Udnævnelsen af Lars Nittve til direktør for Tate Gallery of Modern Art er et internationalt skulderklap til en fremsynet formidler af samtidskunst, men stiller uret tilbage for Louisiana
Kommentar
Når de gamle turbinehaller ved Themsen til foråret år 2000 efter ombygninger til 1,5 mia. kr. åbner som briternes stærke modtræk på samtidskunstens område til Museum Ludwig i Køln, Pompidou-Centret i Paris og MOMA i New York, bliver drivkraften, som nævnt i gårsdagens avis, den visionære direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst, svenskeren Lars Nittve.
Han tiltrådte for kun tre år siden stillingen som direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst og afstedkom i sin lederperiode en revolution på stedet. Lars Nittve tiltræder sin nye stilling, der må betegnes som en af de hotteste inden for samtidskunsten i hele verden, den 1. september i år og forlader sin stilling på Louisiana til sommer.
Hans stilling overtages af den igennem mange år fungerende, yderst erfarne museumsinspektør, Steingrim Laursen, hvis seneste museums'værk' er den fremragende Bacon-udstilling, der er forlænget til den 10. maj. Laursen sekunderes af museumsinspektørerne Helle Crenzien, Åsa Nacking (ansat i Nittves tid) og Kjeld Kjeldsen.
Gyldendal-direktøren Kurt Fromberg indtræder i øvrigt i Louisianas bestyrelse, meddeler museet. Han afløser Allan Philip, der i henhold til museets vedtægter om en
70-års grænse, går af.
Louisiana tiden
Inden magisteren og den forhenværende kunstkritiker Lars Nittve i 1995 satte sig i Jensens varme stol, havde han allerede bevist sine visionære evner som overinspektør på Moderna Museet i Stockholm, efterfulgt af direktørposten for det prestigiøse Rooseum i Malmø.
Her arrangerede han iøjnefaldende udstillinger med Allan McCollum, Charles Ray, Andy Warhol (der viste mindre belyste sider af Warhols oeuvre), Sherrie Levine, Walter de Maria, men også med lokale verdensnavne som Ola Billgren. Det er dog overvejende amerikanske kunstnere, som Nittve har eksponeret, hvilket også stod klart i forbindelse med, hvad der skulle blive hans sidste udstilling på Louisiana, 1997-sommerudstillingen Sunshine & Noir med deltagelse af kunstnere fra den kontroversielle kunstscene i L.A. For det var Åsa Nacking, Lars Grambye og Tone O.
Nielsen, der kuraterede Louisiana-udstillingen på Nittves opfordring.
Vigende besøgstal
Umiddelbart kunne man knytte Nittves afgang sammen med de vigende besøgstal, som de svært tilgængelige udstillinger med samtidskunst, han skabte. Som det er fremgået af Louisianas egne informationsrige årsrapporter, så har publikumstallet fra 1994, året før Nittve tiltrådte, faldet drastisk. I 1994 var det oppe på 640.000, i 1995 525.000, i 1996 (Kulturbyåret) 540.000 og i 1997 410.000.
Det traditionelle Louisiana-publikum har drejet om på hælen ved synet af krævende videoskærme, installationer, hvori indgår prosaiske hverdagsobjekter m.v. og har søgt andre divertissementer på søndagsudflugterne. Og samtidig har det yngre publikum svigtet, selv om Louisiana under Nittves auspicier har gjort sit til at få tag i de unge med techno-parties, omvisninger, kunstnerforedrag m.v.
Men Nittve har aldrig skelet til besøgstal. Han havde ekstremt lave besøgstal i sin tid på Rooseum. Det, der talte, var ikke så meget hvor mange, men hvem, der kom. Og om der var hul igennem til de internationale kunsttidsskrifter og de globale kunstcentre, som Nittve har særdeles gode kontakter til. Han var i øvrigt medlem af Venedigbiennalens censurkomité i 1997. Og det var i høj grad kunstnere, kunstkritikere, reelt nysgerrige og søgende personer, der opsøgte de ofte komplicerede, konceptuelt baserede, men højst tankevækkende udstillinger.
Louisiana i et tomrum
For Nittve er der tale om et avancement af dimensioner, som man skal være mere end lokalpatriot og Øresundsregionsfreak for at takke nej til. Hans nye job har base midt i samtidskunstens Mekka, for begrebet 'Britart' svarer til, hvad Britpoppen er i musikverdenen. Det er vildt provokerende kunst, der laves af de unge britiske kunstnere i disse år.
London er unægtelig noget mere spændende end Hälsingborg, hvor Nittve bor med sin kone og søn. Vi siger herfra tillykke til Nittve, men krydser fingre for, at Louisiana ikke stirrer sig blind på besøgsstatistikkerne og vover et øje i ny og næ.
Louisiana står med Nittves afgang i et tomrum. Museet får konkurrence til stregen fra Arken, Statens Museum for Kunst, Kunstforeningen, Brandts Klædefabrik, men også fra et så fjerntliggende museum som hans gamle arbejdsplads, Moderna Museet, der netop er nyåbnet - og nyombygget.
Under Laursens ledelse af museet i trygge hænder - måske for trygge.
