Læsetid: 6 min.

Land er ikke blod værd

25. april 1998

Hagai og Ilana Kurzweil er israelske bosættere på Vestbredden. "Men vi har ikke horn i panden," lyder deres selvforsvar

JERUSALEM - "Vi jøder har det skrevet hen over hele ansigtet: 'du kan ikke stole på andre end dig selv'. Sådan er vores psykologi. Om det er paranoia eller virkelighed, ved jeg ikke, men sådan føler vi."
Hagai Kurzweil er 36 år, gift med den jævnaldrende Ilana og far til deres fire børn. Hun er edb-ansvarlig i en jødisk organisation, han leder et kontor, der er i færd med at oversætte de 63 jødiske Talmud-bøger, der indeholder fortolkninger af jødedommen.
Familien bor i en af de israelske bosættelser på Vestbredden, det land, som palæstinenserne opfatter som deres.
Bosættelsen, der hedder Efrata og har 10.000 indbyggere, ligger en god halv times kørsel syd for Jerusalem. Man kommer herud via veje og tunneller, der er bygget, så israelerne kan undgå at køre igennem de palæstinensiske områder.
Ved indkørslen til Efrata står der bevæbnede vagter og kontrollerer, hvem der kører ind og ud. Inden for ligger villaer side om side på små grunde med velholdte haver, og der er grønne områder, skoler og butiksbygninger på de fælles arealer. Hagais far, Arje Kurzweil, styrer hjemmevant bilen igennem den indhegnede by og standser foran sønnens villa, hvor Information har fået lov at komme med på eftermiddagsbesøg.
Arje Kurzweil er født i Danmark for 66 år siden, og selv om det er 50 år siden, han rejste fra København, taler han stadig et formfuldendt dansk med city-accent. Den stammer fra opvæksten i Linnégade, der under krigen blev afbrudt af to års landflygtighed, da familien lukkede lejligheden af og flygtede til Sverige. Men hverken sønnen Hagai eller de fire børnebørn taler dansk.
Arje Kurzweils familie er på mange måder en typisk israelsk familie med alt fra venstreorienterede og højreorienterede til ultraortodokse medlemmer.

Vi opfattes som djævle
Hans to søstre, der også er født i Danmark, er ultraortodokse, mens Arje Kurzweil hører til på den sekulære fløj, der nok markerer de jødiske helligdage, men ikke følger reglerne til punkt og prikke. I påskedagene, hvor de ortodokse gør hovedrent og fjerner absolut alt, hvad der indeholder gær fra hjemmet, gør Arje Kurzweil nok rent, men ikke så grundigt, at hans søstre ville spise i hans hjem.
Hans søn har det på samme måde. Religion må ikke få overtaget i livet, mener han.
"Når Gud er vigtigere end mennesker, får jeg det dårligt," siger Hagai Kurzweil. Man mærker straks, at han har behov for at nuancere udlandets billede af Israels bosættere.
"Når jeg rejser i udlandet, bliver jeg tit spurgt, hvorfor jeg ikke har horn i panden. Vi opfattes som djævle, men faktisk er vi mennesker, der spiser, sover, arbejder og forsøger at leve vores liv som alle andre."
Han mener, at nogle af bosætterne er fanatiske ekstremister, der kun er med til at forværre det i forvejen dybt problematiske forhold mellem jøder og palæstinensere.
"Jeg er ikke enig med dem, der slår sig ned midt i de arabiske byer. De gør det af ideologiske eller religiøse årsager. Efter min mening må de enten flytte ud eller acceptere at leve under det palæstinensiske selvstyres myndighed. Der er folk i vores samfund, der er glade for, at området brænder. De ser det som målet for deres liv," siger han og tilføjer, at der ikke boede arabere på det område, Efrata blev bygget på. De arabere, der ejede land her, dyrker stadig vin på arealer inde i bosættelsen.
"Vi har truffet en beslutning om, at vi ikke vil bygge huse på arabernes jord," siger Hagai Kurzweil og fortsætter:
"For mit vedkommende var det økonomiske overvejelser, der fik mig til at træffe beslutningen om at flytte herud. Da vi byggede huset for ti år siden, var det meget billigere her end inde i Jerusalem," siger han og viser billeder af den nybyggede villa på en nøgen mark.

Sådan er kapitalismen
Med til historien hører, at den israelske regering støtter bosætterne økonomisk via lavere skatter, betalte fritidsordninger for børnene og fordelagtige jordpriser.
Familien Kurzweil kunne aldrig have fået så meget plads for de samme penge inde i byen. Villaen er i fem planer med så mange værelser, at der hurtigt går kludder i optællingen.
Men Efrata ligger på Vestbredden i det område, palæstinenserne opfatter som deres. Hvordan har han det med det?
"Man spørger tit, hvordan jøderne, der om nogen kender til diskrimination, kan behandle palæstinenserne sådan. Men sammenligningen er forkert. Og selv et folk, der har været igennem Holocaust, er fristet til at vælge den billigste løsning. Man kan være nok så idealistisk, men når pengepungen bliver rørt, vælger folk efter, hvad der bedst kan betale sig," siger Hagai Kurzweil.
Samme mekanisme gør sig gældende på arbejdsmarkedet, mener han. Det kan godt være, at palæstinenserne har de dårligste jobs og ringere løn end jøderne.
"Men sådan er kapitalismen, og den er vi også påvirket af her. Alle er lige, som man siger, men nogle er mere lige end andre."

Palæstinensisk ven
Klasseforskellen forhindrer dog ikke venskaber på tværs. Hagai Kurzweil går foran ud i haven og viser et stort rundt granitbord, som står i et åbent lysthus midt mellem frugttræer og græsplæne.
"Gæt hvor jeg har det fra? Fra en af mine palæstinensiske venner, der bor inde i Bethlehem," siger han triumferende.
"Da jeg blev indkaldt til militæret under Golfkrigen i 1991, ringede en af vores palæstinensiske venner til min kone og sagde, at hun bare skulle sige til, hvis han kunne gøre noget for hende. Og når jeg er i udlandet, køber jeg gaver med hjem til dem," fortæller han og kører på sightseeing i bosættelsen.
"Her i nærheden ligger en palæstinensisk landsby, som Efrata støtter økonomisk. Og når de bliver uenige indbyrdes, sender de bud efter en rabbiner herfra. Så tager han ned og dæmper gemytterne,"fortæller Hagai Kurzweil og peger op på en klynge barakker.
Det er midlertidige boliger til de russiske immigranter, der er kommet til Israel efter Sovjetunionens sammenbrud. Regeringen har pålagt alle bosættelserne at tage deres del af de nye.
Men hvad har familien Kurzweil tænkt sig at gøre, hvis Efrata bliver indlemmet i en palæstinensisk stat?
"Jeg har ikke noget imod at bo under palæstinensisk styre, hvis vi bliver behandlet ordentligt. Men jeg tror ikke, at Efrata bliver en del af den nye stat. Området ligger for tæt på Jerusalem til, at Israel vil opgive det. Forstår du, diskussionen om land er en del af et større problem, der involverer spørgsmålet om Israels overlevelse. Vi føler os endnu ikke sikre på, at det her land vil overleve. Og Efrata ligger så tæt på Jerusalem, at området i kraft af sin funktion som bufferzone om hovedstaden er vitalt for Israels interesser. Du lægger jo heller ikke familiens juveler i vinduet, vel?"

Krig er altid nederlag
"Det kan godt være, at vi virker paranoide, men vi mistede altså en tredjedel af vores folk i krigen. Siden har araberne forsøgt at udslette os, og vi føler, at vi står fem centimeter fra afgrunden. Hvem siger, at nogen kommer og hjælper os, hvis vi bliver angrebet? Var der måske nogen, der hjalp folk i Bosnien?" spørger Hagai Kurzweil, der af samme årsag stemte på Benjamin Netanyahu ved præsidentvalget i 1996. Han følte, at Arbejderpartiets dræbte leder Yitzhak Rabin drev gæk med israelernes følelser.
"Man kunne ikke regne med ham. For eksempel havde han lovet i en valgkamp, at Israel aldrig ville give Golan-højderne tilbage til Syrien, men så ombestemte han sig efter valget. Da israelerne i Golan protesterede, beskyldte han dem for at være kværulanter. Men jeg er heller ikke tilfreds med Netanyahu. Han er et magtmenneske med storhedsvanvid, og dem er jeg bange for. Han misbruger for eksempel argumentet om Israels sikkerhed. Det passer ikke altid, når Netanyahu siger, at bosættelserne er vigtige for Israels sikkerhed. Det er de ikke allesammen."
Hagai Kurzweil mener ikke der er nogen vej udenom.
"Hvadenten vi ender med at leve i to forskellige stater eller i én, så må vi lære at leve sammen med palæstinenserne. Og jeg håber, at de får gode forhold. Jo stærkere, stoltere og rigere palæstinenserne er, desto mere vil der også falde af på os. Det her er ikke en konflikt mellem mennesker, men mellem politikere. Vi vil og må finde en fredelig løsning. Land er ikke blod værd, og krig er altid et nederlag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her