Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

25. april 1998

Nyrup afviser indgreb
*Det er alene arbejdsmarkedets parter, der har ansvaret for at finde en løsning på storkonflikten, fastslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der afviser et regeringsindgreb. På et møde i går meddelte han LO og DA, at der påhviler dem et "centnertungt" ansvar for at bringe landet ud af den situation, som de har ansvaret for, at landet er bragt ud i.
"Regeringen kunne ikke drømme om at give dem en flig, som de kan afskrive deres ansvar på," fastslog statsministeren.
Leder og artikel på forsiden samt artikler på side 4 og 5

MAI-aftale udsættes efter kritik
*Den såkaldte MAI-aftale - en international aftale, der skal regulere transnationale selskabers investeringer, bliver udsat på ubestemt tid. Det skrev det britiske dagblad The Guardian fredag efter at have fået adgang til udkastet til en erklæring, som ministrene fra industrilandenes samarbejdsorganisation, OECD, udsender efter deres årlige møde i den kommende uge. OECD-kilder siger til The Guardian, at den såkaldte Multilaterale Investeringsaftale (MAI) tidligst bliver taget op igen i første halvår 1999. Investeringsaftalen er blevet kritiseret for at have som eneste sigte at lette multinationale selskabers muligheder for at operere på tværs af grænser mest, mens hensyn til forbruger- og miljøbeskyttelse ignoreres.

Opsang til folkeskolen
*Den radikale undervisningsminister, Magrethe Vestager, anklager folkeskolen for at skabe sociale klienter istedet for at bryde den sociale arv og tage hånd om de svage elever i folkeskolen.
"Jeg får en melankolsk fornemmelse, når lærere i folkeskolen giver udtryk for, at de allerede i de første måneder præcis kan afgøre, hvem i klassen der får svært ved at falde til," siger Magrethe Vestager til Politiken fredag. Hun vil have en dialog med folkeskolelærerne. I Danmarks Lærerforening er man forundret over kritikken
"Vi giver ikke op eller optræder magtesløse over for de svage børn. Lærerne ofrer faktisk meget hjerteblod for disse børn," siger formanden Anni Herfort Andersen til Politiken. Undervisningsministeren vil nu tage initiativ til, at barnet og lærerne i fremtiden skal aftale, hvordan skolegangen kan blive til en fornøjelse og ikke en pestilens.

De små bliver syge af pleje
*Et stigende antal småbørn må hospitalsindlægges, fordi de redder sig en infektion i deres vuggestue eller dagpleje. Det fastslår Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE), der i en ny bog konkluderer, at de trange vilkår i daginstitutionerne går ud over de mindste børn. Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, er rystet over oplysningerne.
"Det er en skandale, at Danmark - der har en høj dækningsgrad på institutionsområdet - har så store problemer med indholdet i institutionerne," siger han til Politiken fredag.

Fødevarelov er utilstrækkelig
*Københavns levnedsmiddelstyrelse kritiserer fødevareminister Henrik Dam Kristensens lov om madkontrol for at tage hensyn til erhverveslivet og ikke forbrugerne som var intentionen med loven. Loven vil indskrænke muligheden for at offentliggøre navne på eksempelvis restaurenter, der ikke overholder hygiejne reglerne. Og det mener direktøren for Københavns levnedsmiddelkontrol, Jørgen Højmark Jensen er et tilbageslag.
"Vi vil sikre forbrugerne, men den nye lov vil man også sikre, at det ikke går udover erhvervslivet," siger han til Berlingske Tidende fredag.

25 ton olie i de danske farvande
*Over 25 ton olie har forurenet de danske farvande alene i årets ftre første månder, viser en opgørelse fra Søværnets Operative Kommando (SOK). Olien stammer fra skibe, der tømmer deres tanke i havet. Den olie, der er observeret til havs, har alle gange været let olie, der har ligget i så tyndt et lag på overfladen, at det ikke har været muligt at bekæmpe den.

Japan poster penge i krisen
*Den japanske regering vedtog fredag at afsætte 900 milliarder kr. for at få Japans økonomi på ret køl igen. Ryutaro Hashimotos regering håber på, at den store hjælpepakke vil øge det japanske bruttonationalprodukt med to procentpoint de kommende år, og børsen reagerede da fredag også umiddelbart positivt med pæne stigninger. Regeringen vil styrke de offentlige byggerier for den måde at sætte gang i byggeriet men en del af pengene skal også financiere skattelettelser.

Nyrup afviser nedsat arbejdstid
*Fremtidens børnefamilier kan gå en god fremtid i møde, når det gælder samvær med familie og børn. Men en kortere arbejdstid skal de ikke regne med. Både regering, fagforbund og arbejdsgivere er enige på det punkt.
"I de unge år kan man give den lidt mere, når man så stifter familie, kan man gå lidt ned i tid, for så igen at trappe op, når børnene er vokset op. Og så til sidst at gå ned i tid igen. På den måde tror jeg, at folk vil blive lidt gladere og yde en bedre kvalitet på arbejdsmarkedet," sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fredag på en konference om familiepolitik og arbejdsliv i København.

SF støtter kunstig befrugtning
*Fredag erklærede det mindretal i SF's folketingsgruppe, der hidtil har støttet forbuddet mod kunstig befrugtning, at de godt vil være med til at sløjfe det, såfremt anonymiteten for sæddonorer ophæves. Regeringen meddelte i går, at den officielt mener, at forbudet skal ophæves. Dermed er er egentlig ophævelse af forbudet mod kunstig befrugtning rykket et skridt nærmere.

EU underskriver Kyoto-aftalen
*EU og de enkelte medlemsstater, herunder Danmark, vil onsdag den 29. april i New York underskrive den klimaprotokol, der blev resultatet af FN's store klimatopmøde i Kyoto i december. Underskrivelsen har ikke blot ceremoniel betydning, men er et klart politisk signal fra Europa. Med den hurtige undertegnelse bliver der lagt pres på de mere modstræbende parter i FN's klimakonvention, ikke mindst USA. Ritt Bjerregaard undertegner på fællesskabets vegne. Samtidig ventes den britiske vicepremierminister, John Prescott, at underskrive aftalen som repræsentant for EU's formandskab.

Norsk regering vil indføre CO2 afgifter
*Norges regering arbejder med planer om nye afgifter på CO2 og affald og senere deciderede CO2-kvoter til norsk industri for at kunne opfylde landets klimamål. Det sker vel vidende, at det nuværende flertal i Stortinget ønsker andre løsninger, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Blandt de konkrete forslag er en CO2-afgift på 100 kr. pr. ton CO2 for den del af industrien, som indtil nu har været fritaget, men med kompensationsordninger for den særligt konkurrenceudsatte industri. Samtidig foreslår regeringen en afgift for behandling af affald på 300 kr. pr. ton. Samtidig lægges der op til frivillige aftaler med industrien samt stop for bygning af to nye gaskræftværker.

Kirijenko fortsætter på posten
*Præsident Jeltsins nye ministerpræsident, Sergej Kirijenko, vandt fredag eftermiddag den sidste og afgørende tillidsafstemning i det russiske underhus. Dermed blev et valg i Rusland afværget i sidste øjeblik.
Godkendelsen af Kirijenko som ministerpræsident er et stort nederlag for kommunisterne, der råder over en tredjedel af pladserne i Dumaen.
Nyhedsanalyse på side 2
og artikel side 7

Røde Kors gidsler frigivet
*En somalisk militsgruppe løslod fredag de 10 Røde Kors-medarbejdere, de for ni dage siden tog som gidsler. Ifølge norsk Røde Kors var alle udskadte. Løsladelsen skete efter flere dages forhandlinger, og i følge kilder skete det, uden at bortførerne fik udbetalt den løsesum på en million dollar - knap syv millioner kr. - som de havde forlangt. Det var Da'ud-Sippe militsen fra Abgal-klanen, der stod bag bortførelsen, mens løsladelsen blev gennemført med hjælp fra Abgal-klanens øverste leder Ali Mahdi Mohamed. Kilder tæt på forhandlingerne sagde dog, at bortførerne havde fået 50.000 dollar - knap 350.000 kr. - til at dække deres omkostninger.

Dansk delegation til Somalia
*En dansk embedsmandsdelegation under ledelse af kontorchef Frank Johansen, Udlændingestyrelsen, rejser i weekenden til Somalia, nærmere betegnet Hargeisa, hovedbyen i den del af landet i det nordvestlige, der de facto er løsrevet fra staten under navnet Somaliland. Delegationen skal udrede trådene og forsøge at sætte bro over den forståelseskløft, som opstod, da fire politibetjente den 12.-13. april eskorterede tre somaliere, to kvinder og et barn, til netop dette område - uden at myndighederne der var varskoet om tilbagesendelsen.

Tine Bryld hædres
*Dansk Retspolitisk Forening hædrer i dag socialrådgiver og forfatter Tine Bryld for hendes omfattende arbejde for rette søgelyset på svagerstilledes vilkår og hendes bidrag til den rets- og socialpolitiske debat. Foreningen hædrer Tine Bryld ved at overrække hende foreningens pris - Kafkatten.

Veloen kommer til sin ret
*I stedet for at stille sig op i køen på benzintanken for at hamstre brændstof til bilen, så burde man overveje denne "opfordring til folket," fra en fortrøstningsfuld Velo-forhandler. "80 km. på en liter benzin. Ingen benzin - ingen biler og derfor masser af Veloer." Han spår Veloen samme rennæssance, som under oprøret i Frankrig, hvor veloen var det mest populære køretøj, fordi "den løb tør for benzin, så kunne man bare træde i pedalerne."

Dagen derpå i Belgien
*Belgierne vågnede i går op til avisoverskrifter, der krævede regeringens afgang, efter at det lykkedes den formodede pædofile børnemorder Marc Dutroux at flygte i tre en halv time. Andre aviser nøjedes med at græmme sig over, at det skandale-ramte Belgien endnu engang kom på alverdens læber efter Dutrouxs flugt fra det belgiske politi. Ministerpræsident Jean-Luc Dehaene og hans regering bliver på tirsdag stillet over for hele tre mistillidsafstemninger fra oppostionen i parlamentet, der slet ikke er tilfredse med, at både justitsminister Stefaan de Clerck og indenrigsminister Johan Vande Lanotte torsdag trådte tilbage midt under flugt-skandalen. Marc Dutroux overmandede en enkelt vagt i retsbygningen i Neufchateau, tog vagtens pistol, spurtede ud på gaden, hvor han kaprede en bil og flygtede. "For meget, det er for meget. Afgang", krævede det fransksprogede belgiske dagblad La Derniere Heure på sin forside. Hele regeringen må gå af - koste, hvad det koste vil, mente avisen.
"Utilgiveligt!" lød det hen over otte spalter på forsiden af La Lanterne, mens La Gazette skrev "ynkeligt" på sin forside. Det toneangivende dagblad, Le Soir, græmmede sig over, at Belgien igen har gjort sig dårligt bemærket i hele verden.
"Hvem kunne bare et enkelt øjeblik drømme om, at israelerne ville have ladet nazi-chefen Eichmann flygte? Men i Belgien er den slags muligt. Vi er gjort til grin blot få timer før vores entre i euro-klubben, der kunne have været et triumftog," skrev avisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her