Læsetid: 5 min.

Den 'nødvendige' fordrivelse

30. april 1998

Det er ikke alt ved Israels fødsel, israelerne ønsker at huske i dag. For eksempel de etniske udrensninger og massakrerne

Israel 50
Den 30. november 1947 blev syv jøder skudt ned af en palæstinensisk bande i Tel Aviv. Herefter eksploderede den strid, israelerne kalder for Uafhængighedskrigen og araberne for Katastrofen.
Et år og to måneder efter var det hele forbi. Israelerne havde vundet en stat. Palæstinenserne havde mistet et hjemland. Omkring 725.000 palæstinensere var drevet på flugt. For stedse, vil de fleste i dag mene.
I dag findes der cirka tre millioner efterkommere af de palæstinensiske flygtninge. En million bor i lejre under rædselvækkende forhold.
Det er 50 år siden, deres eksil begyndte.

Fordrivelse
Den 29. november 1947 støttede FN en plan, der skulle dele Palæstina i en jødisk og en palæstinensisk stat. Palæstina var på de tidspunkt under engelsk mandat, men landet var opløst i anarki og bandekrige. Englænderne var hastigt på vej ud efter terror fra både jødisk og arabisk side.
Mordet på de syv jøder dagen efter FN's forslag blev offentliggjort, var et direkte palæstinensisk svar på den delingsplan, som jøderne accepterede, men som araberne pure forkastede.
Det førte til en krig, araberne begyndte, men som jøderne udnyttede til det yderste.
De palæstinensere, der ikke flygtede, drev jøderne ud med magt.
Den israelske hær gav dem ingen mulighed for at vende hjem igen. Stort set alle de 369 palæstinensiske byer, som blev forladt under krigen, jævnede de israelske soldater med jorden.
De blev erstattet af nye byer. Oven på eller ved siden af byggede israelerne huse til den enorme strøm af jødiske indvandrere, der efter krigen væltede ind over landet fra alverdens hjørner.
Det palæstinensiske flygtningeproblem var herefter en realitet.

Fortiden sætter aftryk
"Fortidens begivenheder sætter desværre et stort aftryk på nutiden og fremtiden. Det palæstinensiske flygtningeproblem udgør i dag og i fremtiden den sværeste konflikt at løse mellem Israel og de arabiske lande."
Det spår den israelske historiker Benny Morris. Det er i høj grad hans fortjeneste, at israelerne i dag er tvunget til at acceptere en anden og langt mere ubehagelig version af deres egen stats fødsel end den officielle historieskrivnings myter. Det er hans skyld, at det sorte kapitel i Israels historie har set dagens lys.
"Zionisterne har altid fastholdt, at de var hellige, rene og retfærdige. Og her var beskrivelser, der viste, at det hele ikke var gået for sig så rosenrødt, som de troede.Under krigen opførte nogle israelere sig sadistisk og brutalt, og regeringen så igennem fingre med det. Daværende premierminister Ben Gurion beordrede direkte, at ingen skulle retsforfølges for at dræbe arabere - og der var mange massakrer i 1948."

Ingen jødisk plan
Benny Morris står i spidsen for den nyhistoriske retning i Israel.
Han gør op med den uskyldsrene zionistiske udlægning af krigen i 1948, der hævder, at palæstinensere flygtede efter ordre fra deres egne ledere.
Den israelske historiker påpeger dog, at der ikke var nogen overordnet jødisk plan om at smide palæstinenserne ud.
"Men der var en atmosfære i landet," siger han og fortsætter; "og så var der, hvad Ben Gurion ønskede skulle ske. Han lod sine folk forstå, hvad det var. Nogle af dem udførte det, andre gjorde ikke. De fleste israelske generaler fordrev palæstinenserne, hvis det var 'nødvendigt'. Men der var også nogle generaler, der lod være. Derfor findes der næsten en million arabere i Israel i dag, og det har været en forfærdelig historisk ulykke for Israel."

Femte kolonne
Men Morris kan godt forstå, hvorfor Ben Gurion ville smide palæstinenserne ud. Hvis ikke krigen var opstået, havde de udgjort en Femte Kolonne i Israel. Han tilføjer:
"Den jødiske stat ville have haft 500.000 jøder og 400.000 palæstinensere, hvis ikke problemet var blevet løst. Palæstinenserne ville have været fjendtligt indstillet over for den jødiske stat og vrede over at være en del af denne stat. De ville måske have forsøgt at undergrave den; også militært. Hvad de jo rent faktisk forsøgte. Det var dem, der startede krigen mod Israel."
"Derfor kan jeg godt forstå Ben Gurions modvilje mod at lade disse folk være en del af hans stat. Det ville være en trussel mod Israels eksistens. Enhver fornuftig og intelligent leder ville have sagt, at vi må forsøge at få så mange ud som muligt."

Lydda og Ramla
Det to palæstinensiske byer Lydda og Ramla er et eksempel på, hvor israelerne tog fat. Den 9. og 10. juni 1948 angreb den israelske hær de to palæstinensiske byer. Formålet var at demoralisere indbyggerne, og inden for ganske få dage resulterede det i en næsten fuldkommen exodus fra de to byer.
Omkring 60.000 palæstinensere blev fordrevet til arabiske territorier. 250 indbyggere var blevet mejet ned af israelske soldater. Morris forklarer:
"Efter de israelske tropper indtog byerne begyndte nogle af beboerne i Lydda, som endnu ikke var blevet afvæbnet, at skyde på dem. De israelske tropper fik ordre på at sætte en effektiv stopper for det. Og så skete der det, man mere præcist kan kalde for en massakre. Det var i fald ikke en retfærdig kamp. Kun to eller fire israelere døde, mens over 250 palæstinensere blev dræbt."
"Derefter godkendte Ben Gurion ikke bare fordrivelsen af befolkningen i Lydda, men også nabobyen Ramla, hvor der ikke havde været nogen kampe. Soldaterne gik fra hus til hus, og fra jeep med højttaler blev befolkningen på arabisk beordrede til at komme ud og gå mod øst. I Ramla blev nogle af dem transporteret i busser. Men de langt de fleste blev nødt til at gå med al deres oppakning."

Fortrængning
Man kan undre sig over, hvorfor de massakrer og fordrivelser, Morris blotlægger, først er kommet frem inden for de sidste ti år.
De israelske soldater som deltog, "har begravet deres hukommelse", siger Morris. Derfor har de ikke turde fortælle offentligheden, hvad der egentlig skete.
"Nogen af dem kan ikke huske det; nogen fordrejer deres hukommelse, og nogen taler simpelt hen ikke om det," forklarer han og fortsætter:
"Jeg mødte Yigal Yadin, der var den fungerende øverstbefalende for den israelske hær under krigen. Jeg spurgte ham: "Kan du huske massakrerne og fordrivelserne i Lydda og Ramla."
"'Nej', svarede han, 'det kan jeg ikke huske. Jeg siger ikke, at du lyver. Jeg kan bare ikke huske, hvad der foregik.' Og derefter sagde han noget, som formentlig er sandt: 'Jeg førte en hær gennem en enorm krig, og Israels eksistens var i fare. Jeg havde andre ting at tænke på. Jeg kunne ikke tage mig af, at 60.000 arabere blev smidt ud - ja, selv en massakre kunne jeg ikke tage mig af. Det var ikke vigtigt'."
"Yadin havde ret, det var ikke vigtigt for ham. Hans soldaters liv var vigtigt. Lydda og Ramla var en mindre væsentlig begivenhed, og derfor glemte han den. Men han glemte også, fordi han ikke ønskede at huske. Det var moralsk set ubehageligt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her