige. De jager en lykke, som hele tiden forsvinder bag den næste bakke - de lader sig ikke nøje med nuet, men synes at være determinerede af deres stræben."
Men vi er, hævder Epikur, hvert øjeblik frie til at vælge vores skæbne. Det, vi oplever som nødvendigt, er det ikke. Menneskets store ulykke bunder i dets manglende evne til at indse denne enkle sandhed. Livet er noget, der foregår, mens vi investerer i en fremtid, vi ikke ved noget om. Vi opstiller planer, indskriver vores liv i allehånde projekter, som styrer os - "livet rinder ud, mens vi virker, og hver og en af os dør midt i vores rastløse virksomhed."
En anden stemme i bogen, som fanger min opmærksomhed, tilhører Protagoras. Hans syn på forbrydelse og straf kan ifølge Ambjörnsson stadig stå som ledestjerne for kriminalforsorgen:
"Ingen straffer en forbryder ene og alene, fordi han har fejlet - hvis han da ikke vil straffe rent instinktivt, som et dyr. Nej, den, der vil forsøge at straffe på fornuftig vis, han straffer ikke for en allerede begået forbrydelse - han kan jo alligevel ikke gøre det skete ugjort - men med tanke på fremtiden."

Eks-Jugoslavien
Endnu en stemme, der taler til os fra fortiden, er historikeren Thukydid, som skildrer, hvad krigen mellem Athen og Sparta gør ved menneskene:
"Døden optrådte i alle former, og som sædvanlig i sådanne situationer gik befolkningen til alle tænkelige yderligheder og endnu længere. Far myrdede søn, mænd slæbtes ud af helligdommene eller dræbtes på stedet, og nogle blev simpelthen indemuret i Dionysos-templet, hvor de blev overladt til at sulte ihjel."
Vi kan bare tænke på krigen i det tidligere Jugoslavien. Thukydid fortsætter:
"I tider med fred og velstand er både stater og enkeltpersoner mere forsonligt stemt, fordi de ikke kommer ud i situationer, hvor de tvinges til at gøre noget, de ikke ønsker. Men krigen lærer os vold..."
I de forgangne århundreder er antikken bestandig dukket op som et referencepunkt i den kulturelle samtale. Men antikken er ikke kun en passiv erindring, mener Ronny Ambjörnsson.
"Den er også nærværende i vores kultur i form af opfordringer, påstande og spørgsmål - en kollektiv erindring, som kontinuerligt har formet og former vore måder at tænke på, et aktivt element i kulturen (...) det forrådskammer, som gør samtalen mulig."
I denne sammenhæng kan man spørge, hvordan det går til, at to svenske professorer i idéhistorie næsten samtidig udkommer med omfattende værker om europæisk idéhistorie. Jeg tænker foruden Ambjörnssons bog på Sven-Eric Liedmans Modernitetens idéhistorie (anmeldt i Information den 21. nov. 1997).
Og hvorfor ligger hovedvægten på Europa og ikke på den øvrige verden, når samfundet bliver mere og mere internationalt og mangekulturelt? Måske er det en tilfældighed, og måske er det bare så enkelt, at de to herrer omtrent samtidig har fundet deres lærdomsbagage stor nok til at give sig i kast med et større oversigtsværk.

*Ronny Ambjörnsson: Människors undran. Europas idéhistorie, antikken. Natur och Kultur, 1997, 350 s.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her