Læsetid: 8 min.

Oslo-aftalen eller krig

30. april 1998

"Der er kun et alternativ til fredsprocessen: væbnet konflikt," siger Ron Pundik, en af Oslo-aftalens arkitekter

Israel 50
Tel Aviv - For første gang nogensinde lykkedes det i vinteren 1993 israelerne og palæstinenserne at forhandle en aftale i stand, der kunne ende deres næsten100 år gamle konflikt.
I al hemmelighed mødtes repræsentanter for den israelske regering og PLO i Oslo for at udarbejde den historiske aftale.
Og det må har været Norges kolde vinter, der gjorde udslaget. For kun tanken om at vende hjem til varmen kunne have fået parterne til at kaste los på gammelt had, gamle fordomme og gammel rivalisering og indgå forlig.
I efteråret 1993 skrev PLO's formand Yasser Arafat, den israelske premierminister Yitzhak Rabin og den israelske udenrigsminister Shimon Peres under på aftalen ved en gribende ceremoni i Washington.
Bag dem stod den amerikanske præsident Bill Clinton. Aftalen skulle give palæstinenserne delvist selvstyre over dele af Vestbredden og Gaza.
I 1995 skrev de under på en endnu mere konkret plan for fredsprocessen, der blev kendt som Oslo II.
Den skulle sikre palæstinensisk kontrol over alle byerne på Vestbredden og Gaza. En palæstinensisk stat begyndte at komme til syne i horisonten.
Det var næsten for godt til at være sandt.
Men den gang kendte verden endnu ikke til Benjamin Netanyahu, Israels nuværende premierminister. Hvad der der lignede en forløsende vej mod fred, truer i dag med at slå om i krig.
Det forklarer Ron Pundik, der er en af arkitekterne bag den aftale, som Netanyahu nu i to år har forsøgt at begrave. Premierministeren får dog ikke den pragmatiske israelske historiker til at opgive sin historiske mission. At skabe kontakt og forståelse mellem israelere og palæstinensere er stadig Ron Pundiks store metier.
Information har mødt manden bag fredsprocessen i hans hjem i Tel Aviv.

Succeshistorie
- Er du tilfreds med det, der kom ud af Oslo-aftalen?
"Jeg ser på det fra to sider. Så jeg begynder med den glade nyhed. Historisk set udførte Oslo-aftalen sin rolle i den forstand, at den radikalt og revolutionært ændrede konflikten mellem Israel og palæstinenserne og Israel og araberne. Før handlede det om at finde fred gennem væbnet kamp. Det princip blev ændret i Oslo til et nyt koncept, der er baseret på, at Israel er i dialog med sin tidligere fjende. Israel taler med den palæstinensiske nation gennem dens repræsentant PLO, og de to sider beslutter at tilsidesætte krig, fjendskab og had og forsøger at åbne et nyt kapitel."
"Så processen i sig selv er en historisk ændring. Det viser de aftaler, vi har indgået, og at der er blevet valgt et palæstinensisk parlament, en regering og en præsident."
"Det vises også ved, at vi på trods af store vanskeligheder forsøger at holde os til politiske og diplomatiske midler til at løse problemerne. Jeg mener, at det påvirker, har påvirket og vil påvirke forholdet mellem Israel og alle arabiske lande, nationer og stater og især palæstinenserne. Så det var, hvad der kom ud af Oslo."
"For Oslo er ikke bare et stykke papir, nogle protokoller og nogle aftaler. Det er meget mere. Oslo er et nyt koncept for Mellemøsten. Det er en ny pagt mellem israelerne og araberne. Så fra det synspunkt og især nu, hvor Israel begynder at vurdere sin 50-årige historie af krig og små bidder af fred og på trods af, at den aktuelle situation er forfærdelig, mener jeg, at Oslo er en succeshistorie. For det er en opskrift på det fremtidige forhold."

En anden side af mønten
"Men der er også en anden side af mønten. Fra den første måned af Netanyahus regering har der været en klar forværring af forholdet, af implementeringerne og af ånden i forholdet mellem de to sider. Oslo-processen gav opskriften og åbnede dermed vinduet for muligheder mellem de to sider. Det gjaldt ikke om at glemme fortiden, men om at lægge den i bag os og sige: 'lad os slå en streg over fortiden og sammen bygge en bedre fremtid gennem punkterne i aftalen'."
"Det, der sker nu, er ikke bare, at aftalerne brydes - især fra israelsk side - men at der frem for alt er en mangel på tillid, en klar forværring af det stærke forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Rabin og Arafat og Peres og Arafat."
"Forklaringen fra den nuværende israelske regering er, at den bliver skubbet til at implementere en aftale, den ikke kan lide. Men det er næsten umuligt at ændre 100 års blodig historie uden god vilje fra begge sider. Ikke engang med magt kan man tvinge aftaler igennem. Så det, der sker nu, er, at processen bliver trukket ud. Atmosfæren er især hos palæstinenserne på kogepunktet. Og som jeg ser situationen, er vi på vej mod en ny væbnet kamp med palæstinenserne, hvis der ikke sker en ændring i regeringens politik. Det er muligt, at den israelske regering vil bebrejde palæstinenserne for det, hvis det kommer til kamp, men den israelske regering vil stå som den skyldige."

Mange fejl
- Men hvorfor følger Israel ikke aftalen. Er landet ikke parat til at tage dette skridt?
"Jo, Israel er parat. Men der blev ikke gjort nok for at overbevise den halvdel af befolkningen, der stemte på Netanyahu. Den israelske befolkning er ikke bare klar og villig til at skabe fred med palæstinenserne, men også parat til at give indrømmelser. Over 75 procent mener, at den palæstinensiske stat er uundgåelig. Men ud af dem er der 50 procent, som foretrækker at trække det ud så længe som muligt. De føler, at palæstinenserne ikke er parate, eller at de stadig udgør en alvorlig trussel mod Israel som nation."
"På en måde tror jeg, at de tidligere regeringer, Peres og Rabin, ikke lagde nok vægt på den side af sagen. De forsøgte ikke at overbevise de 50 procent om fordelene ved fred, om hvad fortsat krig ville koste nationen, og om hvad det ville betyde at miste omverdens støtte."

Terrorister blir' partner
"Men palæstinenserne hjalp os heller ikke nok. De har begået mange fejltagelser. Palæstinensernes ledere kunne have hjulpet Rabin og Peres med at få budskabet tydeligere igennem til israelerne. For vi må ikke undervurdere, at der er en stor gruppe israelere, der er flasket op med visheden om, at Vestbredden altid vil være en del af Israel, at PLO er vores fjender, at Arafat er Hitlers efterfølger, og at PLO er en terrororganisation, som ønsker Israel udslettet."
"Så kommer vi og siger noget helt andet. Vi siger, Arafat er vores allierede, terroristerne er vores partner, og Vestbredden er genstand for forhandling. Det er bitter pille at sluge. Men den skal sluges, for hvis det ikke sker, vil vi aldrig sikre freden, ja, vi ville måske ende uden en stat."
- Så du mener, Netanyahu repræsenterer israelerne bedre end Peres og Rabin?
"Nej. Folk har været delt i to lejre. Den ene halvdel går ind for fred næsten uanset hvad, mens den anden halvdel enten af ideologiske årsager eller sikkerhedshensyn har forbehold. Blandt Netanyahus vælgere ønsker halvdelen fred. Men de vil være sikre på, at det, vi gør, ikke truer Israels eksistens. Derfor siger jeg, at vi behøver både egypterne, palæstinenserne og amerikanerne til at hjælpe med at få pillen til at glide ned."

Arafats mange tunger
"Hvis Arafat havde lyttet til sine rådgivere om at lægge den gamle retorik bag sig, havde det også hjulpet. Han taler stadig med for mange tunger. En til Hamas, en til palæstinenserne, en til jøderne i USA, en til europæerne, og en til israelerne. Jeg er ikke i tvivl om, at han oprigtigt ønsker fred og gerne vil skabe fred med Israel. Jeg tror ikke, han laver numre med os. Men han må gøre mere for at få beskeden igennem. Ikke til de 50 procent, der ønsker fred, men til den halvdel af Likuds vælgere, der stadig tvivler. Det er en kombination af mange faktorer, der skal arbejde sammen."
"Vi burde i øvrigt gøre det samme over for palæstinenserne. Mange palæstinensere har heller ikke tillid til Israel og især ikke til den nuværende regering. Så det er igen begge sider, der må gøre en indsats for uden at ændre holdningen og mentaliteten - psykopolitikken - vil vi ende i væbnet konflikt."

Ingen klar kurs
- Er Netanyahus politik udtryk for den israelske splittelse, eller prøver han bare at presse citronen?
"Jeg tror, at efter mere end to år ved han endnu ikke, hvad han går efter. Han er ikke fuldt ud klar over konsekvenserne af at fortsætte denne konflikt. Han forstår ikke rigtig, hvad det er for en fred, han vil have og hvilken slags fred, det ville være god at opnå."
"Det er vanvittigt, når han siger, at palæstinenserne må sætte deres forventninger ned. De kan ikke sætte deres forventninger ned, for de er allerede helt i bund. Hvis du prøver at sætte dem mere ned, har du måske kun dig selv at tale til en skønne dag. Den anden side vil ikke være der til at tale med dig. Den vil måske gribe til våben."
- Hvad er vejen ud af den aktuelle situation?
"Jeg mener, at vejen frem er en kombination af internt og eksternt pres. Det behøver ikke være en pisk for at få et budskabet igennem. Både EU, Rusland og USA mener, at Oslo står for en fair aftale, som det er muligt at gennemføre, uden at den vil skade Israels sikkerhed. Der vil være to stater. Den palæstinensiske vil være uden våben, Israels sikkerhed og økonomien vil blive styrket. Der vil ikke blive tale om, at palæstinensiske flygtninge kan vende tilbage til Israel. Men de vil få mulighed for kompensation eller chancen for at vende tilbage til Palæstina. Grænserne fra 1967 vil blive ændret, men ikke dramatisk. Jeg mener, billedet er ret klart, men det bør også siges med eftertryk over for den israelske regering, at uden et holdningsskift, vil vi måske ende i en forfærdelig situation."
- Hvad kunne amerikanerne gøre efter din mening?
"De har en klar plan for den næste tilbagetrækning, og den må de enten offentliggøre, eller også må Clinton invitere Netanyahu og Arafat til det Hvide Hus, ligesom Jimmy Carter gjorde under Camp David i 1978. Clinton må stille sin præsidentielle autoritet til rådighed og sige til dem: 'Hør her, vi taler ikke kun om jeres interesser, men også om vores, og jeg har hverken tid eller lyst til at spilde tid på mere pjat'. Jeg mener, han burde gøre det, for ellers risikerer han at stå i en situation, som vil bringe ikke bare os, men også USA's interesser i Mellemøsten i fare."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu