Læsetid: 3 min.

Alle præsidentens mænd

8. april 1998

'Wag the Dog' er sprælsk og skarptandet politisk satire, men først og fremmest en påmindelse om tv-mediets løgnagtighed

NY FILM
Med navne som Robert De Niro, Dustin Hoffman og instruktøren Barry Levinson på plakaten, kan man forledes til at tro, at Wag the Dog er en strømlinjet Hollywoodproduktion af de forkromede og bastante. Men intet kan være mere forkert. Wag the Dog er en satirisk outsiderfilm i den sande uafhængige stil, lavet på 29 dage for et efter Hollywood-målestok latterligt lavt beløb, 15 millioner dollars.
Det er en politisk satire rørt sammen med let hånd og maliciøs ånd - en one joke - film, der tager sin ene vittighed og får den til yngle med en helt kuld af stikpillevitser, syrlige sidebemærkninger, groteske forgreninger og meget direkte, højkomiske parodier på den amerikanske medieverdens muligheder for tøjlesløs virkelighedsforfalskning.

Profetisk plot
Filmens aktualitet, der skyldes en kombination af profetisk held, journalistisk næse og inside-viden, er allerede blevet stærkt bemærket.
For det handler jo om den amerikanske præsident, der kastes ud i en krise på grund af kortvarig seksuel omgang med en spejderpige - og hans rådgiveres forsøg på at afværge krisen ved at dirigere opmærksomheden mod en international konflikt, hvor vitale amerikanske interesser påstås at stå på spil. Nej, ikke Irak, men Albanien, hvor frembrydende borgerkrig og terrorisme kræver omgående indgriben.
Det hele er illusion og fiktion, for hvad er sandhed i et tv-medie, hvor man med de sidste nye digitale tricks kan bilde det store uvidende publikum hvad som helst ind?
Det er præsidentembedets særlige rådgiver - spillet af Robert De Niro, som en superchecket, skægget luren-drejer - der udtænker planen, ud fra grundideen, at "war is showbusiness".
Det viste Golfkrigen, og det kan gentages, hvis man lynhurtigt får de rigtige fejlinformationer plantet de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Og frem for alt: hvis tv-seerne bombarderes med de snedigst mulige manipulationer i optagelser, der ligner ægte reportager fra det krigshærgede land.
Og da krig - og politik - er lig med show business, er det logisk nok en Hollywood-producent, der sættes til at frembringe den perfekte propaganda-illusion af en international krise, der kalder på præsidentens handlekraft.
Dustins Hoffmans showmand er lige den rette: hverken ude på at score kassen eller blive belønnet med diplomatpost, men simpelthen frembringe en produktion, der for en gangs skyld giver the producer æren for en succes. Ærekærhed er den allerbedste drivkraft.
Alliancen mellem Det Hvide Hus og Hollywood giver højkomiske og skræmmende resultater.
Slynglernes sidste udvej - patriotismen - mobiliseres for fuld stinkende hørm, omkranset af en meget morsom Willie Nelsons forlorne countryhymner og til slut opgejlet af en falsk helt, der bruger huller i sin sweater som morsekode for budskaber hjem til mor.
Barry Levinson filmer historien som et slags hørespil sat i billeder, med en næsten uafbrudt kværnende dialog, der bevidst underspiller mange af de bedste pointer. Det er lidt som at se en Robert Altman-film på speed, uden Altmans psykologiske nuancer, men med tilstrækkelig mange satiriske knaldperler til, at man ikke generes for voldsomt af, at løjerne til slut glider over i farce.

Sjov Dustin Hoffman
Og så er det en fryd at se Dustin Hoffman slå sig løs i en rigtig komedierolle som den apolitiske producer, der aldrig kunne finde på at stemme ved noget andet valg end Oscar-uddelingerne, for hvem hele maskeraden er et spil om ære og professionalisme, men som alligevel endelig føler, at han med sin tv-kampagne har bidraget til noget betydningsfuldt.
Hoffman gør ham til en slet ikke ucharmerende blanding af legebarn, perfektionist og egotripper, men frem for alt en ukuelig overlever - This is nothing, er hans faste udbrud, hver gang alt går galt, og nye strategier skal udtænkes.
At han i sidste ende bliver spillets taber, er logisk nok, for han gør den store fejltagelse at tage sine løgne alvorligt, som et godt stykke anerkendelsesværdigt håndværk. Og noget så reelt er der slet ikke plads til i det kæmpecirkus af fup, fiduser og uvirkelighed, som moderne mediedirigeret storpolitik alt for let kan udvikle sig til.

*Wag the Dog - Når halen logrer med hunden. Instruktion: Barry Levinson. Manuskript: David Mamet og Hilary Henkin. Amerikansk (Dagmar, Palladium, Gladsaxe Bio, Repriseteatret Holte)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu