Læsetid: 7 min.

Påskeforførelsen

11. april 1998

Få steder er påskeugen så forførende som i den spanske by, Sevilla. En 500 år gammel kristen tradition lever i bedste velgående, med masser af folklore

Sevilla er i disse dage, i påskeugen, scene for det mest bedårende, foruroligende og mystiske af alle spektakler og offentlige processioner i Europa. I hvert eneste kvarter går broderskaber af mænd fra alle samfundslag bodsgang til ære for Den hellige Jomfru og kærligheden mellem den korsfæstede Kristus og hans moder. Overalt lyder tilråbene: guapa, guapa. Til den smukke Jomfru Maria, hvis søn led og døde for os og vor frelse - "Jesusbarnet er blevet væk, hans Moder leder efter ham," kan det høres i en sigøjnersang, der akkompagnerer det folkelige optog.
For protestantiske og småpuritanske nordboer kan det ikke andet end opfattes som et mysterium, hvordan kristendom, folkelig ikonografi, moderlig sensualitet og sigøjneres sangstemmer blandes til en højere suggestiv enhed ved denne påskens folkefest.
I Sevilla, som i resten af Spanien, leves påsken på gaden, i det åbne fællesskab. Det religiøse er ikke lukket inde bag kirkens hvidkalkede mure og gemt væk i halvtomme kirkerum, men en folkelig fest. Traditionen med åbne påskeprocessioner så sin begyndelse for fem hundrede år siden, som led i evangeliseringen efter i flere århundreder at have være domineret af de muslimske maurere. Og sådan bredte de åbne processioner sig over hele det dengang katolske Europa, men efter Reformationen ophørte de kristne i det nordlige Europa med at iscenesætte de store påskeprocessioner. I Nord blev troen et mere personligt forhold mellem gud og troende.
I det katolske Spanien bæres lidelseshistorien i fællesskab - og fest. Fra skærtorsdag aften til påskelørdag morgen omformer de store processioner hen mod aftentid gadelivet til et festfyrværkeri af sanseindtryk, farver, religiøse billeder, lyde, lugte - og lidelse. Skumringstiden lægger et slør af magi og mystik. En fast, rytmisk trommelyd trækker størsteparten af tiden en tråd af alvor ind i menneskemængden. De korte øjeblikke af stilhed mellem trommeslagene skaber rum for sekunders eftertanke, men det er undtagelsen.
Trommerne er som en puls for fællesskabet og broderskaberne, og det står i skarp modsætning til den tunge tavshed, hvorunder troende protestanter i Nordeuropa snarere påtager sig en personlig skyld på den lange fredag. I det katolske Spanien er caféerne, barerne og det offentlige liv fyldt med liv, ja fejring af lidelseshistorien - men i det protestantiske nord har byernes udeliv i mange år været på vågeblus langfredag.

Herhjemme har sognepræsten fra Skovshoved Johs. H. Christensen kritiseret, at visse danske præster endda helt er ophørt med at prædike på langfredag:
"Langfredag det er altså en dag, der er så betydningsfuld, så mørk og så særlig, at der ikke kan prædikes. Det mener jeg er snyd, og netop udtryk for at man svælger i lidelsen. I stedet må kunne man da prædike og sige: Det var da godt, han døde for vore synders skyld!" sagde han onsdag i et interview til Kristeligt Dagblad.
Men i Spanien lader man sig ikke nøje med en prædiken på langfredag. Den folkelige iscenesættelse på gaden er led i forberedelsen til påskesøndagen. I festligholdelsen, selv af langfredag, ligger ikke en æstetisering af lidelsen, men tværtimod en fælles viden om det, der skal komme: opstandelsen.
De spanske påskeprocessioner er fællesskabets fest. Broderskaberne er det bærende element. Brødrene er iført højtidelige kapper - hvert enkelt broderskab har en særlig kappe - og de bærer på et kors og et vokslys. Mange går i de bare fødder, men ansigtet er skjult. I broderskaberne er individet ikke henvist til at bære skylden for sig selv. Anonymiteten signalerer, at det er et fælles anliggende for menneskeheden
Og alligevel er der plads til en lille rest af individualitet bag broderskabernes anonyme kapper, som Carlos Fuentes engang bemærkede: Store syndere bærer et stort vokslys i det tilstundende mørke, mens små syndere bærer et mindre!
Lukker man et øjeblik øjnene, så vil man kunne fornemme lugten fra vokslysene sammen med duften fra de store blomsterdekorationer i optoget.
Det er en folkelig iscenesættelse for sanserne, et teaterstykke, som skal genskabe dramaet om Guds død og hans mors smerte - som et levende levn fra den tid, hvor den brede befolkning ikke kunne læse, og hvor dramatiseringens billedkraft i sig selv skulle fortælle historien. I dag, hvor det store flertal kan læse og skrive, har processionerne en mere symbolsk betydning: en måde at udtrykke religiøsiteten i fællesskab med andre, og hvor helgenfigurerne i gaden næsten bliver spejlbilleder på de "stjerner", som på tv-skærmen konkurrerer om folks opmærksomhed og tanker.
Broderskabernes kåber og kapper, ja slørene og tunikaerne, er vidnesbyrd om generationers bodsgang. Fra generation til generation har farvere, silkehandlere og vævere arbejdet på at løfte processionerne ud af hverdagslivets nøgternhed.
Dér midt i folkehavet ved udgangen på det 20. århundrede er det dog svært at ane broderskabernes forhistorie, der rækker ud over det umiddelbare æstetiske indtryk. Ja, i den sene middelalder skal broderskaberne iflg. Oxford illustrated history of Christianity være blevet dannet som en slags "begravelsesklubber", der blandt andet har sunget ved bisættelsen af klubbens medlemmer. Men de var mere end det. De gav medlemmerne et socialt sikkerhedsnet, længe før velfærdsstaten så dagens lys - og broderskabernes medlemmer var dybt involveret i bygningen af kirker på den tid. Og som en slags forsikringsordning, kunne selv afdøde medborgere blive optaget i broderskabet, så at sige på efterkredit.

I Sevillas gader skrives historien på en anderledes kropslig og levende måde. Næsten som var det et karneval. Religiøse billeder og statuer bringes ud i det fri. De fra barokken så eksalterede Kristusfigurer med den lyse kødeliggjorte farve, de lidende ansigter og med kunstige tårer i glas - fra det spanske imperiums guldalder - dominerer. Som f.eks. Nådens Kristus af Juan Martínez Montañes', der tages ud af katedralen i Sevilla for at indgå i påskeprocessionen.
Eller som Virgen de la Macarena, Virgen del Rocío, Señora de los Reyes og Virgen de Triana, der som et flydende tempel, en gudsmoders blomsterbelagte himmeltrone, bæres gennem Sevillas gader. Det er smukt, og man forstår umiddelbart, hvorfor folk fra balkoner og som tilskuere på gaden instinktivt råber "smukke, smukke" til hende, der er festens egentlige midtpunkt, Jomfru Maria, moderen. Figurerne af hende er ofte forgyldte eller forsølvede og bærer fint broderede stoffer, men Jesus-figurerne er simple og mere beskedne. Frugtbarhedens gudinde-kult er i diamentral modsætning til Jesus æstetiske simpelhed.
Pludselig standser processionen. En tilhører retter sin "pil" mod Jomfruen, saeta'en, en flamenco-sang, et stykke familiært folklore midt i al religiøsiteten. Som denne om Jesus lidelseshistorie og korsfæstelse på Golgatha, hvor Maria venter på at omfavne ham med sine "guddommelige arme", frigjort fra sårenes smerte, men på vej ind i døden.

Desatarle las muñecas,
y curarle las heridas
y entregárselo al Calvario
que alli lo espera Maria
en sus divinos brazos.

Saetaen var en periode forbudt af kirken - den syntes, at det blev for folkloristisk - men den vendte snart tilbage som et fast inventar i påskeprocessionerne.
Festen vil kulminere i morgen påskesøndag med fejringen af Jesus opstandelse fra de døde. Allerede fra morgenstunden samles folk i de blomsterklædte kirkerum, fyldt med levende lys. Nu søges det kristne mysterium ikke længere i skumringens mørke, i langfredags lidelse, men i lyset og opstandelsen.
Er man ikke troende, vil påskeugen i Sevilla måske mest minde om et barokt teaterstykke, hvor den flydende grænse mellem skuespillere og tilhørere måske forfører kroppen og sanserne, men hvor teksten ikke overbeviser hjernen. I så fald kan de troendes virkeligt oplevede drama, hos den ikke-troende risikere at blive reduceret til en tragikomisk forestilling.
Flere spaniere føler sig i dag så moderne, at de ikke i samme omfang som tidligere drages mod troen og Kristus lidelseshistorie længere, men det store flertal i det katolske land har alle sanser åbne for påskens budskab.
I Sevilla er det svært ikke at blive grebet af stemningen i disse dage - uanset om man er troende, agnostiker eller ateist. Dertil er iscenesættelsen for forførende, trods alt.

Måske er det den forførelse og folkelighed, som nogle præster i den danske folkekirke søger efter, når de i år er begyndt at efterligne elementer fra de katolske påsketraditioner. Et stigende antal kirker arrangerer særlige lysgudtjenester påskenat med liturgi inspireret af den katolske og oldkirkelige tradition. "At holde lysgudstjeneste er en folkereligiøs indgang til påsken, og folk, der ikke har træning i at gå i kirke, glæder sig over sådanne følelsesmæssige, æstetiske udtryk," siger således Niels Thomsen, der er rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster til Kristeligt Dagblad onsdag.
"Vi prøver at tale hjertesprog med en liturgi, der appellerer til følelserne," tilføjer sognepræst Søren Nielsen fra Holstebro. Og religionshistorikeren Finn Jacobi siger åbent, at han "godt kan misunde katolikkerne deres påsketraditioner, fordi de i langt højere grad har formået at slå bro over et folkeligt behov for symbolik. Når det gælder påsken har katolikkerne fat i den lange ende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu