Læsetid: 12 min.

I det politiske simulationskammer

17. april 1998

Masserne, det grå flertal uden tale, er til fri afbenyttelse for
alle. Vi er vidner til et bemærkelsesværdigt samspil imellem dem, som ingenting
har at sige, og masserne, som ikke taler

ESSAY
Charles Darwin, manden der for eftertiden har fået lov til at stå som eksponent for den eksakte videnskabs sejr over de mytiske eller religiøse verdensanskuelser, havde en fætter. Fætteren hed Francis Galton, og var ligeledes optaget af videnskabens grænseudvidende muligheder, især hvad angår målbarhed. En af hans kæpheste var måling af skønhed. Derfor foretog han en større undersøgelse blandt engelske kvinder, der resulterede i grundlæggelsen af et "skønhedskort" over de britiske øer. London blev fremhævet som havende den højeste frekvens, og Aberdeen den laveste.
Hvad Francis Galton - i modsætning til sin berømte fætter - for eftertiden kom til at være et billede på, var tendensen til målbarhedens og især statistikkens indtrængen på områder, hvor den ikke hører hjemme. At der kort sagt er nogle kolossale faldgruber i det terræn, der baseres på en talmæssig målelighed af temmelig subjektive forhold.
Det var netop disse faldgruber, som også Stephen Jay Gould kastede sig over i bogen The Mismeasurer of Man. Især drejer det sig om det problematiske i at forvandle abstrakte ideer til ting og dermed - igennem en "objektiv" opstilling af rangfølger - usynliggøre den bagvedliggende subjektivitet. Statistikken har det på forunderlig vis med at optage mere plads i vores tanker, end der egentlig burde tilkomme den, og trænge ind på områder i den offentlige samtale hvor den ikke hører hjemme. Og det får konsekvenser. Først og fremmest i form af det man kunne kalde en simulering angående "masserne".
Ved den seneste danske valgseance var medierne fulde af beretninger om, hvorledes de hjemlige politiske partier lod sig alarmere af diverse meningsmålinger og statistikker. Man behøvede ikke at kigge særlig godt efter for at få øje på, hvordan partierne hele tiden forsøgte at tækkes denne underlige, men dybt matematiske reference. Og selvom man godt kender alle forbeholdene og usikkerhedsmomenterne, blev der alligevel dømt "sandhed" når den store hob af valgeksperter og målingskyndige kom op af deres huller for at sælge varen.

Måleprofeterne
Når de mægtigste mænd i riget forholder sig seriøst til gætterier omkring en højrevendt vælgerflugt, som det f.eks. skete i tiden omkring kommunalvalget, og i tråd med "folkets stemme" foretager rokademæssige feberredninger på højt plan, er det vel et udtryk for at netop tallene for vælgernes bevægelser - hvor tåget de end måtte være - agerer målepind for partiernes fremtidige prioriteringer.
Bevares, det var ovenud sandsynligt at den længe varslede teori om en generel højredrejning ville holde vand. Og i bagklogskabens navn er der da al mulig grund til medgive måleprofeterne deres værktøjers korrekthed udi måling af "bevægelse".
Det var bemærkelsesværdigt at se, hvordan de toneangivende politikere nægtede at rejse sig op og affærdige alle disse idiotiske fordomme, indpakket i kakkelbordsetik og Ragnwaldsk kitchet nærrighed, men netop hopper med på det generelle knæfald for statistik, som også det oppositionsmæssige kasteskyts er gjort af. Man forsøger med slet skjult skelen til opinionsundersøgelser at tale med "folkets" stemme, på det tavse flertals vegne. Og at foretage rokader, der fornemmes at vende folkets udmålte vilje.
Men dermed bevæger man sig ind i et debatmæssigt rum, der på lige fod med det danske "folks" parti rider på en bølge af kalkule, der underkender den fornuftige dialog. Og dette er en alvorlig affære. For folket er vel mere og andet end tal. Og kan ikke sådan pakkes ind i et politisk tænkt kausalforhold.
At man senest, som Socialdemokratiet op til folketingsvalget, forsøgte at melde klarere ud med en afstandtagen til højredrejningen, er ikke et udtryk for en nyudviklet ligefremhed og pludselig genopdagelse af eget meningsfundament. Næh, også her hersker simulationsstrategien. Socialdemokraterne håbede, at de med en aggressiv kampagneform kunne udstille Venstres idémæssige samhørighed med Pianisterne - at have fundet det nødvendige skræmmeværktøj, på et tidspunkt hvor grafikernes lagkager så skæve ud.
Et er at se den stadig mere udbredte anvendelse af statistik og måling som vejen mod foregribelse af sandhed. Noget andet er, at disse "sandheder" indgår i en større simulation, der angår "den grå masse". Og som pludselig bliver til det centrale fundament i enhver politisk manifestation - og dermed toneangivende i den offentlige dialog.
Dette med at blive reduceret til målbar enhed, således at ens bevægelser kan registreres objektivt, kender vi godt. Og det får betydning for vores bevægelser, vores handling, vores dialog.
Når man ringer til ethvert middelstort offentligt kontor, er man tvunget til at handle som de maskiner, man er iblandt. Først en lille ventesang fra en maskine, så et tryk på en tast for at blive dirigeret igennem, så opgivelsen af et personnummer, så igen en lille sang, inden man når igennem til et menneske.
Det samme gør sig gældende i det politiske liv. Politikerne begynder at handle som de statistikker, de er iblandt. Som sad de i en flysimulator. Mangler man højde, benzin, landingsstel, eller fornemmelse af position, reagerer man ikke som menneske, man stoler ikke på sin egen fornemmelse, sit eget fundament. Næh, man reagerer på en nål i et display, og reaktionen er sat i faste rammer. Man forholder sig som politiker til en teknisk og strategisk bedømmelse af valgmuligheder, der reducerer dem, man står overfor, til en målbar bevægelse på en skala. En samlet masse, der, når den bevæger sig ind i det røde område på displayet, må reageres på. Og man glemmer at kigge ud ad vinduet.
I simulationens hellige navn bliver der faktisk, nu hvor vi er ved flyvemaskiner, spekuleret i flykabiner, fyldt med digitale "vinduesskærme", således at langt flere passagerer kan sikre sig en simuleret "vinduesplads".

Massen eksisterer ikke
Jean Baudrillard har skrevet en lille bog om netop det umulige i at droppe de politiske grundidealer til fordel for en matematisk reference til det tavse flertals vilje. Den hedder I skyggen af de tavse Majoriteter, og heri rejser Baudrillard i sin sædvanlige højtflyvende og provokerende stil spørgsmålet om, hvorvidt netop behandlingen af den tavse majoritet er med til at bringe den sociale orden til fald. Og selvom hans drabelige terminologi gør det mere end almindelig fristende at forkaste hans hypoteser som teatralsk kamikaze-pessimisme, er han altid leveringsdygtig i et par interessante og absolut ikke kedelige pointer.
Baudrillards mission er at advare om ikke at gøre masserne til en ny og gloriøs reference. For de eksisterer ikke. De er hverken en enhed eller en sociologisk realitet, men magtens egen skygge, dens absorberede form - et flydende sammensurium, bevægeligt og konformt. Det kan umiddelbart lyde som en temmelig mærkelig påstand. Men det skyldes ifølge Baudrillard, at vi er vant til at få massen præsenteret som en statistisk gennemstrømmet social orden. Dette er ikke tilfældet.
Oftest fungerer massen ved at absorbere alt fra det sociale og politiske felt og neutralisere det uden at sende det tilbage. Det er i netop denne forstand, at massen kan siges at være karakteristisk for vores modernitet, i egenskab af at være et højimplosivt fænomen, umuligt at reducere til nogen form for praksis eller teori. Den er nemlig uden attributter, uden karakteristika, uden egenskaber, uden reference. Dette er dens definition, eller dens grundlæggende ikke-definition. Den er ikke nogen sociologisk realitet.
Vi forestiller os masserne som evigt drivende mellem passivitet og spontanitet, som potentiel energi, et forråd af social energi: i dag stum reference, i morgen historiens hovedaktør, når de endelig tager ordet og holder op med at være den tavse majoritet.
Men masserne har netop ingen historie at skrive, hverken en fortidig eller en fremtidig; de har ingen potentiel energi at frigøre, intet begær at tilfredsstille: deres kraft er aktuel; den er deres tavshed. Selve ordet "masse" er ifølge Baudrillard slet ikke et begreb. Som ledemotiv i den politiske demagogi er den en konturløs, udflydende og vulgær-analytisk forestilling.
Sociologien forsøger at komme ud over dette ved at indføre "finere" kategorier, klassemæssige som kulturelle. Men set i bakspejlet er selv begreberne klasse, samfundsforhold, magt, status, og institution, begreber som har givet de legitime videnskaber magt og ære, intet andet end vage betegnelser, som man imidlertid er blevet enige om betydningen af. At ville specificere termen masse er en selvmodsigelse; det er at fylde noget med en mening, som ikke eksisterer.
Som Baudrillard gør opmærksom på, realiserer massen et paradoks ved hverken at være subjekt eller objekt. Alle bestræbelser på at gøre den til et subjekt støder mod det faktum, at en autonom bevidstgørelse er umulig. Alle bestræbelser på at gøre den til et objekt, for at behandle og analysere den som et råmateriale, ifølge objektive love, støder mod det selvindlysende faktum, at det er umuligt at manipulere masserne på en bestemt måde, eller forstå dem i termer som elementer, relationer, strukturer og helheder. Enhver manipulation trænger ind i massen og hvirvler omkring, for så at blive absorberet, ledt på afveje og drejet i andre retninger. Det er umuligt at vide hvor manipulationen fører hen.

Luftige fornemmelser
Denne ikke-definition af det tavse flertal bryder på markant vis med den opfattelse, som de, der varetager den "offentlige dialog" bygger deres strategier på. Når politikere og medier reagerer udfra en luftig fornemmelse af folkets vilje, og udover at jagte enten stemmer eller abonnementer, faktisk ser ud til at tro på og reagere ud fra en given position af massen, er man ude i et projekt, der intet ændrer, andet end at konsolidere massen som masse. Man kan nemlig ikke, som mange tror, gøre information moralsk; informere bedre, socialisere bedre, og således "hæve" massernes kulturelle niveau.
Masserne modsætter sig ifølge Baudrillard skandaløst dette påbud om rationel kommunikation. Man giver dem budskab, og de vil ha' tegn; de forguder tegnenes og stereotypiens spil; de forguder alt indhold forudsat at det opløser sig i spektakulære sekvenser. Det, de forkaster, er meningens dialektik. Og det tjener ikke noget formål at hævde, at de bliver ført bag lyset. Det er en evindelig hyklerisk hypotese, som gør det muligt at opretholde meningsproducenternes intellektuelle velvære, og som forudsætter, at masserne spontant higer efter fornuftens naturlige oplysning.
Overalt prøver man at få masserne i tale og presser dem til at eksistere: socialt, som vælgere, som fagforeningsmedlemmer, seksuelt, i deltagelsen, i festen, i ytringsfriheden.
På denne måde kommer information til at fungere som en kontrolleret kædereaktion, der ikke har noget med mening eller kommunikation at gøre. Snarere som et kernefysisk simulationskammer: Det er blevet nødvendigt at frigøre massernes "energi" for at omdanne den til noget "socialt". Man tror man strukturerer masserne ved at give dem injektioner af information; man tror man frigør deres blokerede energi ved hjælp af information og budskab. Men det er netop det modsatte som sker. I stedet for at omforme massen til energi producerer information stadig mere masse.
Men er denne masse så bare en stor uformelig og udefinerbar størrelse, både dum, døv og blind? Næ, snarere tværtimod, mener Baudrillard. Det dumme findes i undervurderingen og i forsøget på at forme og kontrollere. Massen udgør netop ikke en passiv struktur for modtagelse af mediernes forskellige budskaber, hvad enten de er politiske, kulturelle eller kommercielle. I stedet for enstemmigt at slutte op om en uniform og påtvungen afkodning, afkoder både hver enkelt mikrogruppe og hvert enkelt individ alle budskaber på hver sin måde: de opfanger dem og omformer dem, idet de sætter deres egne specielle under-koder op mod den dominerende kode.
Denne form for sejrrig tilpasning af det udsendte materiale fra den herskende kultur er karakteristisk for alle "under-grupper". Der er ikke tale om en irrationel og arkaisk mentalitet men en offensiv praksis. Man har troet, at det er medierne som indhylder masserne. Men det er masserne som er et medium stærkere end alle massemedier, og det er dem der indhylder og absorberer medierne.
Forsøget på formning, dannelse, og efterfølgende legitimering ud fra fornemmelse af masse er ikke en farbar vej, og det signaleres også i privatforbruget. Der forsøges på alle kanter at indprente forbrugerne den rette adfærd og den funktionelle kalkule på varemarkedet. men der er intet håb. Masserne vil før eller siden modsætte sig behovenes objektive imperativ og den rationelle afvejning imellem adfærd og målsætning. Når efterspørgslen på økologiske varer pludselig stiger, er det netop ikke fordi man fra administrativt hold har iværksat en effektiv informationsstrategi rettet mod masserne, men snarere en pludselig bevægelse blandt dele af masserne, som systemet så efterfølgende har måttet indstille sig på, i et temmelig langsommeligt tempo. Det kom bag på de fleste. Og det er stadig kun en delbevægelse.
For i masserne eksisterer der samtidig et sideløbende asocialt forbrug, som nægter at adlyde alle former for pædagogik og socialistisk opdragelse. Dette vil man ikke kunne komme til livs. For masserne har forlængst afkodet det signal, der fortæller dem, at det ikke ændrer noget som helst af betydning, og at man ikke kan frigøre sig selv fra noget som helst.
Derfor burde politikere frigøre sig fra tanken om massen, og istedet forholde sig til det eneste sikre, nemlig deres egen politiske faglighed og integritet.

