PLO vandt international anerkendelse, da Arafat underskrev Oslo-aftalen men prisen var høj. Internt affødte Arafats signatur på aftalen kritik - en kritik, der ikke er forstummet
Euforien den 14. september 1993 var stor mange steder i verden. Dagen før havde repræsentanter for PLO og Israel i Washington underskrevet Principaftalen. Det utrolige var sket: De anerkendte hinanden som legitime repræsentanter for henholdsvis det palæstinensiske folk og jøder, muslimer og kristne bosat i staten Israel - og anerkendte samtidig hinandens ligeværdige ret til samme geografiske område, Palæstina.
Den øjeblikkelige eufori gjorde også, at Principaftalen lige siden fejlagtigt er blevet kaldt en fredsaftale.
Det er det ingenlunde, og den der har lyst, kan få dette bekræftet ved en gennemlæsning af aftalens ordlyd. Principaftalen er som navnet siger en aftale, hvor konfliktens direkte involverede parter - PLO og Israel - aftaler de principper, hvorpå en endelig fredsaftale skal baseres samt opstiller en forpligtende tidsplan for, hvorledes det palæstinensiske selvstyre skal etableres.
PLO's underskrivelse af aftalen affødte en øjeblikkelig intern palæstinensisk debat, der ikke er blevet mindre siden 1993 - hverken i omfang eller i intensitet.
Grupper og enkeltpersoner i PLO mente, at underskrivelsen var udtryk for intet mindre end et forrædderi mod de mål, den palæstinensiske befrielsesorganisation havde formuleret i 1969:
Staten Israel skulle opløses, og i stedet skulle der oprettes en demokratisk stat i det område, der havde udgjort det britiske mandat Palæstina.
Indbyggerne i den nye stat skulle have samme rettigheder og pligter, uanset religiøst tilhørsforhold. Dette mål blev oven i købet symboliseret med valget af Yassir Arafat; hans kontrol over organisationen skulle sikre de klare og éntydige mål.
I historiens bakspejl kan det ved staten Israels 50 års fødselsdag konstanteres, at PLO med underskrivelsen af Principaftalen sejrede sig selv til døde.
Gennem 1970'erne og 1980'erne lykkedes det i vidt omfang PLO at sikre sig det, organisationen havde sat sig som ét af flere delmål i 1968-69: at blive anerkendt som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. Først sluttede den arabiske verdens regeringer op om kravet, selvom det i nogle sammenhænge var vanskeligt - et gælder f.eks. for Jordan og Syrien.
Også store dele af den tredje verden bakkede organisationen op, men tilbage stod Europa og USA, der fortsat udviste en traditionel og forudsigelig pro-israelsk holdning. Og Israel var for sit vedkommende kontant: PLO var en terrororganisation, der under ingen omstændigheder kunne forhandles med.
Fra midten af 1970'erne begyndte dele af PLO at argumentere for den såkaldte to-statsløsning. En løsning på konflikten kunne efter denne udlægning tilvejebringes, hvis der blev oprettet en palæstinensisk stat side om side med Israel omfattende Vestbredden og Gaza med (Øst) Jerusalem som hovedstad. Det arabiske nederlag i krigen 1967 havde biraget til, at palæstinenserne slutteligt indså, at en løsning på det palæstinensiske problem - defineret som manglen på en palæstinensisk stat - næppe ville finde en for palæstinenserne tilfredsstillende løsning, hvis ikke de selv overtog ledelsen af PLO.
Det lykkedes i 1968-69 og kronedes med valget af Yassir Arafat som organisationens generalsekretær i januar 1969. Og Arafats bagland Fatah begyndte fra midten af 1970'ere sammen med Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP) og grupper med rod i de besatte områder at argumentere for den mini-palæstinensiske løsning.
Andre dele af PLO afviste kategorisk, at en sådan løsning kunne komme på tale.
