Læsetid: 7 min.

Mænd begriber ikke kvinder

17. april 1998

Ingolf Gabold er træt af mænd, der giver rødstrømperne skylden, og nu
romandebuterer han med en kvindelig hovedperson

"Man skal da grave rundt i hinanden, for fanden," siger Ingolf Gabold med hele sin truende tyngde og ruller på r'et i gra-a-a-ve, så det synger i rummet.
"Nej," han er slet ikke enig med sexologerne. Dem, der mener, at seksualitet stimuleres af distance. Selv er den store mand med den blandede udstråling af vibrerende sensibilitet og gedigen macho ikke bleg for simpelthen at mave sig ind under huden på kvinden. Efter at have øvet sig i tre ægteskaber - det sidste, med en læge, har varet i tyve år - har han givet sin indsigt form. Romanen Marias noter, der udkommer lørdag på forlaget Tiderne Skifter, har en kvindelig hovedperson, journalisten Maria, der er "noget så fornemt" som udenrigspolitisk kommentator på P 1's Orientering.
Komponisten Gabold med de modernistiske, anmelderpriste operaer i 60'erne og 70'erne, blev tv-mand. Steg til vejrs i den grå DR-beton og landede igen. Rejste sig og gav sig til at spejde efter kunstneren Gabold. Som han fandt og stadig finder især om morgenen ved skrivebordet, inden undervisningen ude i byen - på Statens Teaterskole, diverse tv- og andre kunstneriske såvel som universitære institutioner - kalder.
Det blev en bog - om køn. Og virkelighed og uvirkelighed. Med et indgangscitat af Lawrence Durell: "Jeg skriver ikke for dem, der aldrig har stillet sig selv spørgsmålet: På hvilket punkt begynder det virkelige liv?"
Men hvorfor blev det en bog og ikke en opera? Hvorfor skiftede han udtryksmiddel i stedet for at raffinere det, han kunne? Hvorfor får to bypass-operationer ikke en mand til at bremse op? Og hvad skete der egentlig, dengang i 1992, da daværende generaldirektør Hans Jørgen Jensen smed Ingolf Gabold for pressen som fyret tv-direktør?

Forhistorien
- Du blev gået i 1992. Skal vi sætte den historie på plads først?
"Hans Jørgen Jensen og jeg var fuldstændig enige om, at TV-Avisen skulle flyttes til kl. 21, og at det lige så godt kunne ske med det samme, så vi kunne få en primetime-flade for hele familien. Min argumentation var, at jeg ikke ville have amerikanske tilstande herhjemme, hvor mor sidder i ét værelse og ser en videofilm, hun har optaget i går - børnene ser MTV i et andet værelse, mens far ser fodbold i et tredie."
Men TV-A-folkene var imod.
"Hans Jørgen Jensen er jo gammel TV-A-mand og ville gerne beskytte journalisterne. Sagen blev smidt op i bestyrelsen og frem og tilbage. Vi kom sådan til at trætte hinanden ud. Og så siger Hans Jørgen: 'Ingolf, nu sætter du dig roligt ned og holder kæft i et år eller halvandet. Så ser vi, hvordan det ser ud til den tid.' Til det måtte jeg sige: 'Det er ikke mit temperament.' Og desuden vil jeg ikke kunne lede noget som helst, hvis jeg ikke kommer igennem med mit flagskib. 'Nå, er det en ny Gabold-ide,' vil man komme til at sige. 'Kan I huske dengang, han ville flytte TV Avisen?' 'Jamen så må vores veje skilles,' sagde Hans Jørgen. 'Jamen så må de det,' sagde jeg. Sådan blev jeg gået."
- Efter to måneder blev TV-Avisen flyttet til kl. 20,30 og efter et år lå den kl. 21?
"Det lykkedes, ja."

Flere virkeligheder
Den dominerende virkelighed, den virkelighed, vi - for at citere Gabold selv - "har skabt i den vestlige verden: Den politisk-økonomiske virkelighed" - havde kasseret en mand, der tydeligvis bevægede sig i flere virkeligheder på en gang.
"Det var ærgerligt. For seerne og mine ideer om et mere seer-, mindre afsenderrettet fjernsyn. Og det var ærgerligt - tror jeg i al min højrøvethed - også for folkene i TV-Byen, der ville have fået en blidere, mere organisk medfart, end de senere fik af Chr. Nissen og Bjørn Erichsen. Som gammel kunstner er min tilgang bredere, mere rytmisk end den politisk/økonomiske."
- Du taler meget om virkeligheden og sætter i bogen spørgsmålstegn ved den gennem Maria, din hovedperson. Hvad snakker du mere præcist om?
"Jeg snakker bl.a. om de virkeligheder, vi har nedtonet med dannelsen af den materialistiske vestlige virkelighed. Den filosofiske virkelighed har vi f.eks. henvist til et hjørne på universiteterne, og den kunstneriske virkelighed har vi i det store og hele gjort til underholdning."
- Din roman har den konstruktion, at en stor del af bogen er den bog, Maria er i gang med at skrive. Er det din måde at lege med virkelighederne på?
"Spørgsmålet er, hvor den ene begynder, og den anden slutter. Efter en tv-aften kan det være svært at adskille fiktion og fakta. Det blander sig sammen. Når jeg lader Maria skrive om - og møde - en psykiater hænger det sammen med, at hendes virkelighed er en vandret virkelighed - med en fortid, en nutid og en fremtid. Mens hans virkelighed er mere lodret. Det er det kors, hun hænger sig selv op på. Mellem de to virkeligheder. Hun er grænsepsykotisk i en del af bogen."
Netop grænsepsykoser er bogens anden hovedpersons, psykiateren Jonas' speciale.

Belysningsmesteren
- Inden vi når til Maria og Jonas, vil jeg gerne vide, hvorfor du ikke genoptog din komponist-virksomhed ?
"Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville komponere mere. Jeg slap det i 1980 efter at have komponeret i 20 år, med fine anmeldelser. Det var ikke det. Jeg syntes simpelthen, miljøet var for snævert. Jeg kendte det ud og ind og ville gerne kommunikere bredere. Det var meget modernistisk det, vi gav hinanden lov til dengang."
"At skrive litteratur er blevet noget, jeg nu står op hver morgen klokken fem for at gøre. Jeg synes, det er både meget spændende, alvorligt og underholdende at sidde der som den store belysningsmester og dirigere folks liv og levned. Lade dem elske og hade, leve og dø. Men det er ikke kompensation."
Ingolf Gabold har haft sine to nu afdøde venner, litteraten Harly Sonne og forfatteren Poul Borum, til at lægge sin første roman - om Kaspar Hauser - i skuffen. "Den er for smal, Ingolf," mente vennerne. I anden omgang har så Klaus Rifbjerg læst med.
"Der er bestemt bog i det, men historien skal skovles ud, mand," som Rifbjerg sagde efter første gennemlæsning. "Jeg er spændt på, om du klarer det. For det at være forfatter er at sidde og skovle. Man får ondt i røven og ondt alle andre steder... "

En gang til
Gyldendal fandt historien for kompliceret. Claus Clausen på Tiderne Skifter sagde derimod top.
"Den er kompliceret. Den er ikke ret dansk, men det generer ikke mig. Jeg vil gerne udgive den. - Men der er noget med slutningen, du..." Hvorefter Gabold skrev slutningen om og vendte glad tilbage. "Det er godt, du," sagde Claus Clausen så. "Men der er noget med starten, du." Og sådan skar den fra 1996 til nu.
Og her har vi den så, Marias noter, hvor vi følger journalisten, der på et tidspunkt under et ophold i Frankrig møder den psykiater, hun skriver om. Maria, der er halvt samisk, halvt dansk (for ikke at blive forvekslet med en simpel rødstrømpe), tiltrækker snart den 47-årige psykiater, der interesserer sig for litteratur, musik - og mad. Faktisk spiser parret sig igennem bogen i - forstår man - en afværgemekanisme fra Jonas' side. Seksualforskrækkelse kunne man også kalde det. Da parret omsider ender under samme dyne, foretrækker Maria en bog.

Skræmte doven
Hun kalder Jonas for umodig. En sød mand, men et pjok, der på trods af al sin indsigt i musik, litteratur og mad ikke er i stand til at overføre de oplevelser og erfaringer til andre områder af livet. En mand, der nu æsteticerer den onde og grumme virkelighed. Og lægger et beskyttende fedtlag om sin fysik som endnu et værn.
Ingolf Gabold:
"Jeg skælder ud på min egen generation af mænd, for jeg synes, vi er for umodige. For dovne. Har for mange overspringshandlinger. Vi gør ikke nok ud af vores kærlighedsforhold og ægteskaber. Fremfor alt er vi blevet for bange. Vi har været med gennem 70'erne og Rødstrømpebevægelsen, og vi synes, I var nogle dumme kællinger. Nogle nosseknusere. Vi blev skræmt fra vid og sans. Jonas giver jo også Tessa, hans fraskilte forlags-kone, skylden for det hele. Jeg kender så mange vidunderlige kvinder mellem 45 og 55, der er singler, fordi - hver gang de møder en skøn mand - "når han så hører, at jeg gør sådan og sådan, så falder den på ham."
- Tager du aldrig dig selv i at have den samme angst for stærke kvinder?
"Jo, men min nysgerrighed er større. Og min drift i retning af at få del i den større virkelighed, der er jeres. Det er derfor, jeg vover et øje og prøver at skrive et kvindeportræt. Selv Freud og Lacan opgav at begribe det kvindelige. Mænd har generelt ikke stillet tilstrækkeligt med spørgsmål eller skulle jeg sige sønderrevet sig selv tilstrækkeligt for at begribe den kvindelige psyke."
- Så i stedet for at lade Jonas og Maria mødes som to voksne mennesker, lader du hende forelske sig i en...
"Dreng, ja."
- Som er fire år ældre end hendes 13-årige søn. Og søn af Marias afdøde søster. Er det virkelig nødvendigt at smide med bomber på den måde?
"Det mener jeg. Jonas får jo også et chok, den tøsedreng. 'Det er jo incest, det her, for helvede,' siger han. Hvilken mand er ikke stolt af at bringe unge piger rundt som visitkort i verden? I bogen er Gud et guddommeligt barn, der spiller terning og selv laver reglerne undervejs. Regler, der bliver lavet af kærlighed til spillet. Vi må holde op med alt det ødipale vrøvl og begynde at betragte hinanden som - ikke fædre og mødre - men som køn. Anti-ødipus, lyder flammeskriften..."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu