Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

14. april 1998

Danmark base for internet-racisme
*Danmark er kommet i søgelyset som arnested for rabiate synspunkter. Det kendte jødiske Simon Wiesenthal-Research-Center i Los Angeles advarer mod flere danske udbydere på Internet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Simon Wiesenthal-centret har indledt en offensiv mod 457 adresser på det verdensomspændende Internet, der ifølge centret kun fremmer racehad, nationalisme og andre ekstreme synspunkter.
En af de danske adresser står i stifteren af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrups navn. Hjemmesiden drives af Glistrups mangeårige støtte Bo Warming. På "The Mogens Glistrup Homepage" argumenteres der blandt andet for, at den jødiske holocaust under Anden Verdenskrig ikke fandt sted. Gaskamrene er ren jødisk propaganda.
Ifølge Bo Warming skyldes indvandringen af muslimer til Danmark, at muslimske mænd er bøsser i lighed med dem, der bestemmer i toppen af det danske samfund.

FN-domstol holder øje med Kosovo
*FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien beskæftiger sig ikke kun med fortiden og den bosniske borgerkrig, der sluttede i 1995.
Louise Arbour, der er chefanklager ved domstolen i Haag, fastslår, at hun også har myndighed til at rejse sigtelser i forbindelse med de voldshandlinger, der har ramt den serbiske Kosovo-provins, hvor hovedparten af befolkningen er etniske albanere.
I øjeblikket er chefanklageren ved at indsamle materiale om Kosovo-uroen, og hun advarer på forhånd om, at hun fortsat vil følge udviklingen i det sprængfarlige område tæt.Artikel forsiden

Kvindelige ledere vil ikke knokle
*Hveranden kvindelig leder bliver bremset i sin karriere, fordi lederstillinger går ud over tid til familie og fritidsinteresser.
Ledernes Hovedorganisation har forud for en konference om ledere og ligestilling den 20. april spurgt 1.400 af foreningens 12.000 kvindemedlemmer om barrierer for kvindelige ledere. Godt 40 procent svarer, at manglende tid til familie og fritidsinteresser udgør en barriere. En fjerdedel savner uddannelse og en femtedel mangler opbakning fra deres chefer. Hele 19 procent mangler selvtillid.
"Der er brug for ændrede holdninger. Både for de mandlige og de kvindelige lederes skyld er det på tide, at vi gør op med fordommen om, at en god leder skal have overarbejde. Ledere bør ikke vurderes på, hvor mange timer de bruger på deres job, men derimod på deres evne til at skabe resultater sammen med deres medarbejdere," siger Svend Askær, administrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation.

Chilenske børn sprøjeforgiftes
*Chilensk vin har vundet massivt frem i Europa, heriblandt hos danske forbrugere, fordi den typisk er prisbillig og af god kvalitet på samme tid.
Men den britiske avis Sunday Times skriver, at vinen har betydelige menneskelige omkostninger i Chile.
Arbejderne i vinmarkerne, hvoraf nogle er børn, udsættes for en cocktail af skrappe sprøjtegifte. Mange af giftmidlerne er forbudt i Europa - eller må kun anvendes i begrænset omfang.
Avisen peger på en ubehagelig sammenhæng: Sideløbende med at forbruget af sprøjtegifte er næsten tredoblet, er antallet af børn med hjerneskader eller andre former for fødselsdefekter fordoblet i de vinproducerende områder i det sydamerikanske land. I andre tilfælde lider arbejderne - nogle af dem er ned til 12 år - af alvorlige forgiftninger efter at have fået ordre om at sprøjte vinen med kemikalier. Sprøjtningen foregår ofte uden masker eller andet beskyttelsesudstyr.

Femer Bælt-bro igen til overvejelse
*Den danske regering er ved at gøre klar til beslutningen om et nyt gigantisk brobyggeri - over Femer Bælt til Tyskland - når broerne på Storebælt og Øresund bliver færdige inden for de næste to år, skriver Politiken.
Nye prognoser, som den danske og den tyske regering har fået foretaget, viser, at trafikken over en fast Østersø-forbindelse mellem Danmark og Tyskland vil blive betydeligt større, end den danske regering hidtil har regnet med.
Dermed bliver økonomien i den 20 km lange forbindelse over Femer Bælt bedre, og det øger den danske regerings mulighed for at få en aftale med den tyske regering på plads. Den tyske regering vil ikke skyde statspenge i en Femer Bælt-forbindelse. Hidtil er trafikken blevet vurderet til at være for lille til at kunne betale en bro til omkring 21 milliarder kroner ved brugerbetaling. Men nye trafikprognoser, som Trafikministeriet har fået fra det internationale konsulentfirma, Femarn Link Consultants, giver et nyt billede, erfarer Politiken fra en række kilder.

Taiwansk politiker inviteret til Kina
*Kina har inviteret en højtstående politiker fra Taiwan på besøg i Beijing i et forsøg på at få genoptaget en dialog på højt plan, som blev indstillet for tre år siden.
Kinas halvofficielle Sammenslutning for Relationer over Taiwanstrædet har i et brev inviteret vice-generalsekretæren i Taiwans tilsvarende sammenslutning til Beijing den 21. og 22. april, skrev nyhedsbureauet Xinhua.
Beijing afbrød forhandlinger med regeringen i Taiwans hovedstad, Taipei, i midten af 1995, efter at Taiwans præsident, Lee Teng-hui, havde besøgt USA. Kina opfattede besøget som et led i bestræbelser på at sikre Taiwan uafhængighed.
Taiwans forsvarsministerium havde tidligere mandag givet meddelelse om en større militær øvelse på det østlige Taiwan sidst i april og først i maj. Øvelsen kommer samtidig med, at Kina har indledt en "omfattende militær øvelse", der skal gøre Folkets Befrielseshær i stand til at udkæmpe højteknologiske regionalkrige.

Russisk general på vej ind i Dumaen
*Den russiske general Andrej Nikolajev, som mange forventer stiller op til præsidentvalget, tog et stort skridt på vej mod toppen af russisk politik, da han i går annoncerede, at han vil forlade hæren til fordel for en plads i den russiske Duma.
En foreløbig stemmeoptælling viste i går, at den 48-årige general stod til at få 65 procent af stemmerne ved i valget søndag i det sydlige Moskva til Dumaen. Valget til Dumaen var på forhånd præget af gensidige beskyldninger. Fem kandidater, inklusive tidligere forsvarsminister Igor Rodionov, trak sig før valget med den begrundelse, at Moskvas myndigheder ulovligt støttede Nikolajev. Blandt andet kaldte Rodionov valget for en farce.
Artikler side 3

IC3-tog til Berlin - over Gedser
*Enhedslisten vil fra sommerkøreplanen 1999 have indsat IC3-tog på ruten København- Gedser-Berlin.
Partiets trafikordfører Søren Kolstrup vil genfremsætte partiets forslag om, at jernbanetrafikken til Berlin via Gedser skal genoptages med moderne materiel, som skal føres frem til stationen Berlin Zoo. Hvor mange daglige afgange og hvor meget det vil koste at opgradere banen, har partiet ikke tal på. Da DSB i 1995 indstillede kørslen til Berlin via Gedser gav forbindelsen et årligt underskud på 20 mio. kr. om året.

Ny fusion skaber USA's største bank
*Med en fusion mellem BankAmerica Corp. og NationsBank Corp. blev der i går foretaget den største bankhandel i USA's historie. De to banker meddelte, at de havde fusioneret og dannet USA's største bank med en kapital på 570 mia. dollar - omkring 4.000 mia. kr.
Fusionen kom få timer efter, at Banc One Corp. indgik en fusionsaftale til 29 mia. dollar med First Chicago NBD Corp. og kun en uge efter den historiske fusion til 70 mia. dollar mellem Citicorp og Travelers Group Inc.

Global børneaktion mod børnearbejde
*En global march, som er en del af en større kampagne mod børnearbejde, nåede i går til Pakistan.
Omkring 42 mennesker, hovedsagligt børn fra forskellige lande ankom til grænsebyen Wahgah, 25 kilometer fra Punjab-provinsens hovedstad Lahore, hvor de blev modtaget af Pakistans arbejdsminister Sheikh Rasheed Ahmed, der senere vil føre de rundt til andre dele af landet.
Marchen mod børnearbejde begyndte i Manila på Filippinerne den 17. januar i år og er planlagt til at slutte i Geneve i Schweiz den 4. juli efter at have passeret blandt andre Vietnam, Thailand og Indien.
Marchen er iværksat for at rette verdens opmærksomhed på de 250 millioner børn, der verden over bliver brugt som arbejdskraft.
Sheikh Rasheed sagde i går, at den pakistanske regering er fast besluttet på at udrydde børnearbejde i Pakistan og samarbejder med internationale organisationer for at nå målet.
Ifølge undersøgelse, som er udarbejdet i samarbejde med den internationale arbejderorganisation ILO sidste år, arbejder cirka 3,6 millioner pakistanske børn mellem fem og 14 år på fuld tid og omkring 18 millioner børn siges at arbejde i nabolandet Indien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu