Læsetid: 7 min.

Nyhedskulturudviklingshusets time

4. april 1998

INTERMETZO
Danmarks Radio - som i sin egenskab af multimedial virksomhed i udadvendte sammenhænge og måske for at lægge en anelse afstand til oprindelsen som slet og ret dampradio nu kalder sig DR - står umiddelbart foran ét af de vigtigste udviklingsspring i mange, mange år. Hvad der kommer til at ske i den kommende måneds tid og de følgende opbygningsår vil få dominerende betydning for den elektroniske nyhedskultur i Danmark og dermed for hele nyhedskulturen i landet.
Generaldirektør Nissens plan om at samle Danmarks Radios nyhedstjenester under én hat i ét hus skal nemlig nu til at realiseres. Bestyrelsen i DR har for det første vedtaget konstruktionen i princip og tanke og for det andet besluttet - som en væsentlig afvigelse fra direktionens oprindelige forslag - at det samlede nye nyhedskoncept skal ledes af en supernyhedsdirektør, samt for det tredje givet grønt lys til de indledende øvelser med henblik på at realisere selve det konkrete hus.
Prisen på en kvart milliard, der jo i sig selv er noget, vil utvivlsomt blive højere undervejs. Måske det dobbelte af den projekterede sum. Men sådan er det jo som regel med den slags storprojekter. Og skide være nu også med dét. Penge til en så langsigtet og i og for sig storslået løsning er noget, man skaffer. Og vel også bør skaffe.
Selve idéen er nemlig i bund og grund ikke så åndssvag, men kan tværtimod - med ynde og behændighed og tilbageholdt kommandérsergenttonefald godt blive svaret på mange medarbejderes fagligt begrundede bønfaldelser gennem snart mange år. At ideen også mødes med modstand siger sig selv. Forandringer til det uprøvede og derfor usikre er aldrig morsomme, og den tunggumpede konservatisme i huset er velkendt. Hvilket så også har sine grunde, eftersom forvæntheden med at strukturforandringer i huset går godt og bliver til salighed for de mange og til glæde for kunderne efter mange dårlige erfaringer kan ligge på et beskedent sted.
Men tilbage til planen, der i al korthed går ud på at rationalisere nyhedstjenesterne, hvor de nu ligger spredt over det kvarte Storkøbenhavn, ved en fysisk og administrativ sammenlægning. TV-Avisen udflyttedes i sin tid fra Radiohuset i Rosenørns Alle til et rædsomt betonsjuskebyggeri i Gyngemosen, et byggeri der for det første - og i det hele taget hvad angår TV-Byen - aldrig burde være blevet til, og for det andet ikke burde have været ramme om en nyhedsredaktion, hvis kontakt til miljøerne er af afgørende betydning for inspiration, trivsel og kvalitet. Med TV-Avisen udflyttede selvfølgelig også de daværende magasinprogrammer, dengang TV-Aktuelt, som er forløberen for de nutidige tungere enheder i TV-Avisen, og var en vægtig afdeling i afdelingen. Tilbage på den storartede adresse med ansigtet vendt mod Forum sad Radioavisens folk. Samt det der senere igen steg af asken og blev til endnu et nyt Orientering, den alternative og baggrundssøgende kommentatorudsendelse, der dagligt på sin egen insisterende måde med realpolitiske analyser på bordet og høj saglighed fører den måske lidt mere kræsne lytter rundt i Danmark og omegn inklusive det sydlige Afrika.

Imellem disse nyhedsafdelinger har der næsten altid eksisteret så at sige uoverstigelige mure, hvor det vel at mærke heller ikke var almindeligt, at nogen kravlede over. Hvis de gjorde, havde de bagefter pænt at blive, hvor de var kravlet hen. Medierne bandt, fordommene trivedes. Radiofolkene så skævt til tv, og tv-folkene havde nok i deres eget. Enkelte forsøg anstilledes med tværmediale samarbejder, men den slags slog ikke for alvor an. De respektive medarbejdere i deres respektive medier forblev også åndeligt og mentalt, hvor de nu engang var. Det er ikke altid lige smart.
Med en fysisk, koordinerende sammenlægning imødekommes en mulighed for at pendle, hvilket - stadig såfremt planen bliver forstandigt og yndefuldt udført - vil kunne stimulere en ellers temmelig statisk og lidet fornyelseslysten samlet nyhedstjeneste. Afdelingerne kan trække på hverandres specialmedarbejdere, den gode kommentar fra radioen kan i bedste fald finde frem til tv-mediet, hvis bestandige svaghed er hastig overfladiskhed og angst for længere og dybsindigere og mere perspektiverende sammenhænge. Tv-folkene kan givetvis inspireres til at videreudvikle historier i radioen o.s.v. Dertil kommer selvfølgelig som antydet de indlysende fordele i vore dage ved elektronisk stordrift, arkivtjeneste, biblioteksbistand, teknikfællesskab og alt det andet, der skal til for at få en moderne nyhedstjeneste til at fungere, alt det der koster - men tæller. Endelig åbnes for alvor vejen for renoverede korrespondentsystemer i betydningsfulde udlande, med fortællere, der kan til begge sider.

