Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

29. april 1998

Hoffmeyer skal være kronvidne
*Den tidligere nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer, skal være færongernes kronvidne i banksagen. I erstatningssagen mod Nyrup-regeringen og Den Danske Bank vil landsstyret og dets advokater fremlægge en video-optagelse med stærkt kritiske udtalelser om Færøbanksagen, som Erik Hoffmeyer fremsatte i færøsk tv sidst i januar, skriver Jyllands-Posten tirsdag. I interviewet i færøsk tv understregede Hoffmeyer, at den danske regering mod forventning ikke indkaldte Nationalbankens direktion for at høre dens mening.
"Vi regnede med at blive indkaldt til et møde med regeringen. Så fik vi pludseligt at vide, at der var taget en beslutning. Det var ikke alene atypisk i forhold til tidligere, men også ved senere bankkriser har det været sådan," siger Hoffmeyer blandt andet i interviewet.

EU: Sanktionstrusler skal væk
*EU-landene presser nu hårdt på for at få afsluttet den langvarige strid om USA's sanktionslove, der kan ramme europæiske investeringer i Cuba, Iran og Libyen. Derfor kræver EU nu, at sanktionstruslerne fjernes, hvis den samhandlen med USA skal udvikles. Det fastslog EU's udenrigsministre på et møde i Luxembourg. EU og USA mødes den 18. maj i London og her sætter man i EU sin lidt til, at det vil lykkes den britiske premierminister Tony Blair og USA's præsident Bill Clinton at bilægge striden én gang for alle ved den lejlighed.

RUC vedtager journalistuddannelse
*De studerende udvandrede, da studienævnet på RUC i går vedtog den studieplan for den kommende journalistuddannelse, som blev nedstemt for godt to uger siden. De studerende mener ikke, at der var "noget som helst nyt" i den plan som blev fremlagt i går, og derfor udvandrede de og undlod at stemme.
"Det var den samme studieplan, som vi stemte om sidste gang. Der var intet nyt. Derfor udvandrede vi fra afstemningen," sagde en vred Kim Skettrup, der sidder i studienævnet.
De studerende vil nu tage kontakt til Studenterådet, men som sagerne står nu, så er studieplanen for journalistuddannelsen på RUC vedtaget, og uddannelsen kan gå igang den første september.
"Det er en total tilsidesættelse af alle demokratiske spilleregler," sagde Kim Skettrup.

EF-Domstolen afsiger flere domme
*EF-domstolen i Luxembourg afgør stadig flere uenigheder om, hvordan EU's lovgivning skal føres ud i livet, fremgår det af domstolens årsrapport, der blev offentliggjort mandag. I 1997 afsagde Europa-domstolen 242 domme mod kun 193 året før, samtidig med at der i 1997 blev afsagt 135 kendelser til afgørelse af sager mod 100 året før. Det handler om alt lige fra ligestilling mellem mænd og kvinder til sager, hvor landene er anklaget for direkte traktatbrud.

FN-sanktioner fastholdes
*Sanktionerne mod Irak forlænges, selvom der har været fremskridt i afvæbningen af Iraks atomare arsenal. Det vedtog FN's sikkerhedsråd tirsdag aften. Der mangler fortsat en opgørelse over Iraks kemiske og biologiske våbenkapacitet, lød det som begrundelse fra FN.
Kina, Rusland og Frankrig ønskede en kurs i retning af en opblødning af sanktionerne, men ingen opfordrede til, at det skulle ske lige nu. USA erkendte tidligere mandag for første gang officielt, at der har været fremskridt i forholdet til våbenisnpektørerne, Men landets FN-ambassadør, Bill Richardson, mente dog ikke, at tiden er moden til en ophævelse af sanktionerne.

Castro overvejer benådning
*Cubas præsident, Fidel Castro, sagde mandag, at han vil overveje en appel fra Canada om at benåde fire fremtrædende dissidenter, som har været fængslet i over ni måneder, sagde den canadiske premierminister, Jean Chretien, under sit besøg i Havanna. Chretien er den første canadiske regeringsleder, som besøger Cuba siden 1976. Han sagde, at en tredjedel af hans møde med Castro mandag var gået med at drøfte menneskerettigheder og demokrati.

Nyrup: Banksag afgøres ikke i retten
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) forventer ikke, at det færøske landsstyres stævning fører til, at Færø-bank-sagen vil blive afgjort i retten. Nyrup sagde, at han udelukkende så stævningen som et formelt juridisk skridt, der skal udskyde forældelsesfristen den 30. april.
"Jeg har fra starten sagt, at vi ikke kan have, at en bestemt dato hænger over os og presser os. Vi må have tid," sagde statsministeren, der henviste til, at regeringen uden held havde forsøgt at få Den Danske Bank med på en betingelsesløs udsættelse af fristen. Regeringen har bedt Kammeradvokaten om at svare på stævningen, så den formelle side er i orden. Derudover vil regeringen tage initiativ til forhandlinger med det færøske landsstyre, når det færøske valg er overstået den 30. april.

Auken kommer Vestkysten i møde
*Indsatsen mod olieforureningen på den Vestjyske vestkyst skal forstærkes, fastslog miljøminister Svend Auken efter et møde med lokale politikere.
"Auken var imødekommende på alle punkter. Men nu skal det så gerne udmønte sig i noget konkret," siger Fanøs borgmester Kjeld Nielsen (K).
Han er også formand for den danske afdeling af Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO).
KIMO har bl.a. foreslået, at udenlandske skibe, der tømmer olie ud i danske farvande skal kunne slæbes til havn i det nærmeste kystland og retsforfølges. KIMO ønsker også, at staten skal dække alle de udgifter, som kommunerne har til oprydning efter olieudslip.
PKK stod bag

Palme-mordet
*Den anholdte kurdiske PKK-leder, Semdin Sakik, hævder ifølge et tyrkisk dagblad, at PKK stod bag mordet på Sveriges daværende statsminister Olof Palme. PKK, Kurdistans Arbejderparti, der er en militant kurdisk separatistorganisation udførte mordet for at afskrække andre europæiske lande fra at gribe ind over for militante kurdere, hed det tirsdag i avisen Sabah. Tyrkiets fungerende ministerpræsident, Bülent Ecevit, og regeringstalsmand Sükrü Sina Gürel sagde i går, at Sveriges ambassadør i Tyrkiet vil blive informeret om "Sakiks tilståelse og alle detaljer i sagen".
Ifølge Semdin Sakik påtog PKK sig ikke ansvaret for mordet, fordi at "vi frygtede, at vi overalt i Europa ville blive karakteriseret som en terror-organisation". Olof Palme blev myrdet den 28. februar i 1986 på gaden i Stockholm, efter at han havde været i biografen med sin kone.

NATO-medlemskab haster ikke
*NATO mener ikke, at Rusland for øjeblikket udgør en reel trussel mod de baltiske lande, og derfor haster det ikke med optagelsen af de baltiske lande.
"Jeg mener ikke, at et NATO-medlemskab for de baltiske lande er et brændende varmt emne, da vores vurdering af risikoen for dem er noget anderledes end deres egen vurdering," sagde Klaus-Peter Klaiber, der er NATO's vicegeneralsekretær, til nyhedsbureauet Reuter.
De baltiske lande mener, at Rusland udgør en reel trussel og ønsker derfor NATO-medlemskab hurtigst muligt.

Norsk koldkrigseksperiment
*Den norske avis Dagbladet hævdede tirsdag, at den norske regering under den kolde krig udsatte et ukendt antal åndssvage for stråleeksperimenter i samarbejde med amerikanske læger.
"Åndsvage blev udsat for stråling og røntgenkastration. Folk blev brugt som forskningsobjekter for at udrede strålingens virkninger på menneskekroppen. Både folk i Helsedirektoratet (Sundhedsstyrelsen, red.), psykiatere og andre læger kendte til det, der foregik," siger en af den tidligere medicinaldirektørs nære medarbejdere," Fredrik Mellbye til Dagbladet.
Mellbye ledede fra 1959 til 1972 det såkaldte Hygiejnekontor.
Han siger, at Rikshospitalet og hospitalet i Ullevål og Gaustad var involveret i stråleforsøg i 1950'erne og 1960'erne.

Domstol udsætter høring
*Australiens øverste domstol udskød tirsdag en høring i en appelsag om havnekonflikten, der de seneste par uger har lammet de australske havne. Firmaet Patrick har klaget over, at Forbundsdomstolen har afgjort, at virksomheden skal genansætte 1.400 havnearbejdere, som den har fyret med den begrundelse, at Patrick vil øge produktiviteten. Ledende dommer Gerard Brennan fastslog tirsdag, at Patrick skal genansætte de 1.400.

Håb for rygere
*Britiske forskere meddelte tirsdag, at de har identificeret et gen, der kan beskytte rygere mod at udvikle lungekræft.
"Det har længe været kendt, at vore kroppe indeholder faktorer, der kan bestemme vores følsomhed over for kræftfremkaldende stoffer," sagde professor Roland Wolf, som leder det skotske forskerhold, der har gjort opdagelsen. Eksperimenter med mus har vist, at genet giver vigtig beskyttelse mod de giftige stoffer, der findes i tobaksrøg.
Mus, der havde fået fjernet genet, udviklede hurtigt tumorer, når de fik tilført de giftige stoffer fra tobak på huden.

Svenskerne drikker sort
*Den svenske regering taber hvert år milliardere i skattekroner, fordi svenskerne fremfor at købe deres sprut i Systembolaget hælder til det sorte marked.
Derfor iværksætter staten nu en kampagne, der skal lære svenskerne at sætte pris på den dyre, men lovlige sprit.
Umiddelbart synes lavere priser på systembolaget, at være en nemmere løsning, men den svenske regering nægter at "konkurrere med den sorte børs".

Voldsomme protester mod Suharto
*Indonesiens præsident Suharto får stadig sværere og sværere ved at overdøve studenternes krav om hans afgang.
Mandag blev militæret sat ind mod tusinder af demonstranter i byen Medan, der endnu engang var på gaden for at kræve Suhartos afgang og økonomiske reformer. Flere studerende blev holdt tilbage af politiet men løsladt i løbet af i går. Suharto har tidligere sagt, at han ikke vil tøve med at "bruge skrappe midler" overfor de demonstrerende studenter. Siden har militæret holdt et vågent øje med de studerendes aktiviteter - uden at det har sat en stopper for protesterne.
Indonesien gennemgår for tiden den værste økonomiske krise i tre årtier og en indonesisk avis skrev mandag, at arbejdsløsheden er steget fra 8,8 millioner til 13,5 siden marts. Samtidig er den indonesiske rupiah faldet mere end 70 procent.
Demonstranterne mener ikke, at Indonesiens krise kan løses medmindre præsident Suharto går af.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu