Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

8. april 1998

Nyrup kommer færingerne i møde
*Forhandlinger om en kompensation til Færøerne oven på bankskandalen må ikke være presset af snævre tidsgrænser. Derfor er en stævning fra det færøske landstyre mod den danske stat, Finansieringsfonden af 1992 og Den Danske Bank den eneste løsning. Det konkluderer statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i et brev afsendt tirsdag til den færøske lagmand Edmund Joensen.
"Jeg vil gerne fremhæve, at regeringen - i overenstemmelse med landsstyrets ønske - har gjort alt, hvad der har været muligt for at få forældelsesfristen udskudt. Men som regeringen har gjort opmærksom på i brev af 1. april 1998, har det ikke været muligt at opnå en aftalemæssig udskydelse al den stund, at Den Danske Bank ikke var indstillet på en betingelsesløs udskydelse af forældelsesfristen," skriver statsministeren til den færøske lagmand.

Lotteri med livet som indsats
*Dødstraffen i USA er under kraftig beskydning. Som vi fortalte i gårsdagens Information, har FN skarp kritiseret brugen af dødstraf som en krænkelse af menneskerettighederne. Amnesty International påpeger nu, endnu engang, at den retslige process forud for henrettelserne i delstaten Texas ikke lever op til inernationale menneskerettighedsstandarder. Et statsgodkendt lotteri, hedder det fra Amnesty International.
"Texas henretter flere mennesker, end noget andet land i den vestlige verden, og ofte dræbes fattige, unge eller mentalt retarderede mennesker, som er blevet prisgivet i et retssystem, der er mere bekymret om politik end om retfærdighed," lyder det fra AI. Texas slog i 1997 37 mennesker ihjel mens det samlede tal for USA var 74.

Milosevic får sin afstemning
*Det serbiske parlament vedtog ved en afstemning tirsdag at udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Serbien skal tillade internationale mæglere at deltage i fremtidige forhandlinger med etniske albanere i den urohærgede Kosovo-provins. Folkeafstemningen, der er blevet foreslået af den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic, er blevet kritiseret af Vesten for at være et serbisk forsøg på at forhale reelle forhandlinger med Kosovo-albanerne. Albanske repræsentanter har afvist i alt ni tidligere forhandlingsmøder med serbiske regeringsdelegationer siden den 12. marts. De mener ikke, at der er tale om seriøse forhandlingstilbud, og de insisterer på, at internationale mæglere skal sidde med ved forhandlingsbordet.

Redaktør dømt ved byretten
*Pressejurist, Knud Aage Frøbert, mener, at byretsdommer Mette Andersen fra retten i Kjellerup burde have tilsidesat Pressenævnets kendelse om billederne af kronprinsen og Maria Montell på en fransk flodbred - i stedet for at give redaktør Jens Erik Olsen en bøde, fordi han ikke vil trykke samme kendelse i sin ugeavis. Han anser nemlig Pressenævnets kendels for ulovlig.
"Pressenævnet skal indhente en udtalelse fra den forurettede, og det er IKKE opfyldt, idet kongehuset meddelte, at det af principielle grunde ikke ønskede at komme med en udtalelse."
Redaktør Jens Erik Olsen fra Ugeavisen for Karup idømt en bøde på 3.000 kr. for at nægte at trykke en kendelsen fra Pressenævnet. Han skal senest den 25. april trykke kendelsen medmindre han appelerer byrettens dom.

Vandmiljøplanen er strammet op
*Landbruget mener, at lovudkastet til Vandmiljøplan II er betydelig strammere end den oprindelige aftale, som politikerne indgik. Landboforeningerne, familielandbruget og Landbrugsraadet vil nu give deres mening tilkende i et fælles høringssvar til ministerierne. "Med udkastet fra ministerierne bliver landmandens mulighed for at være driftsleder på sin egen bedrift fjernet. Det kan ikke være rigtigt, at Folketinget skal lovgive om, hvordan den enkelte landmand skal gøde den enkelte mark," pointerer viceformand for de Danske Landboforeninger Niels Th. Ilsøe til Ritzaus Bureau.

Boneloc-sagen kører videre
*Retslægerådet mener ikke, at det har kompetence til at vurdere om lægernes ansvar i forbindelse med, at de har brugt knoglecementen Boneloc. Det er rådets udmedlding efter at det har taget stilling til i alt 14 sager. Rådet har i ca. et år haft de første 14 sager liggende til udtalelse. Men i afgørelen hedder det, at der ikke foreligger lægevidenskabelige retningslinier vedrørende inførelse af implantater. I en sådan situation er lægen udelukkende bundet af lægelovens regler om omhu og samvittighedsfuldhed. Patientklagenævnet har ca. 70 sager vedrørende Boneloc liggende, som har ventet på en udtalelse fra Retslægerådet.
Nu skal de første 14 sager, som har været igennem Retslægerådet, til udtalelse hos parterne, hvorefter de kan sendes til afgørelse i nævnet.
Ifølge Patientklagenævnets chef, Anne Lind Madsen, vil det formentlig kunne ske midt i maj, men hun tager dog forbehold for, at nogle af sagernes parter vil kunne finde på at bede om udsættelse.

De Grønne går solo
*Partiet De Grønne vi stå på egne ben ved næste folketingsvalg og bryder med Demokratisk Fornyelse, som partiet har været i valgforbund med. De Grønne havde håbet, at kunne komme i Folketinget i parløb med Demokratisk Fornyelse, men partiets landssekretær siger nu, at det var en fejltagelse.
"Vi er imod unionen, men for os er det grønne nu engang det vigtigste, og det druknede fuldstændigt i unionsmodstanden i Demokratisk Fornyelse. Vi kunne ikke trænge igennem i medierne med vores budskaber. Derfor har vi besluttet at prøve selv," siger Anders Vramsler til Jydske Vestkysten tirsdag. De Grønne vil nu samle underskrifter ind, så det kan blive opstillingsberettiget.

Villig til at bryde loven for at hjælpe
*Flere og flere danskere reagerer på politikernes kamp om at overgå hinanden i stramninger overfor asylansøgere og flygtninge, ved i stigende grad at melde sig til at hjælpe flygtninge og asylansøgere - også til at skjule udviste aylansøgere.
Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp mærker en stigende interesse. For to år siden havde Dansk Flygtningehjælp omkring 100 private danskere registreret mod 2.000 i dag. Også den private komite, Flygtninge Under Jorden, der yder juridisk bistand i visse principielle sager med flygtninge, får mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Cuba løslader samvittighedsfanger
*En gruppe cubanske politiske fanger, hvis løsladelse blandt andre pave Johannes Paul havde talt varmt for, kom tirsdag til Toronto, sammen med omkring 30 pårørende. Fangerne blev løsladt af den cubanske regering på den betingelse, at de forlod den carabiske ø. Ialt 19 fanger skulle have været til Canada men Canada besluttede imidlertid, at fem cubanere ikke ville blive modtaget i Canada "på grund af de handlinger, som de er fængslede for".

Økologer kræver deres del af kagen
*De økologiske landmænd truer med at trække sig ud af landbrugets støttefonde, hvis de ikke får et større udbytte af de millioner, de hvert år betaler.
I følge Aktuelt er det kun en million af ud af de seks millioner kroner, som de økologiske landmænd hvert år betaler i afgift, der kanaliseres tilbage til økologerne. Kravet fremgår af et brev, som fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) modtog mandag. I brevet foreslår økologerne, at der etableres en særlig produktionsafgiftsfond for økologi.
Landbrugsfondene er alle oprettet ved lov og finansieres med en afgift på al produktion af landbrugsprodukter lige fra fjerkræ og kartofler til svin og mælk. Flere af fondede administrerer tre-cifrede millionbeløb, som går til forskning, produktudvikling og markedsføring.

Hollænder bliver leder af Centralbank
*Hollænderen Wim Duinsenberg, der i dag er leder af Det Europæiske Monetære Institut, vil blive den første præsident for den kommende Europæiske Centralbank (ECB) og vil sidde på posten i hele embedsperioden på otte år, skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung i sin onsdagsudgave. Ifølge dagbladet er der i London indgået en aftale om Duisenberg som leder mellem Storbritannien, Holland og Frankrig i forbindelse med det europæisk-asiatiske topmøde. Hvis rapporten om beslutningen er korrekt, så er en lang konflikt over præsidentposten overstået.

Letland forsvarer SS-folk
*Letlands præsident, Guntis Ulmanis, afviser omverdens fordømmelser og forsvarede tirsdag de lettere, som gik ind i de nazisternes SS-styrker i landet under Anden Verdenskrig, og betegnede dem som "unge idealister, der troede, de kunne gøre noget for deres land". Ifølge nyhedsbureauet Interfax afviste Ulmanis at fordømme et møde i Riga i sidste måned, hvor tidligere mdlemmer af det lettiske SS samledes. "Vi anser ikke de mennesker, som gjorde tjeneste i SS-legionen, som kriminelle," sagde Ulmanis i en radiotale tirsdag.

Rettelse
*Vi skrev i gårsdagens avis, at udenrigsminister Niels Helveg Petersen ikke var til stede på regeringens sikkerhedsudvalgsmøde 1. april. Fejlen beror på en misforståelse af en udtalelse, udenrigsministeren tidligere har givet til pressen, ligesom det mandag ikke var muligt at træffe udenrigsministeren. Der er således ikke belæg for artiklens påstand om, at de radikale ikke skulle have medvirket ved regeringens beslutning vedrørende en uvildig undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste. Vi beklager fejlen

Tyske arbejdsløse i protest
*Efter fransk forbillede gik tusinder af tyske arbejdsløse i går på gaden for at demonstre mod arbejdsløsheden i Tyskland. Det skete samme dag, som de nyeste arbejdsløshedstal kom på gaden.
Selvom tallene umiddelbart viser et lille fald i arbejdsløsheden på 0.5 procent siden februar, så er der stadig 12,1 procent arbejdsløse, og utilfredsheden blandt dem er stigende. Ikke mindst i det tidligere Østtyskland, hvor arbejdsløsheden fortsat stiger. Mens 11.000 kom i arbejde i det tidligere Vesttyskland, så kunne 9.000 folk i Øst stille sig i den forvejen lange arbejdsløshedskø i øst.
Ligesom i Frankrig blev de arbejdsløses protestmarch arrangeret udenom de politiske partier og fagbevægelsen. Håbet er, at man på tværs af Europas grænser og politiske skel, kan mobilisere Europas arbejdsløse og ad den vej presse regeringerne til at skride ind overfor arbejdsløsheden. Ialt har Tyskland 4.620.000 arbejdsløse.
Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu