Læsetid: 7 min.

Nordirsk fred med grænser

11. april 1998

Historiske uretfærdigheder og nutidig diskrimination er den cocktail, som har skabt en stor mistro, som ikke forsvinder på en nat

LONDON - Nordirernes fiksering på, om det er Storbri-tanniens Union Jack eller Irlands tre-farvede flag, som vajer over Belfast er noget af en anakronisme. For de fleste love, der regulerer folks hverdag fra miljø over økonomisk politik til arbejdsmarkedsforhold, bestemmes hverken i London eller Dublin - men i Bruxelles.
Siger man den slags ting til de 1,7 mio. nordirere, kigger de på én, som om man kom fra en anden planet. For dem er der intet større og mere følelsesmæssigt intenst spørgsmål end den grænse, der skiller Nordirland fra Republikken Irland. Også selv om de to territorier formodentlig om få år vil have en fælles mønt - euroen - og selv om de i årevis har haft identiske regler for f.eks. varernes bevægelighed. Både Storbritannien og Irland kom med i det europæiske fællesskab i 1973 - samtidig med Danmark.
Alligevel er der ganske forståelige betænkeligheder på begge sider, som har ført til, at de pro-britiske unionister med djævelens vold og magt vil fortsætte Nordirlands union med Storbritannien. Ligesom de katolske, pro-irske republikanere med lige så stor vold og magt til have provinsen revet ud af briternes greb og 'hjem' til Irland. Øen blev delt, da Irland fik sin selvstændighed i 1921, og Nordirland, hvor efterkommerne af britiske kolonialister fra det syttende århundrede var i flertal, forblev britisk.
Den nye fredsaftale i Nord-irland er et forsøg på at finde en balance, hvor Nordirland nok fortsætter i union med Storbritannien, men hvor irerne får indflydelse, og magten i selve provinsen deles mellem de to befolkningsgrupper.

Indgroet mistro
Det er hårdt at acceptere for begge. For mistroen er indgroet.
Unionisterne har altid frygtet en irsk enhedsstat, hvor de ville blive et lillebitte mindretal. De henviser f.eks. til, at der næsten ikke er nogen protestanter tilbage i Irland. Ikke at protestanterne ligefrem er blevet etnisk udrenset, men alligevel. Ifølge professor Paul Bew fra Queen's University i Belfast var der ca. ti pct. ved Irlands selvstændighed, mens tallet nu er nede på omkring tre pct.
Protestanterne ville bestemt heller ikke bryde sig om at være underlagt irsk lovgivning. For den katolske kirke har stærk indflydelse, og især kvinderne synes, at det ville være et tilbageskridt at blive underlagt f.eks. det irske forbud mod abort, som kun kan fraviges, hvis kvindens liv er i fare.
Også den økonomiske udvikling har mest talt for at blive i Storbritannien, for indtil for ganske få år siden var Irland et af Europas fattigste lande. Det har dog ændret sig de seneste år - ikke mindst hjulpet godt på vej af EU's strukturfonde. Hvor Irlands bruttonationalprodukt i 1995 var på 93 pct. af EU-gennemsnittet, var Nord-irlands bruttonationalprodukt helt nede på 80 pct.

Flertalsdiktatur
Frygtsomheden er ikke mindre hos republikanerne. En del af deres anti-unionisme er ganske vist ren nationalromantik - den fædrene jord, blodets bånd og den slags - men deres bekymring er faktisk til at forstå, når man ser en smule på historien.
Det oprindelige nordirske styre - Stormont, som det blev kaldt efter det slot, hvor det havde til huse - var totalt domineret af unionisterne, der regerede Nordirland, som var det deres eget lille, private baronat. Flertalsdiktatur med andre ord.
Ubalancen fik meget konkrete udtryk og hænger stadig ved. For eksempel udgør katolikkerne i dag kun 8,25 pct. af RUC (Royal Ulster Constabulary) - Nordirlands politistyrke. Netop fordi den traditionelt er blevet anskuet som unionisternes forlængede arm, er der ikke så mange katolikker, som har lyst til at søge ind.
Også arbejdsløsheden er større hos katolikkerne end protestanterne. For eksempel er 23 pct. af de unge katolske mænd mellem 16 og 24 uden arbejde, mens det tilsvarende tal hos protestanterne er på 14 pct.
På et tidspunkt blev det katolikkerne for meget, som krævede mindretals- og civile rettigheder. Stor ballade og uforstand fra unionisternes side - ville de fattige, forpjaltede, lusede og lurvede katolikker virkelig have noget at skulle have sagt? Vorherrebevares.
Resultatet var en radikalisering hos begge befolkningsgrupper, som da også førte til fornyet væbnet kamp helt op til nu.

Direkte styre
I starten af 70'erne blev situationen så uregerlig, at Stormont-styret blev ophævet, og den britiske regering simpelt hen indførte direkte regering fra London. Derefter blev der i den såkaldte Sunningdaleproces gjort forsøg på magtdeling med en valgt forsamling og en planlagt grænseoverskridende myndighed mellem Nordirland og Irland. Men planen strandede på unionisternes modstand og måtte opgives. I stedet blev der igen indført direkte styring.
Det gav blandet resultat. Unionisterne følte sig sviget af 'storebror' i London. Mens katolikkene nok var lettede over, at de ikke længere blev regeret rundt med af deres egne naboer, men samtidig opfattede de det britiske styre som en kolonimagt, der manifesterede sin magt.
Nu forsøger Nordirland så igen med magtdeling og en grænseoverskridende myndighed - ligesom i starten af 70'erne, hvor planen som nævnt ikke overlevede ret længe.
Men der er forskel. Denne gang har politiske repræsentanter for visse - men ikke alle - voldelige grupper været med i forhandlingerne. Storbritannien er på vej til at blive meget mindre centraliseret end dengang med delvist selvstyre til Skotland og Wales. Irland er gået med til at opgive sit territoriale krav på Nordirland. Og både den britiske og den irske regering har sendt kraftige signaler til nordirerne om, at de må tage sig sammen og løbe risici for at få fred.
Det har de vist, at de er parate til. Spørgsmålet er nu, om befolkningen er det samme.

FAKTA
Protestanterne
*Protestanterne udgør i dag 54 pct. af Nordirlands befolkning på 1,66 millioner, og de har domineret provinsens politik og økonomi, siden Irland blev delt i 1921.
Ni ud af 10 protestanter ønsker, at Nordirland skal forblive en del af Storbritannien, og de har indtil nu været erklærede modstandere af alle forsøg fra de britiske og irske regeringers side på at formalisere en form for magtdeling eller irsk indflydelse på, hvad der sker i Nordirland.
Der er mange protestanter i hæren, og de udgør også henved 90 pct. af politistyrken, der ofte beskyldes for ikke at være upartisk, og som også er blevet beskyldt for at have forbindelser til ekstremistiske protestanter.
På det økonomiske plan dominerer protestanter som ledende i de fleste store virksomheder, der i øvrigt også for de flestes vedkommende er beliggende i Nordirlands protestantiske zoner.
Protestanter sidder også på de fleste job i provinsadministrationen.
Adskillige bevæbnede protestantiske grupper eksisterer og har ført en voldelig kampagne for at bevare Nordirland som en del af Storbritannien.
De to største overholder den igangværende våbenhvile, men den lille ekstremistiske Loyalistiske Frivillige Styrke (LVF) har i de senere måneder optrappet deres aktiviteter og har sået terror i det katolske samfund.
Deres slagord lyder: "Død over Paven" og "Ud med irerne".

Katolikkerne
*Katolikkerne udgør 43 pct. af befolkningen, men har i århundreder ingen politisk magt haft i Nordirland. Indtil 1965 var katolikkerne end ikke repræsenteret i Stormont - det tidligere nordirske parlamenet. Valgsystemet, som indebærer, at visse protestantiske familier har ret til at stemme to gange, har længe blokeret for katolikkernes mulighed for at vinde i store byer som f.eks. Londonderry, hvor katolikkerne ellers udgør flertallet.
I nogle af den nordirske konflikts mest blodige år fra 1969 til 1972 blev 60.000 katolikker jaget ud af deres boliger i forbindelse med en kampagne, der er blevet betegnet som etnisk udrensning.
Eftersom der diskrimineres mod katolikker på arbejdspladserne, er det også blandt katolikkerne, man finder den højeste arbejdsløshedsprocent. Den er dobbelt så høj som blandt protestanter, selv om anti-diskriminationslove har forbedret deres forhold en smule.
De største af de katolske partier - Socialdemokratiet, Labour og Sinn Fein, der er den Irske Republikanske Hærs (IRA) politiske gren - har accepteret at udskyde deres krav om Nordirlands øjeblikkelige genforening med Irland. IRA har overholdt den igangværende våbenhvile siden juli 1997. Men ekstremistiske katolske grupper som f.eks. Den Irske Nationale Befrielseshær (INLA) har gennemført angreb i våbenhvileperioden.
Deres slagord er: "Ud med briterne".

Fredsaftalen for Nordirland
*Aftalen mellem Storbritannien, Irland og de nordirske partier om fred i Nordirland har bl.a. følgende elementer:
*Der etableres en regionalforsamling med lovgivende beføjelser på en række områder, men det vigtigste bliver at etablere et nord-syd-ministerråd om samarbejde mellem Nordirland og republikken Irland.
*Nord-syd-rådet sammensættes af ministre fra den irske regering i Dublin og af repræsentanter fra den nye forsamling i Belfast. Rådet bliver ansvarlig over for forsamlingen og regeringen i Dublin. I første omgang skal rådet beskæftige sig med begrænsede opgaver som turisme, trafik og dyresundhed. Med tiden kan andre opgaver komme til. Rådet skal også håndtere en række følsomme emner som politiarbejde, fanger og afvæbning.
*Den irske regering har forpligtet sig til at ændre artiklerne to og tre i den irske forfatning. Disse artikler handler om, at Nordirland hører til Irland. Den britiske regering ændrer samtidig sin love om Irland. Dermed skal det slås fast, at Nordirlands forfatningsmæssige status ikke kan ændres uden de nordirske borgeres tilslutning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her