Læsetid: 5 min.

De potente giganter

15. april 1998

Amerikanske storbanker fusionerer på stribe. De vil være større og større for at kunne dominere i den globale kappestrid

En kvindelig "Wall Street insider" skal ifølge avisen Financial Times have givet følgende karakteristik af logikken bag den seneste bølge kæmpefusioner i den amerikanske finansverden:
"Det er noget mandligt. De er helt ude af flippen over den her fusion, fordi nu er Sandys større end deres".
Sandy hedder Weill til efternavn og er en af USA's mest aggressive og ekspansive finansmænd. Som bestyrelsesformand for forsikringsselskabet og investeringsbanken, Travellers Group, kunne han mandag i sidste uge fortælle verdensoffentligheden, at Travellers fusionerer med CitiCorp, ledet af John Reed.
Der er åbenbart en særlig skønhed og styrke forbundet med størrelse på det globale marked, for den nye gigant, Citigroup - med samlede aktiver på 700 milliarder US-dollar og med 100 millioner kunder i 100 forskellige lande overalt på kloden er verdens største finansselskab. Indtil nu har det japanske konglomerat, Tokyo Mitsubishi Bank været nummer et, men distanceres nu af de aggressive amerikanere med globale ambitioner, der siger, at målet er at få en milliard forbrugere som kunder indenfor de næste 10 år.
Det har ikke skortet på superlativer i den forløbne uge: "Det symboliserer retningen i den vestlige kapitalisme...det vil blive opfattet som den igangsættende finansielle begivenhed i det sene 20. århundrede " skrev finansredaktør Alex Brummer i avisen The Guardian.
Men knap er blækket blevet tørt, før endnu to potente amerikanske bankgiganter er trådt frem på arenaen.
Anden påskedag meddelte NationsBank, at den i aktiebyttehandel vil købe BankAmerica. Det er den anden største selskabssammenslutning i historien, kun overgået af Weills og Reeds i sidste uge.
Den nye BankAmerica vil være stærkere og have et større netværk af detailbanker end Citigroup, der dog er tilsvarende muskuløs på den internationale arena. Men bundlinien er klar nok:
BankAmerica vil med samlede aktiver til en værdi af 525 milliarder $ træde ind i den absolutte verdenselite. Eller som bankens udkårne bestyrelsformand, Hugh McColl, konstaterede: "Større er i sandhed bedre".
Men her stopper fusionsmanien ikke. Selvsamme mandag bebudede Banc One, at den vil købe First Chicago banken og danne USA's femte største bank med samlede aktiver på 230 milliarder $.

Det amerikanske bankmarked vil gennemgå en voldsom forandring. Siden den såkaldte Glass-Steagall Act i 1933 lagde stramme reguleringer ned over de amerikanske bankers virksomhed har det amerikanske marked været domineret af regionale banker med basis i de enkelte delstater. Men der er sket en langsom opblødning af reguleringerne siden firserne og under indtryk af bl.a. ny teknologi og den stigende globale konkurrence har man blandt andet tilladt etablering af detailnetværk på tværs af delstatsgrænserne. De nye giganter som Citigroup og BankAmerica er godt på vej til blive amerikanske universalbanker med fodfæste i de fleste delstater, og det vil lægge nyt pres på politikerne i Washington.
De anmeldte bankfusioner skal undersøges og godkendes af monopol- og konkurrencemyndighederne i USA og EU, men hvis de får grønt lys, vil det også få global betydning.

Offentliggørelsen af fusionsplanerne har således allerede sat gang i nye spekulationer på den globale markedsplads. Aktørerne elsker drama, og kurserne på bankaktier er steget kraftigt i forventning om, at nye fusioner og rationaliseringsgevinster ligger lige om hjørnet.
De europæiske banker som Deutsche Bank og den nyligt fusionerede UBS fra Schweiz tager sig ud som mellemvægterboksere i forhold til Citigroup, og der er voldsomme spekulationer blandt analytikere, hvornår tyskerne eller schweizerne laver et modtræk.
Dereguleringer af markedet, ny informationsteknologi og en voksende efterspørgsel efter alle mulige sofistikerede finanstransaktioner - bl.a. fra de førende transnationale virksomheder - har skabt en markedslogik, hvor større og større åbenbart er bedre. Krisen i Asien har givet fordelagtige ekspansionsmuligheder for kapitalstærke vestlige finansvirksomheder og samtidig vil indførelsen af den europæiske valutaenhed, euro, fra næste år efter alt at dømme øge presset for nye selskabssammenlægninger på markedet.
"Vi skaber et selskab med hovedkvarter i USA, der vil kunne konkurrere effektivt overalt på kloden," sagde Sandy Weill i sidste uge.
De primære kunder vil blive transnationale virksomheder, og Citigroup vil kunne levere, hvilken som helst serviceydelse, når som helst, på hele kloden: bankforretninger, forsikringssydelser, fondsmanagement, handel med værdipapirer osv.
Men det er en kendsgerning at Citigroup med mere end 1.000 afdelinger og 13.000 ansatte i 20 europæiske lande - samt fremstød indenfor direct-banking (med kreditkort, telefonbanker og pc'ere hos kunderne) - også vil lægge et betydeligt konkurrencepres på de etablerede europæiske banker, selv i detailleddet.
Derfor tyder alt på, at de europæiske mellemvægter-banker i løbet af 1998 vil følge i de amerikanske giganters fodspor med opkøb og sammenlægninger. Jagten på "kritisk masse" - størrelse - vil blive skærpet.

Der er dog ingen garanti for, at de fusionerede finansgiganter vil få succes. Det er ikke kun størrelsen, men også gørelsen, det kommer an på.
To ud af tre planlagte fusioner bliver ikke en succes iflg. en undersøgelse af Mercer Management Consulting, der forleden blev refereret i Financial Times.
Serielle fusionsmagere og opkøbere, som f.eks. Travellers gruppen, er bedre klædt på til at håndtere de konflikter der uværgerligt opstår, når to forretningskulturer og organisationsdiagrammer skal smeltes sammen.
Men det er ingen garanti. De planlagte bankfusioner har ganske enkelt en størrelse og en kompleksitet, der ligger langt ud over, hvad nogen hidtil har kastet sig ud i.
Analytikere siger samtidig, at fusionen mellem Citicorp og Travellers lider af den fundamentale svaghed, at de to selskabers chefer, John Reed og Sandy Weill, skal deles om magten som fælles bestyrelsesformænd og administrerende chefdirektørerer. En klar recept på konflikt.
Den ansete Wall Street finansmand, Henry Kaufman, har allerede været ude med prognoser om, at selskabernes maniske jagt på fusioner og størrelse for størrelsens egen skyld - i hvert fald i løbet af fem-ti år - vil blive afløst af en modbevægelse, en antitese, med ny opløsning af de store konglomerater.
Præcis som det blev resultatet af de store virksomhedsfusioner, som bjergtog verden, da det gik hektisk for sig midt i de jublende firsere. En af de britiske konglomerater, Hanson-gruppen, er således blevet afmonteret og splittet op i flere profitorienterede enheder.

Men i øjeblikket går strømmen i en anden retning. Mod større og større.
Det er en markedslogik i retning af centralisering, stordrift og rationaliseringer, som kan iagttages i en række brancher. På markedet for telekommunikation vil World Com købe MCI Communications for 41,8 milliarder $ og Bell Atlantic har købt Nynex Corporation for 22 mia. $ og kemi- og medicinalvirksomheden Sandoz har købt konkurrenten Ciba Geigy for 36,3 mia. $ og sidenhen forsøgte Smith Kline Beecham at overgå dem alle sammen ved at købe Glaxo Wellcome, men det mislykkedes.
Den globale kapitalisme er ikke en fjern fremtidsvision.
Fusionsbølgen er vidnesbyrd om, at den er i fuld gang - med de ambitiøse amerikanere på toppen af det hele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu