Læsetid: 3 min.

Magiens sande mestre

7. april 1998

Prisvinderen Jim Hall og, måske især, den argentinske gæst Dino Saluzzi gjorde med deres eksemplarisk lavmælte spil den niende Jazzpar-priskoncert til en sjælden oplevelse

KONCERT
I en tid med hvinende, hysteriske, symbolsk masturberende guitarister er årets Jazzpar-prisvinder, den 67-årige amerikaner Jim Hall, en af de musikere der mest konsekvent fastholder guitarens status som musikinstrument. Han spiller elektrisk guitar, men med en lyd som om den var akustisk, og med sin afsøgning af de laveste styrkegrader frigør han en rigdom på klanglige nuancer, som kun findes hernede, ved grænsen til stilheden.
Priskoncerten præsenterede ham med to kvartetter, hans sædvanlige og den danske strygekvartet som ledes af violinisten Alexander Zapolski. Mest fængslende var i mine ører sidste del af Halls afdeling, hvor strygerne medvirkede, dels alene sammen med Hall, dels i samarbejde med jazzkvartetten.
Den ældste af Halls tre kompositioner, "Thesis", skrevet for 45 år siden som afgangsopgave fra musikskolen, viste tydeligt hans fornemmelse for idiomet og hans egen sans for at improvisere til kvartetspillet, mens to
nyere stykker sammenførte kvartetterne på intelligent vis, men måske ikke fik musikkens to sider integreret tilstrækkeligt.
Zapolski-kvartetten demonstrerede ellers sin fortrolighed med den slags crossover-opgaver, men som hilsen til netop Hall var ekstranummeret, Zapolskis arrangement af Jimi Hendrix' "Foxy Lady", nok sjovt, men musikalsk ikke så velmotiveret.
Halls egen kvartet hørtes i tre numre, der ikke for alvor løftede sig, skønt repertoiret, "Stella By Starlight", "Chelsea Bridge" og en Hall-blues, var velvalgt og både Hall selv og tenorsaxofonisten Chris Potter spillede fremragende. Men vores egen bassist Thomas Ovesen, udlånt til lejligheden, fik ikke rigtig sit spil ud over rampen (måske af akustiske grunde), og trommeslageren Terry Clarke var, skønt gammel i gårde hos Hall, ikke tilstrækkeligt fleksibel i det klanglige og rytmiske. Så man kom til at savne noget gnist, noget nerve i helheden.

Saluzzi med Kroner
Derfor blev koncertens første del, der havde den danske basunist Erling Kroner som leder, nok så vedkommende. Faktisk mindes jeg ikke gennem mange år at have hørt så medrivende musik fra Kroners side, men dels er hans nuværende kvintet sjældent kreativt sammensat, dels var den nu forstærket med to fremragende argentinske musikere, guitaristen Quique Sinesi og bandoneón-mesteren Dino Saluzzi.
Sidstnævnte, som vi har hørt flere gange tidligere i Danmark, er en mageløs musiker, som både dyrker jazzudtryk og argentinske former, snarere milonga og candombe end tango (som kun var fremtrædende i codaen til koncertens tredie stykke, Siluetas). Med sin trækharmonika, den tysk-argentinske bandoneón, fremtryller han de fineste, mest sarte melodi-guirlander og sætter dem i relief med bratte, passionerede akkorder. Hans spil har nogle af de samme kvaliteter som Jim Halls, og Erling Kroners stykke til og for ham, Maestro Mágico, kunne også referere til prisvinderen.
I denne afdeling forenede Kroner i ni egne kompositioner på helt organisk vis impulser fra bl.a. argentinsk musik, Charles Mingus og Duke Ellington. Et mere afgrænset repertoire kunne have ladet de enkelte stykker udfolde sig mere i det solistiske, men i øvrigt var alt hørværdigt, med elegien Corrido de Dona Luz (til lejligheden tilegnet vores savnede Ebbe Traberg og hans Dona Emilia) som et særligt, og særligt bevægende, højdepunkt.
Også Kroners integrering af de to argentinere i den danske kvintet var beundringsværdig. Lad mig især nævne konfrontationen mellem den danske harmonika-mester Kurt Larsen og Saluzzi, og samklangen mellem disse to og Pernille Bévorts sopransax. I Kroners gruppe havde desuden Jesper Bodilsens magtfulde basspil en nøglerolle, som man også kunne have undt Thomas Ovesen, og dermed Jim Hall.

Prisen og nomineringerne
I en pause i Jim Halls afdeling overrakte så den elskelige og engang-danske Dan Morgenstern Jazzpar-prisen, en check på kr. 200.000 og Jørgen Haugen Sørensens statuette, til pristageren. Morgenstern offentliggjorde desuden nomineringerne (som også anmelderen har et ansvar for) til næste års pris.
De omfatter som sædvanlig fem navne i ikke-prioriteret rækkefølge. Der er tre europæere, en dansker, slagtøjsspilleren og komponisten Marilyn Mazur, den schweizisk-østrigske komponist og orkesterleder Mathias Rüegg og den franske pianist og komponist Martial Solal. Dertil to amerikanere, trompetisten Nicholas Payton og el-bassisten Steve Swallow.
Mazur og Solal har tidligere været nomineret. Navnet på næste års prisvinder vil senere blive offentiggjort.

*Jazzpar-priskoncert med Jim Halls kvartet plus Zapolski-kvartetten, og Erling Kroners kvintet plus gæsterne Dino Saluzzi og Quique Sinesi på Falkoner Scenen søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu