Læsetid: 4 min.

Løgn og bedrag i Bilernes By

1. april 1998

Kom nu, vi skal ha' en prøvetur i en Porsche, en af de rigtig dyre... Narj, selvfølgelig er vi flade, men vi ta'r da bare røven på sælgeren. Kom nuuu!

Deruda´
Mandag er katastrofernes dag. Dagen, hvor arbejdsulykkerne er flest og trætheden og kedsomheden størst. Og i dag er mandag. Men jeg vil ikke finde mig i det.
Denne regnvåde og mørke mandag i Århus vil jeg dra-pere i løgn, luksus og bil-
ligt begær efter det dyreste, man kan købe i Danmark: Status.
Og hvad lægger man mere mærke til end luksuskareten, der brummende kører ned gennem byen. Kører gør den vel knapt - en sort Porsche nærmest truer sig vej. Hej du, hvad siger du til at flytte din afbetalingsæske ud i de røvkedelige forstæder, hvor den hører hjemme?
Det er ikke pænt at skilte med sin økonomiske uformåen, når de rige prøver på at more sig. Det skæmmer bybilledet med alle de elendige mukkebikker og deres hverdagsdøsige ejere. Flyt dig for min Porsche!
Men jeg havde ikke nogen.
Dagen var kynisk, og da jeg sad i min lånte bil iført hvid blazer bag de flip-floppende vinduesviskere, vidste jeg, at jeg var lige så kynisk som den. Jeg kedede mig selv, men nu skulle det være slut. En bilsælger skulle låne mig sin Porsche og give mit status, så jeg ikke længere behøvede at være mig. Og det skulle være nu!

Et ettal blandt nuller
På vej til Silkeborg, Bilernes By, begyndte jeg at blive en anden. Jeg blev et ettal blandt nuller, en advokatsøn med en check i lommen, der kunne købe bil, respekt og en fandenivoldsk attitude. Jeg ville bilde sælgeren ind, at jeg skulle træde ind i fars firma til januar, og at han ville smide omkring 110.000 kroner efter en bil, der både kunne repræsentere og gøre mig glad. De elementer staver næsten Porsche inde i en bilsælgers hoved, regnede jeg med.
Sælgeren skulle komme til at bukke for mig og min check. Selvom hverken den eller jeg rigtig eksisterede.

Se til at jeg forelsker mig
Jeg havde ringet i forvejen og talt med en sælger. Der var ingen Porscher i Århus, så nu måtte jeg ned til ham for at bruge mine penge. Han bød på kaffe med flødeerstatning, og allerede der lod jeg ham forstå, at det ikke var god tone der, hvor jeg kom fra, og at den slags ville slå skår i hans forhandlingsposition. Jeg sagde ikke noget. Det var derfor, han forstod mig.
Vi kiggede på Porschen og jeg bad om en salgsopstilling på bilen, der kostede 695.000 kroner. Et beløb, der repræsenterede min årsløn lagt sammen over de sidste fem år. Man kunne sikkert også købe sig et par sommerhuse for det beløb. Den havde kørt knap 100.000 kilometer og havde kostet 1,8 millioner fra ny.
"Det ser godt ud," sagde jeg. "Udbetalingen er godt nok mere, end hvad jeg umiddelbart havde forestillet mig, men far går nok med til det, når han ser vognen. Han sagde også: Du skal købe en rigtig bil - vi kan ikke ha', at folk tror, du arbejder i grønthandel," forklarede jeg. Som forventet lo sælgeren af min fars påståede foragt for grønthandlere. Jeg fortsatte:
"Lad os nu køre en tur i den - jeg kan ikke vente længere, og hvis du vil sælge en bil til syvhundredetusinde, må du sgu sørge for, at jeg forelsker mig i den."
Det gjorde udslaget. En bil blev kørt væk og den sorte Porsche 928 kørte ud i regnen. Min forvandling gik ind i den afgørende fase.

Afsted uden kørekort
"Har du nogensinde kørt sådan en sportsvogn før?", spurgte sælgeren, en ung mand midt i tyverne. Det havde jeg ikke, men jeg må have været meget overbevisende med min advokat- og pengesnak, for den unge sælger anede ikke, hvad jeg hed til efternavn eller hvor jeg egentlig kom fra.
Han havde ikke spurgt, og jeg havde ikke tilbudt ham informationen. Han vidste ikke engang, om jeg havde et kørekort eller ej, men hvad, som han sagde, da jeg bagefter spurgte, om han ikke skulle have set kortet:
"Så længe jeg sidder ved siden af, gør det ikke noget". Jeg var helt enig.
Fordi jeg ikke kendte bilen, kørte han det første stykke. Vi fløj væk fra Bilernes By med knap 160 kilometer i timen. Man måtte godt nok kun køre 80, men jeg vidste godt, at det var, hvis man kørte i en bil.
Det her var den spædeste køremaskine - luksusporschen med V8-motor, automatgear og justerbart altmuligt. Vejskilte ser man ikke fra et porschesæde. Man ser heller ikke de andre bilister, jeg så ikke min kæmpeløgn, der var grunden til, at jeg overhovedet kunne sidde her. Men vigtigst af alt: Jeg kunne ikke se mig selv.

Porsche, Porsche, Porsche
Da jeg tog rattet, forsvandt Silkeborg. Vejen forsvandt, ruden blev tør, dagen var ikke mere mandag, og jeg var ikke mere mig. 300 heste under højre fod sparkede os mod de 160 km/t. Det var ligegyldigt med det hele. I sådan en bil kravler ens hjerneceller over i et hjørne af kraniet og begynder at give hals. Indtil det eneste, der genlyder inde i hovedet er, Porsche, Porsche, Porsche...
For at køre Porsche er akkurat ligeså himmelsk, som folk påstår. Og effekten udeblev ikke.
Jeg var en status-torpedo på vej til med fuld kraft at sprænge mig ind i et andet samfundslag. Blandt dem, der havde kørt en Porsche. Fantastisk.
Men jeg havde løjet og bedraget den unge sælger. Og min samvittighed var sort, da jeg kom hjem i min lånte VW Golf. Men så gik det op for mig, at jeg jo var en anden nu og selvfølgelig ikke kunne holdes ansvarlig for optrinet i Bilernes By. Katastrofemandagen var aldeles afværget.
Jeg gik i seng og drømte, at et helt livs rædsel for at være ganske almindelig kunne spares op til en lykkelig dag. Og at det måske var i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her