Med den store sammenlægning, hvis bestyrelsens beslutning betyder, at der ingen vej er tilbage, kan forudsætningerne med andre ord blive tilvejebragt for en nyskabelse i dansk elektronisk journalistik. Ingen tvivl om det. Såfremt bestyrelsen opper sig, kan man ligefrem risikere en anstændig nyhedsbygning i forbindelse med Wilhelm Lauritzens halvthundredeårige mesterværk af et radiohus. Parkeringen, som er lidt af gyser i projektet, må også kunne klares - måske ved at undergrave Forum eller Handelshøjskolen eller Radiohuset selv. Den slags har man folk til.

Vi kan altså se frem til fest og farver i nyhedstjenesterne med selvudviklende medarbejderstabe, hvis tværmediale akrobatik bliver til fornøjelse for de mange. Hvis såfremt ifald.
For sådan nogle forbehold er der jo altid i livets store øjeblikke. Hvis ifald den rigtige supernyhedsboss kommer i førerfeltet. For såfremt den forkerte person udpeges til den ophøjede gerning, kan alt falde på gulvet med et stort brag. Det kan det i og for sig alligevel. Men alligevel.
Disse banaliteter, der fastslår, at det er bedre at finde en god leder end en dårlig, er dog en kode, som er afgørende at kende for ikke tabe det bedste af DR's nyhedskultur på gulvet. Det helt afgørende grundsynspunkt er: at det ikke går med tvang. Man skulle tro, at den visdom efterhånden var sevet ind i dette snart aflagte århundredes aktører, men gang på gang ser man jo virksomheder blive hærget ud i deres mest særprægede krinkelkroge, fordi én og anden foretagsom sjæl vil have patent på virkeligheden og herske i eget billede.
For DR's vedkommende er en nyhedsafdelingssammenlægningsproces en langstrakt affære. Nogle vil måske sige at det fordrer et generationsskifte. Det er måske så meget sagt. Men for at fastholde respekten for mediernes særegenhed er det vigtigt ikke at presse. Det behøver ikke uden videre være en naturlig ting for folk, dybt forankrede i radioens saglige anonymitet at kaste sig ind i tv's produktions- og præsentationsformer. Men hvad vigtigere er, må de karakteristiske fortælleformer i radioen - herunder Orienterings karakter af klart alternativ - for enhver pris fastholdes som tilforn.
Det er jo pointen i det hele, eller skulle gerne være det: gennem rationaliseringen og samarbejdet at sikre mangfoldigheden, karakterafvigelserne og for så vidt også konkurrencen, skønt man med en vis ret kan sige, at, hvad angår medierne, er der gået inflation i dét begreb. Derfor er flersidigheden og originaliteten og kravet om en åben dør til at anskue nyhedsbegrebet decentralt mere påtrængende end andet.
Er der noget, befolkningen ikke kan være tjent med, er det en ensrettet og standardiseret nyhedsformidling i alle kanaler og tv og radio tilsammen. I forvejen finder man ikke de store variationer stationerne imellem. En marsboer ville næppe finde afgørende journalistiske forskelle mellem TV1 og TV2's dækning af verdensbegivenhederne.
Heri kommer det sture, sture nummer til at bestå for den nye nyhedschef, som allerhelst skal have viden, baggrund og erfaring fra begge medier og dertil være en helvedes god redaktør med taktisk sans og diplomatiske evner ud over det almindelige.
Vedkommende skal mere end noget andet have evnen til at indse forskelligartethedens charme og besidde tilstrækkeligt ledelsesmæssigt mod til at lade det menige folk i betragteligt omfang bestemme farten. Det gør de såmænd alligevel i det daglige, tingene skal jo ud, men alt for håndfaste strukturtvangsforanstaltninger kan ødelægge mangfoldighedens vækstlag og efterlade nyhedshuset goldt og tomt. I så fald bliver en oprindeligt god tanke monument over tidens tro på store enheder og centralstyret samdrift. En af de ideer, som i forbindelse med redaktionsprocessen i det nye nyhedshus har været luftet, kunne et øjeblik se ud som en sådan farlig centralisme, nemlig forestillingen om, at det ene medie i givne tilfælde bør gemme en nyhed til det andet - læs tv - der i så fald ville kunne fortælle historien mere sexet.

Det er den slags ufagligheder, der er egnet til at hensætte journalister i forståelig angst for hvilke tvangsmidler en sådan skævvridning af kulturen ville kunne indebære. Men det er også den slags skæverter, en kompetent person med journalistisk kultur og mediebevidsthed for både radio og tv kunne modstå. Det er overflødigt at sige, at vedkommende person også skal have hård hud. På ryggen. Her melder erfaringerne sig igen.
Men det er en anden og mere misantropisk historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her