Læsetid: 2 min.

Fra naturpsalmistens skitsebog

4. april 1998

Oluf Høsts rige produktion af oliemalerier sekunderedes af
nogle dansende lette, tegnrige øjebliksskitser, der nærmer sig selve skabelsesunderet, viser fin ny bog

NY BOG
Oluf Høst (1884-1966) og Bornholm. Lad os memorere: Skibe, bondegårde i brand, fosforescerende himle, røgerier med sild på række, ekspressive ekstrakter af naturiagttagelser med ekstra tryk på farven. Betragteren sendes ud på en sansemæssig rejse. Man kan lugte havet, møddingen, sildene, når man står over for hans oliemalerier. Men hvor disse er tilgængelige i snart sagt alle de danske museer, har skitserne - indtil 1994, hvor Gudhjem Museum begyndte at vise en del af dem - været en slags geheimtip for insidere. Det rådes der nu bod på ved udgivelsen af bogen Skitser på Gudhjem Museum. Oluf Høst, som Christian Ejlers' Forlag udgiver i dag. Med løfterig introduktion ved Bornholmerjournalisten Peter Thiemroth.
Af 1500 skitser fra Høst-familiens gemmer har billedkunstneren Inge Lise Westman og billedhuggeren Ole Christensen udvalgt 150 til Gudhjem Museum, hvoraf bogen gengiver de 50. De viser Høst som en registrator på et helt umiddelbart og ofte naivt-barnligt plan af folkelivet på Bornholm.
Ind imellem er der ikke langt til femårige Virtus Rytter Petersens ekspressive malerier på Charlottenborgs Forårsudstilling, skulle jeg hilse og sige. Der er et myldrende Leben i disse 'snapshots' gjort med vaklende streg og 'frække', antydningsvise markeringer af farverne: Her en rød klat, der en gul stribe, og der på blåt papir antydningen af en af de ildebrande, der tiltrak Høst så meget, at han havde en fast aftale med det bornholmske brandvæsen om at kontakte ham, så snart der udbrød ildebrand.
Engang fik han meddelelsen, da han var undervejs til en middag hos amtmandens, og han vendte da straks vognen med ordene "Til fankinj me amtmanjsa midda, nå'red brænjer!" (oversat til rigsdansk: Til Fanden med amtmandens middag, når det brænder).

Manisk til det sidste
Høst noterede lynhurtigt sine iagttagelser ned. Ingen svinkeærinder i form af refleksion eller tøven kom imellem ham og det sete. Viskelæder var utænkeligt: "Viskelær? Bruger en kat viskelær, når den forfejler sit spring," sagde han.
Høst tegnede og malede manisk til det sidste, som om han kun kunne ånde, hvis han konstant omplantede sine sanseoplevelser til lærredet eller papiret.

Lette og dansende
På papiret brugte han tusch, kul, oliekridt og blyant. Tuschen anvendte han på samme måde som de japanske og kinesiske tuschmalere, hvor stregerne flyder ud i pletter. Lette og dansende viser Høsts skitser, den virkelighed, der omgav ham. Med Tiemroths ord: "Tegningerne var Høsts måde at erkende sit daglige og sociale liv. Her var der i høj grad plads til medmenneskelig kontakt... Maleriet (derimod) var hans middel til at bringe sig i et personligt erkendelsesforhold til altet."
Høst opvoksede, som mange ved, i Svaneke, men efter sin uddannelse ved Kunstakademiet i København, vendte han tilbage til fødeøen, da han arvede et lille hus syd for Gudhjem, 'Norresân', der til Sankt Hans i år (en passende åbningsdag for en - i bogstaveligste forstand - ild-sjæl) åbner som landets første Høst-museum.

*Skitser på Gudhjem Museum. Oluf Høst. Christian Ejlers' Forlag. 72 s., kr. 98,-. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her