Læsetid: 4 min.

Lyserødt mareridt

20. april 1998

Den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant debuterer som forfatter med romanen 'Pink', en delvist selvbiografisk fantasi over figurer som River Phoenix og Kurt Cobain

NY BOG
Gus Van Sant har med forbløffende hast bevæget sig fra gennembruddet i starten af 90'erne som et af de hotteste navne på den amerikanske independent-scene til den nylige Oscar-uddeling, hvor hans seneste film Good Will Hunting blev belønnet med to statuetter. Hans væsentligste bidrag til filmkunsten ligger nok stadig i karrierens første del med skæve og tidstypiske outsider-portrætter som Drugstore Cowboy (89) og My Own Private Idaho (91), men med de senere års mere mainstream-prægede To Die For (95) og Good Will Hunting har Van Sant tillige manifesteret sig som en betydelig faktor i amerikansk populærkultur.
Sideløbende med instruktørkarrieren har Van Sant på lavere blus dyrket aktiviteter som musik og fotografi. Så tidligt som i 1985 indspillede han en plade sammen med William Burroughs, The Elvis of Letters, sidste år fulgte hele to cd'er, og i 1993 udkom fotobogen 108 Portraits.
Med romanen Pink kan Van Sant føje endnu en titel på visitkortet. I bogen bearbejder han ikke alene sin egen filmkarriere under en tynd fernis af fiktion, men byder tillige på et kakofonisk kor af mere eller mindre fantasifulde stemmer og figurer, hvoraf flere præges af en sådan mangel på jordforbindelse, at man som læser i passager føler sig suget ind i en centrifuge af hjernespind.
Som fiktionsprojekt er Pink en sprød og funky allegori over den retningsløse længsel, der kan følge i kølvandet på tabet af troen på kærlighed og/eller en bedre fremtid, og stemningsmæssigt fremstår bogen som et nedkølet kludetæppe af diverse undergangsprofetier gennemstrømmet af satiriske og elegiske undertoner, men dog ikke helt blottet for lyriske lyspunkter.

Kriseramt instruktør
Romanen er bygget op som en mosaik af sideløbende fortællinger sat med forskellige skrifttyper, så de let kan identificeres. Fortælleren i de bærende afsnit er Spunky Davis, en 52-årig, kriseramt instruktør, der deler sin tid mellem at undervise på en filmskole i Sasquatch, Oregon (Van Sants hjemstat), og at instruere 'informmercials' i Las Vegas.
I de indledende linier bekender Spunky: "I am an industrial filmmaker. Once I was good, and now I am shamed. I have turned bad." I det hele taget emmer bogen af midtvejskrise, melankoli og en tiltagende følelse af fremmedhed over for alt og alle. Spunky foragter sit arbejde, og for at holde modet oppe skriver han på en bizar science fiction-historie, $-Great Skull Zero-$, som han håber at kunne sælge til Hollywood. Men forholdet til filmverdenen gennemsyres af desillusion, og de unge mænd, som han tidligere kunne omgås som venner og elskere, glider stadig længere uden for rækkevidde.
Bogen igennem kredser Spunky om længslen efter den purunge Felix Arroyo, der inden sin død var en kendt filmstjerne og Spunkys foretrukne informmercial-vært. Felix var imod alle former for bevidsthedsændrende substanser, men gik ikke desto mindre i koma uden for en natklub med kroppen fuld af stoffer, en historie med påfaldende mange træk tilfælles med My Own Private Idaho-stjernen River Phoenix' skæbne.
Spunkys skridende virkelighedsfornemmelse sættes for alvor på en prøve, da han kommer i kontakt med to unge mænd, Jack og Matt, et par New Age-slacker-typer, der opfører sig underligt, og som arbejder på et filmprojekt om 'Cowboy Nemos', en slags overjordiske væsener, der ikke kan kontrollere deres superkræfter. Den lyse Jack minder i uhyggelig grad om Felix, mens den mørke Matt kunne være en parallel til River Phoenix' medspiller i My Own Private Idaho, Keanu Reeves, men desuden også er en slags ekko af fortælleren i en af romanens sidehistorier, den udbrændte rockstjerne Blake, en figur modelleret over Kurt Cobain.

Flyvsk fabuleren
Er De forvirret? Det er Spunky Davis i hvert fald, og dét i en grad så han efterhånden ikke kan holde Jack og Matts udsyrede filmideer adskilt fra en række mystiske hændelser, der peger på, at de to unge filmstuderende i virkeligheden er gæster fra en anden dimension, kaldet pink, en tilstand uden tid, en værensform, hvor alt levende er grænseløst og flyder omkring i et mørkt og fredfyldt verdensalt af oceanisk kærlighed.
Inden historien kommer så vidt, har Gus Van Sant anvendt den løse struktur som affyringsrampe for en række mere eller mindre skarpsindige refleksioner over homoseksuel kærlighed, film som kunst og kommers, tidsbegrebet, 90'ernes unge døde samt den fornemmelse af konstant undren, der følger med alderen.
Den allegoriske form betyder, at bogen aldrig bliver rigtig skarp, og indimellem kan påfundene forekomme for pjattede, ligesom de mange alenlange fodnoter - instruktørens regibemærkninger - er irriterende for læsningen. Heller ikke forfatterens naive tegninger bidrager med noget væsentligt, men når disse forbehold er taget, skal det siges, at Gus Van Sant med Pink har fremmanet et univers med en egen hallucinatorisk tone og et galleri af off-beat figurer, som har dybere greb i virkeligheden, end den flyvske fabuleren umiddelbart lader ane.

*Gus Van Sant: Pink. Nan A. Talese, Doubleday. New York, 1997

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her