Gætteri
Noget tyder dog på, at man er ved at falde i kløerne på det rene og skære gætteri. Heraf følger at informationens og statistikkens regime bliver det eneste eksisterende: Man må lytte sig frem i massen, få sig en forudanelse af, hvad den vil, og narre et slags orakelsvar ud af den. "Hele England savner Di", "Danskerne på vej til højre", "Børn i Singapore er bedre til at lægge to og to sammen", "Danskerne ønsker en mere human flygtningepolitik", "Folket ønsker skattelettelser". Det vrimler med selvmodsigende påstande. Og den eneste reference, som stadig synes at fungere, er den tavse majoritet. Alle aktuelle systemer hviler på denne tågede størrelse, denne flydende substans som ikke længere har en social men bare en statistisk eksistens, og hvis eneste fremtrædelsesform er meningsmålingens.
Og den tavse reference giver grafikerne kronede dage. Simulationen efterlader ingen grænser for, hvorledes massen kan formes, dissekeres, og gives kunstigt åndedræt, som flerfarvede søjlediagrammer, kurver og lagkager. En sådan luksusrensning indebærer samtidig en efterfølgende gang lak fra generalisterne i andet geled, fortolkerne, der som masseoversættere udbreder fornemmelser for de blotlagte masseforskydningers koder og baggrunde. Og som ikke er bange for at udtale sig på alles vegne.
Når den offentlige dialogform på denne vis går i selvsving omkring massereferencen, hældes selvbekræftigelsen ud i alle hjørner. Når medierne, som vi nys har været vidne til, elsker billedet af ballonbærende, éndimensionale, sloganbehængte stormtropper, et delt stemmehav, på hver sin side af de to tørskoede præsidentkandidater, hvor hentes dette billede så fra? Ikke fra massen selv, selvom referencen er ude på at servere det således, men fra de distanceskabende værktøj, tilvejebragt af medier og politikere i skønsom blanding.
De giver gladeligt hinanden skylden for debattens præmisser, for hinandens respektive skræmmekampagner, og rider der igennem hånd i hånd mod solnedgangen, uden at blive genkendt af den ensomme cowboy, som føler sig meget langt hjemmefra. For de taler ikke til ham. De jonglerer med simulerede masser, langt ude i horisonten.
Når man på denne måde behandler massen som en legitim referent, begår man en skæbnesvanger fejltagelse. For det bygger på en forestilling, en imaginær referent. Når den tavse majoritet er en imaginær referent vil det ikke sige, at den ikke eksisterer; det vil sige at den ikke længere på nogen måde kan repræsenteres. Masserne er ikke længere en referent, for de tilhører ikke længere repræsentationens orden. De udtrykker sig ikke længere; de udsættes for meningsmålinger. De reflekteres ikke, de testes. Opinionsundersøgelsen og folkeafstemningen har erstattet den politiske referent. Men meningsmålingerne er og bliver "flydende tegn" - øjeblikstegn bestemt til manipulation, med konklusioner som kan skiftes ud med hinanden. Men hvorfor tror vi på dem?
Fordi vi har brug for bekræftelse af vores tro, en fornemmelse af en personlig position, i dette virvar af tegn og meninger. Og vi vænner os langsomt til reduktionen af den offentlige samtale, der nu gennemtygger det hele på forhånd.
Sålænge den politiske sfære gør sig helt afhængig af en troværdighedshypotese, nemlig den at masserne er modtagelige for handling og tale, at de har et standpunkt, at de er til stede bag meningsmålingerne og statistikkerne, bliver det ikke anderledes. Det er udelukkende på denne betingelse at politikerne kan tro, at de snakker og bliver opfattet politisk - mens den politiske orden allerede længe ikke har ytret sig som andet end skuespilleroptræden på privatlivets tv-skærm, og sluges som underholdning.
Politik er en underholdende leg, en teaterforestilling, og folket er blevet til publikum. Til klappende molekyler i det politiske simulationskammer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her