Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

16. april 1998

Radikalt bagland i oprør
*PET-sagen har skabt røre i det radikale bagland. Mens partitoppen fortsat afviser en uvildig undersøgelse af PET, så ventes det, at et flertal i hovedbestyrelsen vil stemme for et resolutionsforslag om en uvildig undersøgelse af PET. Til TV-2 Nyhederne siger et af hovedbestyrelsesmedlemmerne, Stig Nielsen, at "vi kan ikke gøre andet end at sende et signal til ledelsen om, hvad vi mener."
Uanset at hovedbestyrelsen vedtager resolutionen, er det dog fortsat partiets regeringsmedlemmer og folketingsgruppen, der bestemmer den politiske linje på Christiansborg. Marianne Jelved og udenrigsminister Niels Helveg Petersen har afvist kravet om en uvildig PET-undersøgelse - et krav, der også deles af R-folketingsgruppen - med, at der måtte tages hensyn til den socialdemokratiske regeringspartners vægring.

Havel fortsat indlagt i Østrig
*Der kommer til at gå mindst ti dage, før Tjekkiets præsident, Vaclav Havel, kan rejse fra hospitalet i Østrig, hvor han tirsdag blev hasteindlagt og opereret for betændelse i tyktarmen. Der var frygt for hans tilstand, da Havel tidligere har gennemgået alvorlige operationer - blandt andet for lungekræft - og hans helbred har på det sidste været dårligt. Men ifølge hans personlige læge, Miroslav Cerbak, har han det efter omstændighederne godt - Men Havel har "adskillige vanskelige uger" foran sig."

Tjekkiet tager et skridt NATO
*Andenkammeret i Tjekkiets parlament godkendte onsdag landets fremtidige medlemsskab af NATO. 154 stemte for medlemsskabet, 38 imod. Tjekkiets førstekammer, Senatet, skal stadig give den endelige godkendelse men det ventes at blive en formsag, da størstedelen af partierne er positive overfor NATO-medlemskab.
Hvis Tjekkiet bliver medlem af NATO, bliver landet sammen med Polen og Ungarn et af de første lande fra den tidligere Sovjetblok, der træder ind i forsvarsalliancen. Alle NATO's medlemslande og ansøgerlandene skal dog først ratificere udvidelsen.

Blair opfordrer til nordirsk fornuft
*Storbritanniens premierminister, Tony Blair, opfordrede onsdag befolkningen i Nordirland til at ignorere opfordringerne til at afvise den fredsaftale for provinsen, der blev indgået i påsken.
"Det, jeg vil opfordre til, er at lytte til dem, der ønske succes for Nordirland og ikke til dem, der ønsker, at det hele skal slå fejl," sagde Blair.
Ian Paisley, der er leder af Nordirlands uforsonlige Demokratiske Unionist Parti (DUP) stillede sig i går i spidsen for et nej til fredsaftalen.

USA gennemførte henrettelse
*Trods internationale appeller om en udsættelse blev en 32-årige paraguayaner sent tirsdag lokal tid henrettet med en giftindsprøjtning i et fængsel i den amerikanske delstat Virginia. Både de paraguayanske myndigheder og FN's Internationale Domstol i Haag havde opfordret til en udsættelse af henrettelsen fordi Angel Francisco Breard ved sin anholdelse ikke blev gjort bekendt med, at han havde ret til at få juridisk bistand fra den paraguayanske ambassade. Han blev dødsdømt for forsøg på voldtægt og drab på en 39-årig nabo i 1992.

Russiske sanktioner fordømmes
*Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) kritiserede onsdag Ruslands økonomiske sanktioner over for Letland. Kritikken blev fremsat af den polske udenrigsminister, Bronislaw Geremek, der er formand for OSCE.
Den russiske regering, der ikke selv bruger ordet sanktioner, har bebudet "målrettede økonomiske indgreb" mod Letland for at gengælde, at 700.000 russere i den baltiske republik unddrages en række borgerlige rettigheder.
"Jeg håber, at den russiske regering vil forstå, at kun en dialog kan være nyttig i en sådan situation, og at sanktionspolitikken ikke vil give gode resultater," sagde Geremek, samtidig med, at han opfordrere Letland til at genoverveje sit forhold til mindretallet.

Ofre fra POT bør have erstatning
*Norges tidligere statsminister, den konservative Kåre Willoch, mener, at den norske stat skal udbetale erstatning til uskyldige nordmænd, som har været udsat for overvågning af Politiets overvåkningstjeneste (POT) - uanset om metoderne var lovlige eller ej.
Men han mener ikke, at ofre skal have ubegrænset adgang til POT's arkiver. I et høringssvar til forslaget om en midlertidig lov om begrænset indsigt i POT's arkiver og registre, skriver Willoch, at der bør gives erstatning i de tilfælde, hvor ofrene har lidt skade - for eksempel ved urimelige problemer på arbejdsmarkedet eller i anden social sammenhæng - uanset om POT's metoder anses for lovlige eller ej. Lovforslaget, som nu er sendt til høring, er en opfølgning på Stortingets arbejde med Lund-kommissionens undersøgelse af de hemmelige efterretningstjenester. Undersøgelsen viste, at POT havde udført overvågning i stort omfang i hele efterkrigstiden.

PKK og tyrkiske soldater i kamp
*75 mennesker er blevet dræbt i to dages kampe mellem kurdiske oprørere og tyrkiske tropper i den bjergrige sydøstlige del af Tyrkiet, sagde militære talsmænd onsdag. Ifølge talsmændene blev 64 medlemmer af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og 11 soldater dræbt under sammenstødene ved Cudi-bjerget nær den irakiske grænse. Tyrkiske F-16 kampfly og Super Cobra-helikoptere bombarderede formodede oprørsstillinger, sagde talsmændene til det britiske nyhedsbureau Reuter. Over 27.000 mennesker er blevet dræbt, siden PKK i 1984 indledte den væbnede kamp for kurdisk selvstyre i det overvejede kurdisk befolkede sydøstlige Tyrkiet.

Anklager mod Rørdam droppes
*Justitsministeriet har opgivet at føre en straffesag mod advokat Thomas Rørdam videre til Højesteret. Dermed står den frifindelse, som han opnåede i Østre Landsret i juli sidste år, ved magt. Thomas Rørdam blev anklaget under sagerne om overbelåning på Færøerne for at have overtrådt straffeloven, da han lod sin klient se nogle dokumenter uden at have spurgt politiet om lov, og da han udleverede politiets ransagnings-instruks til pressen.
Instruksen blev offentliggjort for at dokumentere, at politiet havde handlet ulovligt. Thomas Rørdam mener, at sagen har haft et urimeligt forløb.

Færingerne stævner staten
*Det færøske landstyre har besluttet at indgive stævning mod Den Danske Bank og den danske stat den 27. april ved Østre Landsret. Men landsstyret regner med, at man ender med at opnå en "fredelig" aftale med den danske stat.
Ifølge advokat Bent Unmack Larsen, der skal udarbejde stævningen, kræver færingerne en erstatning på et helt eksakt tal i størrelsesordenen 1,5 mia. kroner i forbindelse med Færøbanksagen, og de to hovedsagsøgte bliver Den Danske Bank og staten. Hvordan stævningen bliver over for Finansieringsfonden, ønsker advokaten ikke at løfte sløret for endnu.

Teherans borgmester løsladt
*Iran løslod onsdag Teherans moderate borgmester, Gholamhossein Karbaschi, der siden den 4. april har været anholdt på anklager om korruption. Det iranske nyhedsbureau, IRNA, meddelte ikke andet, end at borgmesteren efter løsladelsen var taget direkte ind til indenrigsministeren.
Anholdelsen har givet anledning til sammenstød mellem konservative og moderate kræfter i Iran og tirsdag demonstrede moderate studenter på grund af anklagerne mod Gholamhossein Karbaschi.

Jeltsin tvunget til at underskrive lov
*Præsident Boris Jeltsin underskrev onsdag en kontroversiel lov, der forbyder, at Rusland tilbageleverer kunstgenstande til Tyskland, som blev stjålet og bragt til det daværende Sovjetunionen under og efter Anden Verdenskrig.
Men Jeltsin gjorde det samtidigt klart, at det er hans hensigt at bekæmpe loven, som er vedtaget af et flertal af nationalister og kommunister i parlamentets underhus, Statsdumaen. Jeltsin anser loven for en provokation over for Tyskland, der er det land, der har ydet Rusland mest støtte efter kommunismens sammenbrud.
Jeltsin appellerede til den russiske højesteret om at undersøge, om parlamentet har overholdt dels nationale love, dels internationale love

Plakatfri-zone forbudt
*Det var med stor ærgelse, at Blåvandshuks borgmester, Edna Jessen (V), i går modtog en besked fra Trafikministeriet om, at hun ikke længere kan opretholde forbudet mod valgplakater i Blåvandshuk ved de kommende valg.
Hidtil har kommunen været plakatfrit område op til valgene, fordi byrådet har fundet plakaterne unødvendige og skæmmende i det vestjyske landskab. Borgmesteren fastholder, at plakaterne skæmmer bybilledet.

Bamse og Kylling på arabisk
*Hvad mange danske film ikke formår - det kan Bamse og Kylling, der står overfor et internationalt gennembrud. Det er især den arabiske verden, der har taget de to børnevenner til sig og børn i Irak, Kuwait, Libanon, Marokko, Saudi-Arabien, Somalia og Yemen kan snart følge de to tøjdyrs hverdagssnak på arabisk.

Stædig til det sidste
*Der var ingen forsoning at spore hos Sydafrikas tidligere præsident P. W. Botha, da han igår blev stillet for en domstol, fordi han fortsat nægter at vidne ved Sydafrikas Sandhedskommission, der efterforsker landets apartheid-fortid. Botha fastholder, at han "ikke har noget at undskylde, og at han ikke har pligt til at forklare sine handlinger som præsident, eftersom det han gjorde var at kæmpe en legitim kamp mod kommunismen." Lige til det sidste forsøgte Sandhedskommissionens formand, ærkebiskop Desmond Tutu at forhandle med Bothas advokater for at nå til enighed om betingelserne for, hvordan Botha eventuelt kunne have vidnet for lukkede døre - uden offentlighedens søgelys på sig.
"Jeg har talt med ham. Han er ubøjelig og kun rede til at tale med mig. Det var ham simpelthen imod at møde op i Sandhedskommissionen," sagde Tutu ifølge Reuters.
Hvis Botha kendes skyldig, kan han idømmes en bøde på 20.000 rand (28.000 kr.) eller to års fængsel.
"Selv hvis de ødelægger mig, kan de ikke ødelægge min sjæl og mine overbevisninger," sagde den 82-årige Botha, der som Sydafrikas præsident fra 1979 til 1989 gik under navnet krokodillen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her