Læsetid: 6 min.

Økonomisk apartheid

21. april 1998

Ny rapport fra Verdensbanken afslører, at økonomisk vækst ikke er den eneste forudsætning for at nå de inter-nationale mål om øget velstand i den tredje verden

Århundrede- og tusindeskiftet er kommet (for) tæt på. Ambitiøse og fornemme internationale FN-målsætninger om at opnå 'sundhed for alle' år 2000 - uddannelse for enhver - eller mad til de sultne, har måttet revideres. De internationale mål er nu, at:
*halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i år 2015, og
*opnå grundskoleuddannelse for alle i alle lande år 2015 og
*reducere børnedødeligheden med totrediedele år 2015, samt
*inden år 2015 vende den udvikling der for øjeblikket lokalt og nationalt fører til tab af miljøressourcer.
Miljømålet viser, at det ikke blot handler om at få det til at gå bedre, men på nogle centrale punkter om at få det til at holde op med at gå værre og værre år for år. Er målene så realistiske nu, og var de gamle målsætninger blot udtryk for ren tom ønsketænkning? Svaret er underligt nok et nej til begge dele. De gamle målsætninger var ikke bare ren ønsketækning. Ofte var der knyttet strategier til målene, og der er gennem mange år - for eksempel på sundhedsområdet - opnået ganske imponerende resultater. Den (ganske vist upræcise) globalstatistik dokumenterer det. Dødelighed er de fleste steder lavere end før og levetidsforventninger er højere mens flere går i skole. Men de overordnede mål var urealistiske, og det er de nye målsætninger nok også. Verdensbanken har netop offentliggjort 'World Development Indicators 1998', en publikation, som banken selv kalder et nyt socialt og økonomisk portræt af verdens økonomi og af verdens befolkning. Den indeholder et væld af statistiske oplysninger om, hvordan det går med kloden. Tallene og indikatorerne kan læses på mange måder. Man kan fokusere på de hundreder af millioner, der stadig sulter og dør alt for tidligt, eller på de hundreder af millioner der har haft gavn af økonomisk eller social fremgang.Bankens eget synspunkt er, at succes er mulig, "hvis udviklingslandene følger de rigtige politikker," og en af Bankens vicepræsidenter Joseph Stiglitz udtaler, at "aldrig før har der været større enighed mellem udviklingslandene og donorsamfundet - om et samlet sæt af udviklingsmål. Erfaringerne fra de sidste ti år viser, at disse mål er særdeles opnåelige."

Det lyder som festtale. Verdensbanken har samtidig oplyst, at donorsamfundet omsætter denne enighed til praksis ved fortsat at lade udviklingsbistanden falde, så den nu er på det laveste niveau i mange mange år. Bistanden kom helt ned på 37 milliarder dollars i 1997, medens man ikke skal mange år tilbage før den lå på over 50 milliarder dollars årligt. Paradoksalt nok oplyser Verdensbanken (i en anden publikation), at faldet i bistanden ikke kun skyldes budgetproblemer i de rige lande, men også at bistand "har faldende strategisk og militær betydning." En anden vicepræsident i Verdensbanken Masood Ahmed sagde 24. marts , at "der er en reel fare for at bistanden bliver så lav, at vi ikke er i stand til at sikre udviklingsbehovene for verdens fattigste lande."
Tilbage til de udviklingsindikatorer, der blev offentliggjort af Banken den 16. april. De store og globale tal er altid vanskelige at gå til, men de fortæller på mange områder om betydelig fremgang gennem de sidste 25 år. Ser vi på de økonomiske mål, der ligger banken så stærkt på sinde, fortæller rapporten, at der i perioden 1991-95 var en realøkonomisk vækst pr. indbygger på 6,9 procent i Østasien. I Latinamerika var væksten 2 procent, i Sydasien 1,9 procent, i Mellemøsten og Nordafrika 1,1 procent og i Europa og Centralasien 0,7 procent pr. indbygger. Kun i Afrika syd for Sahara (hvor befolknings-tilvæksten er størst) var væksten pr. indbygger negativ. Minus 1,3 procent i økonomisk vækst pr. indbygger i perioden fra 1991 til 1995.

