Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

22. april 1998

Nyrup varsler økonomisk indgreb
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen varslede i går, at et økonomisk indgreb tidligst kan blive aktuelt i juni, hvis den økonomiske udvikling tegner dramatisk.
Til at sammensætte et eventuelt økonomisk indgreb har regeringen tre værktøjer: Forhandlingerne om kommunernes økonomi i 1999, skattejusteringerne og finanslovforslaget for 1999.
Begrundelsen for et eventuelt indgreb er ifølge statsministeren, at forbruget stiger hurtigere, end Økonomiministeriet regnede med, da regeringens seneste økonomiske oversigt udkom i december. Desuden udvikler betalingsbalancen sig for tiden i den forkerte retning.

Lige adgang til byfornyelse
*Bolig- og byminister Jytte Andersen (S) fremsætter nu lovforslag om at ændre det såkaldte først-til-mølle princip ved fordelingen af statslige penge til byfornyelse og aftalt boligforbedring.
Forslaget skal give større sikkerhed for, at pengene ikke fordeles tilfældigt, men havner, hvor der er størst problemer med boligerne og deres omgivelser. Pengene for 1998 blev fordelt efter først til mølle princippet, og takket være et effektivt forarbejde ved kommunens edb-skærme løb Århus Kommune af med hovedparten af årets pulje, mens Københavns Kommune på grund af en edb-fejl fik sine ansøgninger for sent af sted til Boligministeriet.

Færingerne raser over Mimi
*CD-leder Mimi Jakobsens rasende udfald mod det færøske folketingsmedlem Joannes Eidesgaard, og især hendes sprogbrug, kritiseres voldsomt på Færøerne. Den færøske avis Sosialorin finder, at Mimi Jakobens udtalelser har en så nedgørende tone, at det nærmer sig racisme. Samtidig undrer avisen sig også over, at Mimi Jakobsen ikke bare selv stemte for Birte Weiss som formand for Folketinget, når nu hun så voldsomt kritiserer det færøske folketingsmandat Joannes Eidesgaard og hans rolle i Folketinget.

Flertal for Tvindsærloven
*Der er stadig et stort flertal i Folketinget for den omdiskuterede Tvindsærlov. Det vsite sig tirsdag, da Enhedslistens beslutningsforslag, der skulle ophæve særloven, blev sænket af et stort flertal.
SF var det eneste parti, der fra talerstolen støttede Enhedslistens forslag. Resten af partierne gav udtryk for, at særlove ikke var nogen god idé, men at det kan være en nødvendighed i særlige tilfælde. Baggrund for Enhedslistens forslag var, at statsadvokaten for Ålborg, Ole Stiegel, den 27. januar måtte opgive at rejse tiltale mod personer fra syv Tvindskoler.

Fagforeningssejr i Australien
*Den australske Forbundsdomstol erklærede i går fyringen af 1.400 havnearbejdere for ulovlig og beordrede containerfirmaet Patrick at genansætte dem. Det er en sejr for den australske fagforening og et nederlag for den konservative regering. Den australske maritime fagforening, MUA, har anklaget firmaet, der er australiens næststørste containertransportfirma for, at fyringerne er et led i en sammensværgelse mellem Patrick og den konservative regering mod fagforeningerne. Og den påstand tog Forbundsdomstolen seriøst.

Danske vindmøller erobrer verden
*De danske vindmøllefabrikker fortsætter fremgangen i højt tempo. I 1997 steg branchens andel af verdensmarkedet fra 56 procent til 62 procent. Det viser beregner fra brancheorganisationen Vindmølleindustrien. Bladet Vindformation skriver, at den danske vindmølleindustri sidste år på verdensplan afsatte knap 1600 megawatt vindkraft. Det svarer til en vækst på 20 procent. Samtidig steg afsætningen på det danske marked med en tredjedel til 968 megawatt. På det danske marked trækker de privatejede vindmøller læsset. Kun syv procent af de opstillede møller er købt af elværkerne. Men det vil ændre sig i det kommende år. Miljø- og energiminister Svend Auken (S) har pålagt elværkerne at opstille 200 megawatt vindkraft på land inden årtusindskiftet.

Sex-undersøgelse udsat
*Sagen om præsident Clintons påståede sex-eskapader kan trække ud. Undersøgelsesdommeren Kenneth Starr når ifølge kilder ikke at blive færdig med sin rapport til kongressen til maj som ventet. Det betyder, at sagen måske først er færdig efter sommerferien og kolliderer med valgkampen op til efterårets delstatsvalg, der går i gang i august.

Fra bladhus til FDB
*Administrerende direktør i Det Berlingske Hus Steen Gede afløser Per Skov som koncernchef i FDB. Det vedtog en enig FDB-bestyrelse i går efter nogle måneders søgning. Steen Gade har ikke været i Det Berlingske Hus mere end seks måneder, og ifølge hans aftale med Berlingske-koncernen har han otte måneders opsigelse og vil derfor senest kunne tiltræde sit nye job den 1. januar 1999.

Tredje gang lykkens gang
*Det russiske underhus, Dumaen stemmer på fredag for tredje og sidste gang om præsident Boris Jeltsins kandidat til posten som ministerpræsident, Sergej Kirijenko. Afstemningsdatoen blev bekræftet af en talsmand for Statsdumaen i går. To gange tidligere har Dumaen afvist Kirijenko som chef for Ruslands regering. Sker det samme på fredag, har Boris Jeltsin ifølge forfatningen ret til at opløse parlamentet og udskrive valg. Med den trussel over hovedet, har flere partiledere tirsdag udtalt, at de ikke denne gang vil nedlægge veto mod Kirijenko.

Forsigtig optimisme i Mellemøsten
*Den britiske premierminister, Tony Blair, manede tirsdag til forsigtighed med optimismen forud for de forhandlinger om fred i Mellemøsten, der skal finde sted i begyndelsen af maj i London.
"Lad os ikke få forventninger, der er umulige at indfri. Men hvis vi kan overraske os selv, så lad os blot gøre det," sagde Blair, efter at han havde spist morgenmad sammen med den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, i Tel Aviv i Israel.
Blair har på sin rundrejse i Mellemøsten fået fredsforhandlinger i stand. De skal holdes i London den 4. maj. Både Netanyahu og den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, har sagt ja til at komme til London, hvor de skal holde separate møder med den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright.

Borgmester får fængselsstraf
*Istanbuls borgmester Recep Tayyip Erdogan blev i går idømt ti måneders fængselstraf af en halvmilitærdomstol for at have holdt en tale i fjor, der efter myndighedernes fortolkning talte imod den verdslige stat. Recep Tayyip Erdogan blev fundet skyldig i at have "ophidset til had." Erdogan er i brede kredse blevet betragtet som afløseren for tidligere ministerpræsident Necmettin Erbakan som national leder af Tyrkiets store islamiske bevægelse. Regeringens offensiv mod landets islamister gennemføres efter stærkt pres fra Tyrkiets politisk indflydelsesrige militær, som også var den reelle årsag til Erbakans fald som regeringschef i fjor. Erdogan har nægtet at være provokerende i talen, hvor han sammenlignede islamisterne med en hær. Han sagde, at han blot bragte uddrag af et tyrkisk digt og opfordrede til fred.

FN nedstemmer USA
*FN's menneskerettighedskommission afviste tirsdag et amerikansk resolutionsforslag, hvori Cuba kritiseres for at krænke basale frihedsrettigheder. 19 lande stemte imod det amerikanske forslag, mens 16 stemte for, og 18 afstod. Blandt andet Kina, Indien og Rusland stemte imod mens alle vestlige lande, deriblandt Danmark stemte for. Det er et diplomatisk nederlag, som også betyder, at mandatet for menneskerettighedsudsendingen i Cuba ophører. Udsendingen er svenskeren Carl-Johan Groth. De foregående år har der været flertal for USA's resolution.

Skoen trykker igen hos Nike
*Fodtøjsgiganten Nike blev mandag ramt af et civilt søgsmål fra den californiske aktivist Marc Kasky, som hævder, at Nike lyver om, at koncernens hundredtusinder af asiatiske ansatte producerer sko under elendige forhold og til en elendig løn. Nike afviser anklagerne som et pr-stunt. Søgsmålet blev indgivet ved byretten i San Francisco. Det hævdes bl.a., at arbejdere i Vietnam, Kina og Indonesien ikke kan leve af deres løn på trods af arbejdsdage på op til 14 timer, samt at fysisk straf og seksuelle overgreb finder sted som en del af disciplinen på fabrikkerne.

Ministre afviser ansvar i Rwanda
*To tidligere franske ministerpræsidenter forsvarede tirsdag vredt Frankrigs handlinger i Rwanda, da den centralafrikanske stat i 1994 var skueplads for folkemord. Ministerpræsidenterne sagde, at deres motiver udelukkende havde været af humanitær art. "Det endte med, at vort diplomati gav det internationale samfund, der kun udtrykte pæne holdninger uden at gøre noget, dårlig samvittighed," sagde tidligere ministerpræsident Alain Juppé under en parlamentshøring om Frankrigs rolle i Rwanda.

Nyrups ministre skal på tale-kursus
*Regeringen indledte i går eftermiddags et halvanden dags seminar, hvor ministerene skal blandt andet drøfte deres "måde at samarbejde på i regeringen." Det oplyste statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) efter tirsdagens ministermøde.
"Vi skal kunne kommunikere hurtigere til befolkningen og til pressen," sagde statsministeren. Statsministeren blev spurgt, om anledningen til denne drøftelse var 'kommunikationsbrist på de indre linjer mellem de radikale ministre i PET-sagen'. Det udløste en meget lang tænkepause hos Nyrup, der til sidst nåede frem til svaret:
"Det kan man ikke udelukke."

NATO-styrker bliver i Bosnien
*NATO's styrker bliver i Bosnien, indtil alle mistænkte krigsforbrydere har fået deres sag prøvet ved den internatinale krigsforbryderdomstol i Haag. Det sagde NATO's generalsekretær, Javier Solana, sent mandag i den bosniske hovedstad, Sarajevo. Solana gentog NATO's officielle politik, at den multinationale stabiliseringsstyrke, SFOR, kun vil tilbageholde personer, som er mistænkt for krigsforbrydelser, hvis SFOR's soldater løber ind i de mistænkte under deres fredsbevarende opgaver.
"SFOR forlader ikke Bosnien, før alle de personer, som er under mistanke for at have begået forbrydelser mod menneskeheden under borgerkrigen i Bosnien, er blevet bragt til Haag og fået en fair og retfærdig sag," sagde Solana. Vestlige diplomater tror, at SFOR-styrkerne ved, hvor de mistænkte krigsforbrydere befinder sig, men at soldater er tilbageholdende med at tilbageholde dem og sende dem til Haag af frygt for at komme i væbnet koflikt med forbrydernes tilhængere.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her