Læsetid: 6 min.

Kylle, Pylle og Rylle

11. april 1998

Er kvinde kvinde værst - eller bedst? På sporet af kvindekønsmyter i 90'erne

QLUMMEN
Kvinde er kvinde værst," sagde en veninde af mig for et par år siden under en reception, hvor vi havde lejret os i et hjørne med nogenlunde fred, chips inden for rækkevidde og god udsigt til kommende og gående receptionsgæster. "Øh, tror du det," nåede jeg lige at bemærke, da en dame, jeg kendte fra jobbet, målbevidst stilede henimod os og prompte gik i gang med at kritisere noget, jeg havde skrevet:
Hvad jeg havde ment med det? Var jeg ikke klar over...? Selv havde hun så ofte påpeget... Da hun havde talt ud, marcherede hun af uden at vente på svar.
Veninden og jeg holdt masken til hun var nået om hjørnet. Så knækkede vi sammen af grin, min veninde grinede nok noget højere end jeg. "Hvad sagde jeg," triumferede hun.
Det var nok første gang, jeg tænkte seriøst over dette stykke kvindemytologi om kvinde, der er kvinde værst. Hørt det havde jeg jo tit, men havde altid slået det hen som nogle af de ting, man sådan siger uden, at nogen tager det rigtigt alvorligt. Bl.a. fordi det hviler på den mærkelige antagelse, at uenighed mellem kvinder i sig selv er særdeles interessant. En antagelse, som yderligere må hvile på tanken om, at det for en kvinde er naturligt og rigtigt automatisk at erklære sig enig med nogen af samme køn. Det ville da være sjovt at se dette i og for sig smukke princip overført til storpolitik, hvor mænd som bekendt dominerer, men ingen forventer jo, at f.eks. Clinton støtter Saddam Hussein alene fordi de begge er mænd.
Siden har jeg tjekket synspunktet hos veninder og kvindelige kolleger. De fleste har naturligvis erfaring med at være modarbejdet af andre kvinder. Men når jeg går dem nærmere på klingen, opløser konflikten sig oftest i reelle uenigheder eller magtspil, ofte accentueret af f.eks. generationsforskelle, hvor en yngre kæmper for mere råderum på bekostning af ældre kolleger, eller når en ældre vil sikre sig, at en ung hedspore ikke kommer for godt i gang. Altsammen velkendt gods fra mændenes verden, af hvilket vi kan lære (for det er altid godt at lære noget), at kvinder ikke nødvendigvis gør tingene fundamentalt anderledes.

Men det man støder ind i er naturligvis også, at der verserer en mængde myter om hvor onde piger og kvinder er. Bitchiness forbindes udpræget med kvinder, og sætningen: "Hvor er du led," kræver ligesom et kvindeligt du, samtidig med, at led associerer til et sammensurium af ondskab og feje, umandige metoder.
Men i de senere år, hvor stadig flere kvinder besætter topposter, har kvinde-er-kvinde-værst fået konkurrence af en mod-myte, nemlig den skræmmende tanke om kvindernes sammenrotning. I den netop afgåede regering blev i hvert fald to af de kvindelige ministre, nemlig kulturminister Jytte Hilden og arbejdsminister Jytte Andersen, kendt i vide kredse for at promovere kvinder overalt, hvor det var muligt og for at insistere på, at loven om køns-lighed i udvalg, bestyrelser og stillinger faktisk blev søgt overholdt. Det virkeligt kreperlige var ikke bare, at loven blev forvaltet efter sin bestemmelse, men også, at ministeren ofte var af den opfattelse, at ikke blot de obligate 40, men hele 60 procent af posterne så udmærket kunne besættes af kvinder. Det vakte forståelig surhed hos veltjente mandlige pinger, der måtte se en række automatiske rokader kuldkastet og rare poster glide sig af hænde. Den nye regering er et andet godt eksempel på, at unge kvinder erstatter modne mænd.
Det virkeligt interessante bliver nu at se, hvordan de yngre kvinder i fremtiden forvalter deres fede tjanser. Bliver Rip, Rap og Rup-princippet nu til et Kylle, Pylle og Rylle-princip?