Siden er der sket meget. I Sydøstasien er væksten slået ud af kurs af de omfattende økonomiske og miljømæssige kriser. I Afrika er der til gengæld optimistiske tegn i en række lande. Og Bank-rapporten nævner - for at slå de optimistiske muligheder fast - at i 1995-96 var verdens hurtigst voksende økonomi at finde i Botswana i Afrika (vækst 9,2 procent) med Sydkorea på andenpladsen (7,3 procent). Rapporten afslører dog også, at traditionel vækst ikke kun er positiv. Den gør det ikke let at vende den negative miljømæssige udvikling, og rapporten har nye alarmerende analyser af, hvordan vandmangel i stigende grad vil komme til at plage en grådig og forurenende verden. Men i de fattigste lande betyder økonomisk tilbagegang yderligere lidelse for millioner af mennesker, og det er situationen mange steder i Afrika (og en del steder i Asien).
For Verdensbanken er Afrika noget særligt. Ingen steder har Verdensbanken som her søgt at opnå overensstemmelse mellem overordnede økonomiske bankstrategier og modtagerregeringer og donorlande. Når vicepræsident Stiglitz kan tale om, hvor enige alle er, så er det et udtryk for, at banktankegangen om vækst via liberalisering og traditionel økonomisk konkurrence for alvor er slået an - også i Afrika. Afrikanske regeringer er enige. Ikke nødvendigvis afrikanerne.
Strukturtilpasningspolitikker er blevet drevet igennem med hård hånd i Afrika gennem de sidste ti år. Regeringsbudgetter er skåret ned. Fødevaresubsidier er afskaffet. Brugerbetaling er indført, for at befri landene fra tyngende bureaukratiske systemer som ikke kunne finansieres, og for at skabe dynamik og fremgang. Men World Development Indicators viser, at netop i Afrika Syd for Sahara har der i 1990'ernes første halvdel været økonomisk tilbagegang i økonomien pr. indbygger. Og uddannelsesstatistikken oplyser, at medens 80 procent af børnene i 1980 startede i grundskolen så var det i 1996 kun 75 procent. Nu er skolegang mange ting, og ikke altid så meget værd. Men alligevel. Millioner af afrikanere har oplevet en forringelse af skolesystemerne, blandt andet på grund af offentlige nedskæringer. Men det har altså ikke ført til den fornødne økonomiske fremgang. Der er i dag ganske mange afrikanske lande med dynamik og fremgang. Der er et vist håb mange steder, og det bør understøttes. Banken leder da også efter positive indikatorer og kan eksempelvis fortælle, at Zimbabwe havde 7,3 procent i økonomisk vækst i 1996 og at det i det hele taget er gået meget bedre i Afrika i de allersidste få år. Bruges Zimbabwe som eksempel var væksten dog faldet til 4,5 procent i 1997, og netop Zimbabwe dokumenterer, at statistik er et, virkelighed noget andet. Zimbabwes hovedstad var omkring årsskiftet lammet af strejker i protest mod de stadige forringelser.

Lad os et øjeblik gå fra statistikkens påståede dokumentation til fiktionen, der somme tider fortæller mere om virkeligheden. Gretelise Holm har netop udgivet en spændende dansk udviklingsroman 'Mercedes-Benz syndromet', ( Munksgaard/Rosinante), der handler om rigtige mennesker især i Zimbabwe, men også om hvordan strukturprogrammerne har ramt de fattigste. En 'ilter katolsk præst' siger i et skænderi i romanen:
"ESAP (strukturtilpasningen) har dræbt millioner af kvinder og børn i Afrika, for der trickler ikke noget ned i de kontantløse samfund. Der eksisterer ganske enkelt intet dræn mellem de fattige i Zimbabwes reservater og byernes sammenspiste elite af udlændige, forretningsfolk og politikere. Vi lever i et land med økonomisk apartheid, hvor de sociale forskelle vokser drastisk, og hvor der falder færre og færre krummer fra de riges bord. Det hele handler om, at vi skal spændes for Vestens vogn som gældsslaver og råvareleverandører, og slavehandlerne er vores egen overklasse, især politikerne." Sådan ser sandheden også ud for millioner af afrikanere. Zimbabwe er landet, hvor den gode jord ejes af en ganske lille minoritet. Den er især hvid, men suppleres gradvist af en lille gruppe rige sorte. De jordreformer og den ægte jordfordeling, der (uden overbevisning) har været talt om i Zimbabwe siden selvstændigheden, er endnu ikke kommet i gang. Kommer de nødvendige reformer, vil de på kort sigt forringe de økonomiske indikatorer, for de vil give yderligere økonomiske vanskeligeheder. Men skal de langsigtede problemer løses, er de nødvendige. Så indviklet er det. Verdensbanken prioriterer stadig økonomi før mennesker, men der er en tendens til en ny social ansvarlighed i Banken. Af bankens indikatoranalyser, gremgår det, at forudsætningen for at nå de nye målsætninger ikke kun er øget økonomisk vækst, men også omfordeling af indkomster og velstand og forbedringer i folks sociale vilkår. Trist kun at Verdensbankens politik har trukket i den modsatte retning. Den første og meget stærke konsekvens af strukturtilpasningsreformerne har været øget ulighed. Voldsom rigdom i nogle hjørner, og yderligere marginalisering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu