USA reagerer skarpt på irakisk melding om, at aftalen med FN kun er tidsbegrænset
BOSTON - Præcis to måneder efter at fredsduerne lettede fra Bagdad truer Irak endnu en gang med at fremprovokere en krise med USA og FN's sikkerhedsråd, som kan ende i militær konflikt og underminere FN-chefen Kofi Annans mæglerrolle.
Mandag beskyldte USA
irakerne for at bryde et løfte indgået 23. februar i Bagdad om at samarbejde med FN's våbeninspektører, hvis opgave er at eliminere Iraks kapacitet til at fremstille og affyre masseødelæggelsesvåben.
"Det varer længe før FN's sanktioner bliver ophævet," sagde udenrigsministeriets talsmand, James Rubin.
Den pludselige tilspidsning af situationen skyldes i første række den irakiske regerings overrumplende påstand om, at aftalen indgået i Bagdad mellem Annan og vicepremierminister Tariq Aziz om adgang til otte hemmelige domæner - præsidentpaladser med over 1.0000 bygninger - er tidsbegrænset. I et memorandum står der ellers, at FN skal foretage "indledende og efterfølgende besøg."
Foreløbig har en delegation på over et hundrede FN-eksperter og diplomater inspiceret de otte domæner en enkel gang. Vicechefen for FN's særkommission for Irak, UNSCOM, beretter i en rapport, som blev offentliggjort i sidste uge, at alle bygninger var blevet evakueret af de
irakiske myndigheder i forvejen. Han fik at vide af olieminister, løjtnantgeneral Amer Rashid, at Irak i praksis anser ét besøg for tilstrækkeligt.
Op til sidste weekend forkyndte vicepremierminister Aziz og udenrigsminister Mohammed Saeed al-Sahaf herpå, at Irak vil kræve en fuldstændig ophævelse af FN's økonomiske sanktioner under et møde i Sikkerhedsrådet på mandag. "Det er nu bevist, at USA og Storbritannien løj, da de påstod, at der var våbenfabrikker i præsidentpaladserne. Disse falskheder dækker over deres plan om at udøve aggression mod Irak," sagde Aziz.
Lodret modsigelse
Iraks holdning bliver lodret modsagt af UNSCOM's chef Richard Butler, der i sin halvårlige rapport om afrustning af landet skriver, at så godt som ingen fremskridt er blevet gjort siden sidste efterår, fordi Saddam Hussein har fremprovokeret den ene krise efter den anden.
"Vi havde foretrukket, at Iraks påstand om at være fri for masseødelæggelsesvåben og udstyr til at fremstille dem, er sandt. Men det har vi ikke været i stand til at efterprøve. Vores mandat tillader os ikke at acceptere nedrustning, blot fordi Irak påstår det," skriver Butler.
Med henvisning til UNSCOM-rapporten siger talsmanden for USA's udenrigsministerium:
"Irakerne fortsætter med at lyve og skjule sandheden om eksistensen af langtrækkende missiler, kemiske våben som VX og sarin og biologiske våben som antrax," udtaler James Rubin.
Den irakiske udenrigsminister ankom sidste weekend til New York for at overbevise Sikkerhedsrådet om at slække sanktionerne mere, end hvad USA og FN allerede havde afgivet løfte om under krisen i februar. På det tidspunkt blev Irak stillet i sigte, at FN vil tillade en fordobling af landets olieeksport, dersom den ekstra indtægt går til import af fødevarer og medicin forvaltet af FN.
Irak har forløbigt afvist disse betingelser under påskud af, at de krænker landets suverænitet.