Wilhelm Lehmbrucks meditative skulpturer er herhjemme oversete, skammeligt oversete, hvilket en usædvanlig smuk udstilling i Gl. Holtegaard råder bod på
UDSTILLING
Betagende. Sådan kan man kort sammenfatte udstillingen i Gammel Holtegaard nord for København, hvor man, blændet af de grønne vårhække og det stærke sollys træder ind i de mørklagte rum - og dér mødes af en verden, befolket af sælsomme figurer, der med deres langstrakte lemmer og mærkeligt indadvendte og sørgende kropsholdning appellerer stærkt til beskuerens emotionelle sider. De står og vipper på soklerne på vej til at lette i al deres metalliske tyngde, med fødder i størrelse 52 og barm til A-skål, virker de på den ene side naturtro, og på den anden trækker de forbindelseslinjer tilbage til arkaisk kunst, manierisme og gotik. De ligner, og dog ikke. Men de er. De er et produkt af en stor kunstners langsomme og kærlige modelleren sig selv ind i deres 'krop'. Han lever videre i deres væv. På en klar måde varsler disse værker det nye århundredes kunst, og man genkender nemt en Giacometti i deres overdimensionerede fødder og deres aflange ansigter og lemmer.
Gammel Holtegaard synes midlertidigt omdannet til et tempel for en anden, måske højere livsfølelse. Som Joseph Beuys sagde i en takketale ved uddeling af Lehmbruck-prisen i 1986: Han fik som ung en lille bog med et fotografi af en Lehmbruck-skulptur i hænderne, og med et trylleslag stod det ham klart, at han selv skulle være kunstner: "Skulptur, med skulptur kan der gøres noget. Alt er skulptur, nærmest råbte dette billede til mig. Og i billedet så jeg en fakkel, så jeg en flamme, og jeg hørte: Beskærm flammen!"
Lehmbruck sagde selv: "Al kunst er mål. Mål mod mål, det er alt. Målene, eller ved figurer proportionerne, bestemmer indtrykket, bestemmer virkningen, bestemmer det kropslige udtryk... detaljen er det lille mål for det store."
2 gange 19
Wilhelm Lehmbruck blev født i en lille by lidt uden for Duisburg, hvor man har opført et museum for ham. Han levede sine første 19 år i det 19. århundrede og sine sidste 19 år i det 20. Han tog sit liv i en alder af 38 år. Træt og ødelagt af første verdenskrig, nedbrudt af økonomiske sorger og en ulykkelig kærlighed, som nåede Wertherske højder, og udmarvet af en tilværelse som ener i en tid, der efterhånden kun honorerede de nye, fremstormende ismer; ekspressionismen, futurismen og dadaismen.
Efter en forholdsvis traditionel uddannelse på kunsthåndværkerskolen i Düsseldorf, efterfulgt af en uddannelse på akademiet sammesteds (1901-1907), hvor han dyrkede en akademisk-naturalistisk stil, blev han under et Paris-ophold (1910-1914) optaget af Rodin og Maillols skulpturer, men han måtte flytte til Berlin ved krigsudbruddet.
Gennem sin kontakt til den avantgardistiske kunst og dens kunstnere (han omgikkes bl.a. Brancusi, André Derain og stiftede bekendtskab med Picasso, Modigliani, Matisse og Légers kunst), nåede han imidlertid at fjerne sig helt fra sin akademisk-naturalistiske fortid til fordel for en skildring af en fysisk gestaltet inderlighed, der har stærke religiøse overtoner. Når han f.eks. skildrer mor og barn i mange af sine skulpturer, så er der en indadvendt, stillestående smerte i denne mor-barn-dyade, der vækker mindelser om en pietá. Som om livet er en stor afsked. Næsten alle hans figurer bøjer hovedet, sådan som man gør, når man fører en indre samtale og måske falder hen i dagdrømme.
Håbløst forelsket
I 1917 forelskede Lehmbruck sig håbløst i den 20-årige skuespillerinde Elisabeth Bergner. Han forlod kone og børn og fulgte efter hende til Berlin, hvor han indlogerede sig i sit gamle atelier. Men han fik konstant en kold skulder, skønt hun gerne ville sidde model for ham. Ellers brugte hun ham som praktiske gris og sendte ham f.eks. til banegården som drager.
Lehmbrucks familie har igennem alle årene forsøgt at nedtone forholdet. (De kalder diskret hans portrætbuster og skitser for 'portræt af fräulein B.' etc.). John Hunov har indrettet et helt rum på udstillingen, der dokumenterer Lehmbrucks feberbesættelse af Bergner med fotografier, skitser og portrætbuster af hende. Heraf fremgår det, hvordan han lader et karakteristika i sit portrætoffers fysiognomi dominere, hvorved han både stiliserer og individualiserer. Hermed betoner han de åndelige sindsstemninger.
Ud over de klart vigtigste skulpturer rummer udstillingen nogle inciterende, antydningsvise skitser, et par malerier og en række mere ekspressive raderinger.
Museet, ved direktøren Jacob Thage og kuratoren og initiativtageren til udstillingen, den hyperforetagsomme John Hunov, har ladet faklen gå videre til os og skal have tak, fordi de hermed åbner vores øjne for en enestående kunstner, der udfoldede sig kort, men markant i den overordentlig turbulente tid, da modernitetens århundrede blev født. Hans værker har ikke været præsenteret samlet i Skandinavien tidligere. Lehmbruck er en kunstner, der har gjort uudsletteligt indtryk på en lang række skulptører, heriblandt nævnte Giacometti og Beuys og herhjemmefra på Nørgaard.
*Wilhelm Lehmbruck. Gl. Holtegaard. Attemosevej 170, Holte. Ti. 12-20, on.-fr. 12-16, lø.-sø. 12-17. Til 7. jun. Herefter Vejen Kunstmuseum. Åbner i dag
