Læsetid: 5 min.

Ny kreditværdighed

25. april 1998

Den ene dag skyldte jeg 365.000 kroner væk. Den næste kun 55.000. Og først da vidste jeg, hvor meget den studiegæld har betydet

QLUMMEN
Den 28. marts dumpede et livsændrende brev ind på gulvet i entréen. Den afgørende passage lyder sådan her:
"De opfylder betingelserne for en delvis eftergivelse af Deres studiegæld, jf. lovens Pgf. 14, stk. 4. Studegælden nedskrives til 55.100 kr."
"De skal tilbagebetale restgælden, der er rentefri, til Hypotekbanken med 1.900 kr. hver den 1. i måneden, første gang 1. maj 1998. De vil modtage girokort på beløbet."
Jeg har betalt 1.700 kroner om måneden i de sidste mange år. Så min akutte økonomi bliver ikke forbedret. Men dagen før brevet kom skyldte jeg 365.000 kroner. Gælden voksede de første mange år efter, jeg blev færdig på universitetet, og er kun faldet ubetydeligt i de sidste. Renter og renter og renter ...
Så den pludselige udsigt til at skulle betale nogle hundrede kroner mere hver måned i to et halv år og så være gældfri, gjorde mig bogstavelig talt svimmel af glæde. Og først da gik det op for mig, hvor tyngende jeg har følt den gæld. Den har bare hørt til i skuffen for ting, der ikke kan ændres, og derfor må accepteres som et livsvilkår. Betalingen for at få en høj uddannelse og et ret vellønnet job.
Samt et aflukke for amoralsk opførsel.

Ør af begejstring ringede jeg rundt til de af mine gamle studiekammerater, som sammen med mig har fået tallet af højgældsramte op over 5.000. Jeg er den første gældssanerede i bekendtskabskredsen. Ingen andre har troet, det var muligt, og derfor har ingen af dem søgt. Det gør de nu.
Reglerne for gældssanering er blevet ændret, gjorde min revisor mig opmærksom på sidste efterår (sådan en har jeg, fordi det selv for en statskundskabsuddannet er lettere at hitte rundt i nationalregnskabet end i skattelovgivningen).
Man kan søge om sanering 12 år efter afsluttet eller afbrudt uddannelse. Og saneringens størrelse afhænger af, hvor meget Hypotekbanken forventer, at den gældsplagede kan betale med såkaldt passende ydelser inden udløbet af en 15-årig tilbagebetalingsperiode.
"Passende" er i denne sammenhæng en rent matematisk størrelse, nemlig mindst 15 procent af den del af bruttoindkomsten, der overstiger niveauet for arbejdsløshedsunderstøttelse. Og det er altså for mit vedkommende 1.900 kroner om måneden.

Som sagt betyder saneringen faktisk en lille forværring af min økonomi de næste par år. Men udsigten til at blive kreditværdig og moralsk o.k. er så meget desto skønnere.
Det har jeg ikke været, siden min studiegæld overgik til Hypotekbanken for ti år siden.
Da jeg blev færdig i 1985, var de 90.000 kroner, jeg havde lånt med statsgaranti i banken over ti år, nemlig vokset til 280.000. Et helt uoverskueligt beløb for en nyuddannet akademiker på demittentsats i de år, hvor arbejdsløsheden blandt akademikere var høj.

Jeg lukkede bogstavelig talt øjnene og smed brevene fra banken med krav om tilbagebetaling i papirkurven uden at besvare dem. Og så endte gælden selvfølgelig i Hypotekbanken.
Man kan med en vis ret kalde denne opførsel for umoralsk - det er i hvert fald, hvad en af mine bedste venner, som trofast har betalt af på sin gæld, har skældt mig ud for at være.
"Du begyndte også at tjene en anstændig akademisk løn, så snart du blev færdiguddannet", er mit sure svar altid.
Han rammer mig imidlertid lige på selvopfattelsen: Jeg bryder mig ikke om at være en af den slags, der ikke svarer enhver sit. En dårlig betaler.
Men det er, hvad jeg er, set gennem en bankrådgivers (sic!) briller, opdagede jeg for et par år siden, da jeg bad om at få en kassekredit på 30.000 kroner for at købe et kolonihavehus - hvilket er et uanseeligt beløb i forhold til min årsindstægt.
"Vi vil ikke låne sig så meget som en femøre, med den gæld i Hypotekbanken," sagde den unge mand, fuldstændigt upåvirket af min harmdirrende belæring om, at årsagen til at min gæld var røget op i den størrelse var, at den bank, han var ansat i, tog ågerrenter på studielån i begyndelsen af 1980'erne.
Ågerrenter! Det er det mest præcise udtryk for de 15, 16, ja helt op til 18 procents renter, der løb på studiegælden i de år. Ellers plejer prisen på at låne penge at være bestemt af usikkerheden for at få pengene hjem igen: Jo større usikkerhed, desto større rente - det er elementær økonomisk lærdom. Undtagelsen, der bekræfter reglen er de statsgaranterede bank-studielån i 70'erne og 80'erne. Jeg mener: Man kan vel næppe forestille sig en mere sikker kautionist end staten, vel? Ikke desto mindre tog bankerne sig de højeste renter betalt for netop denne slags lån.

Derfor har jeg aldrig kunnet mobilisere ægte dårlig samvittighed over at skelne skarpt mellem studiegæld og anden gæld. Den sidste skal betales, den første er det o.k. at slippe let udenom.
"Du kunne have betalt, hvad du skulle, uden at have bevæget dig ned under en gennemsnitlig dansk levestandard," har min krakilske ven sagt utallige gange.
Og det har han haft irriterende ret i, især de senere år. Til sidst blev det et "det-taler-vi-ikke-om-emne", fordi jeg ikke gad diskutere rimeligheden af at ryge 20 smøger, drikke god vin, spise ofte på restaurant, købe dyre strømper og lade cyklen stå og køre hjem i taxa, når det regnede - i stedet for at betale mere på min studiegæld.
Eller gad og gad.
Jeg syntes bare, det var en hammeruretfærdig høj pris for at få en uddannelse, når man ikke lige havde forældre, der kunne brødføde en, når man flyttede hjemmefra. Jeg fatter stadig ikke det politiske rationale i lovgivningen fra den gang... og måske er den enkle forklaring på loven om gældssanering, at rationalet ikke var der.

Jeg har kendt folk med familie og børn, som var langt mere plaget af en stor studiegæld, fordi afbetalingerne sugede stødpuderne ud af deres økonomi eller hindrede dem i at købe sig et sted at bo.
Og på saneringsdagen gjorde glædes- (og rødvins)rusen over udsigten til kreditværdighed og min nyerhvervede mulighed for at have en sammenhængende moral på spørgsmålet om at betale det, man har lånt tilbage til udlåneren, mig helt nostalgisk.
Manglen på økonomiske midler til at købe en lejlighed, har nemlig gjort mig til en eftertragtet lejer hos gode venner med store huse og dyr husleje.
"Tænk, hvilke venskaber, jeg var gået glip af, hvis jeg ikke havde haft den gæld. For eksempel dig," filosoferede jeg sentimentalt og forstyrrede min husværtinde i hendes forberedelser til at flyve på ferie næste morgen.
"Kan jeg ikke hjælpe dig med noget," spurgte jeg.
Og med den tålmodighed i stemmen, der kun bruges over for midlertidigt følelsesmæssigt labile mennesker, svarede hun:
"Du kan gå i seng og lade mig være i fred."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her