En undersøgelse fra universitetsverdenen, der fornylig blev foretaget af forskeren Elisabeth Vestergaard, har vist, at det faktisk ikke synes at være tilfældet. En mandlig ansøger havde statistisk set bedre chancer for at få jobbet, hvis to af de tre personer i udvalget var kvinder. Omvendt havde en kvindelig ansøger bedre chancer, hvis mænd var i overtal i udvalget. Ser man det: Kvinder kan godt lide mænd. Mænd kan godt lide kvinder. Også på arbejdsmarkedet.
Når kun syv procent af universiteternes professorer er kvinder, og hele 75 procent af universiteternes lærere og forskere er mænd, skyldes det, at de fleste forskere er ansat før kvindernes massive rykind i 70'erne og 80'erne, fremgår det af en aktuel undersøgelse, offentliggjort i Undervisningsministeriets nyhedsbrev i marts. Undersøgelsen bemærker også, at kvinder faktisk i 53 procent af tilfældene får den adjunkt, lektor- eller professor-stilling, de søger - hvis de overhovedet er kvalificerede. Tilsvarende får kun 35 procent af de kvalificerede mænd jobbet. Før den mandlige læser rigtigt får sved på panden, vil jeg dog skyndsomst tilføje, at der generelt er meget få kvindelige ansøgere - én eller ingen til 80 procent af alle adjunkt-, lektor- og professorstillinger. 51 procent af stillingerne blev i 1995-96 besat helt uden kvindelige ansøgere, mens kun 11 procent af stillingerne blev besat uden at en eneste mand søgte.
At dette billede dækker over, at universiteterne i det hele taget mangler ansøgere, er bestemt også interessant - det er bare en anden historie.
Men når den kvindelige værst-myte alligevel har vist en vis modstandskraft over for sammenrotnings-myten, skyldes det måske, at kvinder faktisk ikke er særlig vant til at konkurrere med andre kvinder. Det er heller ikke velset. Hvem husker ikke med rædsel den skolefest, hvor ens gode veninde som et monster af illoyalitet valsede af med den fyr, man var vild med og man selv tilbragte aftenen i tårer (at det skete i gode veninders arme og fælles forargelse over den formastelige, er en helt anden sag).

Kvinder kan nemlig godt lide at være nogenlunde lige og danner ikke så naturligt som mænd og drenge hierarkier indbyrdes. For et par år siden læste jeg, at kvindelige læger havde sværere ved at få rimelig service fra sygeplejerskerne i form af rene instrumenter og den slags. Dem kunne hun da selv gøre rene. Skulle hun måske være mere end dem? Nu findes der som bekendt også mandlige sygeplejersker, men det er jo ikke sikkert, at de er meget venligere over for en kvindelig overordnet.
Hvis den kvindelige læge så må slå i bordet over for sine medsøstre, hører man tydeligt den spottende bemærkning for sin indre øresnegl:
"Nåh, kvinde er nok kvinde værst!"
Men jeg synes, man kan se, at drenge i langt højere grad end piger kaster sig over konkurrencesport og andre slags kampe og konkurrencer, hvor de det ene øjeblik er frådende fjender og det næste låner hinandens Anders And-blad. Det må da skabe en vis tolerance, så de som voksne har vænnet sig til, at en faglig konflikt ikke nødvendigvis bliver personlig? Det har jeg fornemmelsen af, at kvinder ikke er lige så gode til.
Eller måske idealiserer jeg bare en verden, jeg aldrig selv har været en del af. For jeg ved da godt, at der også var drenge, der ikke var med i gruppen, som havde briller, astma eller var dårlige til fodbold. Mon de led nævneværdigt mindre under det, end vi gjorde, selv om det var andre kriterier, der afgjorde hvem der var med?

Måske er de to køn bare vant til at se hinanden i bestemte stereotyper og tolker begivenhederne ind i de mønstre, vi kender: Kvinder rotter sig sammen, når de ikke lige er optaget af på ledeste vis at være hinanden værst. Mænd er aggressive og konkurrencebetonede og i øvrigt holder de sammen som Rip, Rap og Rup og klæder sig lige så ens. Med sådanne modstridende mønstre kan man altid finde ét, der passer på den aktuelle situation.
Og af og til kan det vel være noget mere trøsterigt at tro, at man blev vraget på sit køn end på personlighed eller kvalifikationer. Skønt næppe mange offentligt vil indrømme det omvendte - at de fik jobbet, fordi de havde det rigtige køn.
Men det kan faktisk være tilfældet: I en ny afgørelse fra Arbejdsministeriet, der bygger på den såkaldte Marschall-dom fra EU-domstolen er det ikke i strid med EU's ligebehandlingsdirektiv at foretrække en mand for en kvinde (eller omvendt), hvis kvalifikationerne i øvrigt står lige.
Man kan sige hvad man vil: Køn er her i 90'erne fandeme blevet et parameter, der kan vaske sig - og ikke kun, når man skal have børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her