PLO's politiske situation blev med den israelske invasion af Libanon i 1982 alvorligt truet. Organisationens ledelse måtte søge til Tunis, og selvom det lykkedes PLO at opretholde sin status i det internationale poitiske system som eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, var det tydeligt, at den gennemslagskraft, organisationen tidligere havde haft, var for nedadgående. Og selvom det helt tilbage i 1980 fra EF's side var blevet tilkendegivet, at en definitiv løsning på konflikten kun kunne tilvejebringes, dersom PLO blev direkte inddraget, hjalp det ikke meget. Israel og USA nægtede fortsat at anerkende PLO.
Det var da heller ikke PLO som organisation, der slutteligt banede vejen for det begivenhedsforløb, der førte til Principaftalens indgåelse.
Æren herfor tilkommer først og fremmest den besatte palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza. Efter 30 års besættelse udbrød i december 1987 det, der for alvor satte gang i udviklingen: Intifadaen, den besatte palæstinensiske befolknings oprør mod den israelske besættelse.
Uanset det forhold, at PLO på det diplomatiske plan have haft held til at bringe det palæstinensiske problem på det internationale samfunds dagsorden, havde organisationen ikke på afgørende vis ændret dagligdagens mange besværligheder for den palæstinensiske befolkning i de besatte områder.
De måtte dag for dag erkende, at den israelske besættelse for dem havde afgørende negative konsekvenser.
Intifadaen kom også for PLO som en overraskelse. Men PLO's mangeårige politiske erfaring gjorde alligevel, at organisationen takket været intifadaen endnu engang fik mulighed for at komme på banen. Og da den jordanske konge i sommeren 1988 drog den naturlige konklusion, at den jordanske annektion af Vestbredden ikke længere kunne opretholdes, var vejen banet for et comeback for PLO.
I november 1988 udråbtes den palæstinensiske stat uanset det forhold, at området stadigt var besat af Israel. PLO havde dermed tilkendegivet, at organisitonen var til sinds fortsat at spille en rolle.
Madrid-forhandlingerne, der blev indledt i efteråret 1991 efter afslutningen på Golfkrig II blev en ny midlertidig udfordring for PLO's politiske ledelse.
Palæstinensere uden formel tilknytning til PLO blev på amerikansk og israelsk krav indlemmet som medlemmer af den fælles jordanske-palæstinensiske delegation. Derfor var Madrid-forhandlingerne på forhånd dømt til at mislykkedes. Men i de hemmelige Oslo-forhandlinger kunne de involverede parter endeligt forhandle sig frem til en aftale. En direkte aftale mellem de to parter.
Endeligt lykkedes det for PLO, at få Israel og USA til at acceptere det, som store dele af den øvrige verden allerede for længe siden havde anerkendt: at PLO var det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant.
Men prisen blev imidlertid høj for PLO: Dele af det palæstinensiske bagland nægtede at anerkende aftalens indhold - og som udviklingen siden har vist, blev Principaftalens indgåelse særdeles problematisk for PLO.
Derfor kan det med fuld ret konstanteres, at den palæstinesiske befrielsesorganisation politisk sejrede sig ihjel: Da PLO endeligt opnåede nagelfast international anerkendelse som sit folks talerør, havde det tabt legitimitet i store dele af sin egen befolkning
Israel har indtil videre fået mest ud af aftalen.
Dels er det lykkedes at splitte palæstinenterne, og dels er det indtil videre også lykkedes Israel som konsekvens af indgåelsen af Principaftalen at fiksere det internationale samfund, så det har været ude at stand til at formulere en kritik af Israel og den politik, den israelske regering under ledelse af Benyamin Netanyahu har ført siden 1996: En konsekvent tilsidesættelse af de principper, som den tidligere israelske regering selv havde accepteret.
Jørgen Bæk Simonsen er lektor, Dr. Phil ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet
Leder og artikel på forsiden og tema side 3, 5 og 12
