Læsetid: 5 min.

Octavio Paz som demokratiets forklarer

24. april 1998

Kærlighedens umulige og nødvendige oversættelse til politik - og omvendt

FRIE ord
OCTAVIO PAZ skriver: "Kærligheden har været Vestens store samfundsnedbryder og er det fortsat. Ligesom i erotik er det fantasien der er den forvandlende kraft. I kærligheden sker forandringen bare omvendt: Den anden fornægtes ikke eller reduceres til en skygge, det er derimod elskerens egen overlegenhed der fornægtes. Denne selvfornægtelse får et modsvar: accepten af den anden. I modsætning til det, der sker for libertineren, bliver billederne legemliggjort: den anden, det være sig mand eller kvinde, er ikke en skygge, men en kødelig og åndelig realitet. Jeg kan røre ved den, men også tale med den. Og jeg kan høre den - eller rettere inddrikke dens ord. Transsubstantiation igen: kroppen bliver til stemme, mening; sjælen er legemlig. Al kærlighed er eukaristisk." (Den dobbelte flamme - Kærlighed og erotik).
Transsubstantiation (en sammensætning af latin: trans-, på den anden side af, hinsides; igennem, tværs over; over-, og substantia, eksistens, væsen, natur) oversætter ordbogen ved: "væsensforvandling: specielt den forvandling til Kristi legeme og blod som brødet og vinen efter den katolske lære undergår ved konsekrationen", altså indvielsen af brødet og vinen ved den hellige nadver.
Eukaristisk (af græsk: eucharistia: taksigelse) betyder direkte oversat noget retning af "nadverisk", altså hvad der har med den hellige nadver at gøre.
Som det fremgår af Jens Lohmanns artikel på modstående side, var Octavio Paz omtrent det modsatte af nogen kirkes mand, hvad enten kirken er religiøs, politisk, økonomisk eller (natur)videnskabelig. Når Paz alligevel skal have sin fremstilling af Vestens særlige kærlighedforståelse knyttet til kristendommens inderste - og for mange nutidige vesterlændinge komplet ubegribelige, ja, latterlige eller kannibalistiske - nadvermysterium, sammen med dåbens mysterium, skyldes det ikke en tilfældig grille, men udspringer af den mest bevægende erfaring i digterens og samfundskritikerens værk:
"Politik er kærlighedens store fjende," fastslår Octavio Paz. Men han har også opdaget: "Det 12. århundrede var det århundrede, da Europa blev født; det var i den periode, at det, som siden skulle blive vor civilisations store nyskabelser, blev til deriblandt de ti mest bemærkelsesværdige: den lyriske poesi og ideen om kærlighed som livsform. (Man kunne fristes til at sige livsstil! el). Digterne opfandt 'den høviske kærlighed' (den romantiske kærlighed, el). De opfandt den selvfølgelig, fordi den lå som en latent længsel i det pågældende samfund."
Paz nævner eksistensen af relativt selvstændige og rige lensgodser, økonomisk fremgang, forbindelse med Østen og gennem arabisk kultur genopdagelsen af Aristoteles og den græsk-romerske lægekunst og videnskab. Men det vigtigste er:
"Den høviske kærlighed var aldrig opstået uden udviklingen i kvindens stilling. Forandringen kom først og fremmest adelskvinderne til gode, som fik større frihed end deres bedstemødre i de mørke århundreder. Der var flere faktorer, der fremmede denne udvikling. For det første den religiøse: Kristendommen havde givet kvinden en værdighed, der havde været ukendt i hedensk tid. For det andet den germanske arv: Allerede Tacitus havde med forbløffelse bemærket, at de germanske kvinder var meget friere end de romerske. Og endelig situationen i feudalsamfundet:. (...) Det er ikke nemt at afgøre, hvilke ideer og doktriner, der medvirkede til den høviske kærligheds opståen. Det var dog ganske få. Den provencalske digtning opstod i et dybt kristent samfund. Men på mange væsentlige punkter afviger den høviske kærlighed fra kirkens lære eller står ligefrem i modsætning til den. (...) 'Den høviske kærligheds' historie og de forandringer og forvandlinger den undergik, er ikke kun vor kunsts og vor litteraturs historie, det er også den historie der ligger til grund for vor bevidsthed og for de myter som har næret så mange fantasier fra de 12. århundrede til i dag. Den vestlige kulturs historie."
Vesten opfandt hverken seksualiteten eller erotikken eller forelskelsen i den anden, hvis væren i sig selv og i sin egen ret er den kraft, der kalder kærligheden frem. Men med det kristent inspirerede oprør mod den kristne kirke blev den høvisk-romantiske kærlighed grundlaget for en livsform eller livsstil: Den anden og de andre er der i deres egen ret. De er noget helt, altså helligt, i sig selv, uanset om de gavner eller skader nationalproduktet eller nogle af de andre kirker, vi har dyrket og for tiden dyrker.
Det er demokratiets grundlag.

SIDSTE ÅR sagde Octavio Paz:
"Tidligere plejede jeg at hævde, at nej var det værste ord af alle. Men nu mener jeg, at de intellektuelle må gøre modstand og sige nej. Nej til de kommercielle kræfter. Nej til dem, som vil erstatte litteraturen med billeder og forvandle medborgerne til forbrugere. Efter min mening udgør disse kræfter den største trussel mod vore samfund."
Fordi den totale forbrugerisme strider mod selve kærlighedens væsen. Og dermed mod den kraft, hvoraf forestillingen om det vestlige demokrati udspringer.
Politik forstået som magtudøvelse er kærlighedens uforsonlige fjende. Men det forunderlige skete, at kærligheden gav anledning til en livsform eller livsstil, som kræver sin politik. En politik imod al politik.

Det poetiske ord kan ikke erstattes.
Det er ikke et ønske om at sige noget,
men noget som ubønhørligt siges...
Hver gang vi betjener os af ordene,
lemlæster vi dem. Men digteren betjener
sig ikke af ordene. han er deres
tjener.

Sådan lyder i Peer Sibast' danske gendigtning et af Octavio Paz' digte.
Demokratiet er den form for politik, der uophørligt må bryde op i smerte over lemlæstelsen af det liv, der skulle udfoldes og forsvares, og i forventning om den kærlighedskraft, der kaldte det vestlige demokrati til live.
Kun den kunst er politik, der kender dette vilkår for forholdet mellem kunst op politik.
Til gengæld er den kunst, der ikke lider smerten og ikke frydes af forventning ligegyldig.
Octavio Paz er for mig en af de gyldigste politiske kunstnere, jeg kender, fordi han uophørligt gengav demokratiet den kraft, som ingen demokratisk politiker og intet demokratisk system kan påberåbe sig som demokratiets og politikkens egen.
"Og endelig slog identitetsspørgsmålet til i hans sene bog om kærligheden Den Dobbelte Flamme," skrev Niels Barfoed i sin nekrolog over Paz i dagbladet Politiken.
"Den kom herhjemme i 1997 i Iben Hasselbalchs oversættelse og gjorde med ét Paz berømt langt ud over det poesisøgende publikum. Dens betydning her i samlivssnakkens årti er at minde om, at vi har forvekslet seksualiteten med erotismen, og at vi har forvekslet erotismen med kærlighed, skønt det er forskellige ting. Den Store Nordiske Frigørelse er en gevinst derved, at tabuerne blev færre efter den, men prisen var, at den nye frihed forveksledes med den virkelige kærligheds indre frihed. Og promiskuiteten med det sande kærlighedsvalg."
For lige at minde om en sammenhæng, der har været særdeles nærværende i Informations spalter i dette forår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her