Jeg tror aldrig, mine børn har været så tæt på at lære en social taber at kende
Herhjemme
Vi er ved at få et alvorligt problem rundt i vores børnehaver. I påsken var der en række eksperter, der råbte vagt i gevær: børnehaverne er begyndt at sluse alle mulige skæve eksistenser ind på arbejdsmarkedet, så en betydelig del af dem, der i virkeligheden hører til i samfundets restgruppe, i dag går rundt som pædagogmedhjælpere.
"Vores fag må ikke udvikle sig til en skraldespand for mennesker med personlige problemer," siger næstformanden i BUPL. Og han bakkes op af formanden for Daginstitutionernes Landsforening: "De ansatte i institutionerne er rollemodeller for vores børn. Derfor er det vigtigt med kompetente og motiverede medarbejdere."
Det er godt, at der er nogen, der tager de professionelle briller på, når sådan en udvikling er ved at løbe af sporet.
Hvis vi ikke her i 90'erne kan føle os sikre på, at vores børn møder de rigtige mennesker i børnehaven, hvor er vi så henne? Vi behøver såmænd ikke gå længere tilbage end 80'erne for at finde rigtig dårlige rollemodeller. Dengang var der ikke nogen pasningsgaranti, så det var næsten umuligt at planlægge sine børns udvikling.
Mine egne børn var i princippet i institutionsalderen, men i lange perioder var de på venteliste, og når jeg tænker på, hvad de har været udsat for af mennesker uden for institutionerne, kan det såmænd undre mig, at de ikke allerede er overført til samfundets restgruppe.
Inkompetent faster
Tag nu bare min faster, som var én af vores nødløsninger, når vi røg på venteliste. Så inviterede vi hende til at komme og bo hos os et par måneder. Jeg har meget godt at sige om min nu afdøde faster, som helt op i sin høje alderdom blev ved med at interessere sig levende for mig og min familie; men nogen kompetent, endsige motiveret, pædagog dét var hun ikke. Og så havde hun masser af personlige problemer. Hun kunne sidde i timevis og snakke i telefon, mens mine børn langsomt spredte alle deres ting rundt på gulvet og prøvede at få det bedste ud af det.
Dér sad hun så og snakkede om alle sine problemer med alle sine veninder, alt om hvor dårligt hun havde sovet, og hvor dårligt hun lå i den seng, vi havde givet hende, og hvordan der kom lys ind ved kanterne af rullegardinet, og hvordan min kone og jeg slet ikke havde noget tag på vores børn. Altimens hun selv bare lod dem sejle deres egen sø.
Ingen rollemodel
Der var ikke meget rollemodel over hende (det skulle da lige være, at min datter har overtaget en del af hendes telefonvaner). Så var det alligevel et lille fremskridt med Knud - han var ihvertfald motiveret.
Knud var en af mine venner, som boede hos os et års tid i begyndelsen af 80'erne. Han var lige blevet skilt, og oveni var han så blevet fyret fra sit gymnasiejob, fordi han kun havde eksamen i ét fag, så nu var det meningen, han skulle se at få sig et bifag, samtidig med at han hjalp til med at passe vores ventelistebørn. Sådan en slags deltids-au pair.
Det gik betydelig bedre med børnepasningen end med bifaget. Og så alligevel ikke. Ganske vist løb han utrætteligt rundt og legede med vores børn, men på den her tankeløse, inkompetente måde, der er karakteristisk for folk, der ikke er uddannet til det. Han klatrede i høje træer med dem i stedet for at gå hen på torvet, hvor kommunen havde bygget et udmærket klatrestativ. Og når han læste højt, så var det aldrig af et eller andet, børnene kunne lære noget af, nej, det var gamle Anders And'er fra 50'erne - Knud var helt vild med Carl Barks. Men ok, det værste ved ham var egentlig ikke hans måde at tage børnene på, men hans sorgløse omgang med sit bifag. Vi havde jo fortalt børnene, at han boede hos os, fordi han skulle forberede sig til en eksamen.
Jeg tror ikke jeg har set ham læse en stavelse hele det år (bortset fra Anders And), og når min kone og jeg kom fra job, satte han sig gerne til at sludre med os, eller også fik han besøg af en veninde, han var løbet ind i efter skilsmissen. Der gik da også flere år, inden han fik dén eksamen i hus - jeg tror aldrig, mine børn har været så tæt på at lære en social taber at kende.
Og jeg kan stadig være urolig ved tanken om, at de skal bruge ham som rollemodel i deres studievaner.
Ventelistebørnene
Og sådan kunne jeg blive ved, Knud og min faster var bare toppen af isbjerget. I perioder havde vi jo også rigtige unge piger. Problembørn, som var gået for tidligt ud af uddannelsessystemet og nu var ved at samle points, så de måske kunne komme ind i varmen igen.
Deres børnepasning bestod gerne i, at de tog vores børn med hen til andre unge piger, som passede andre ventelistebørn, og så kunne ventelistebørnene ellers se, om de kunne finde ud af at lege med hinanden, mens pigerne sikkert sad og snakkede om Thomas Helmig.
I øvrigt kan unge piger have alle mulige tilfældige interesser, som ikke har spor med pædagogik at gøre. Der var én, der altid tog min datter med hen på en rideskole, hvor de så gik og striglede heste eller prøvede ridehjelme, eller hvad man nu gør på en rideskole. Finder på nuttede hestenavne, 'Plet' og 'Tøffe' og den slags.
Hyggelige minder
En verden af inkompetence. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad vi bød vores børn for bare 15 år siden. Og det er godt, at der i dag bliver grebet ind, så vi kun får kompetente rollemodeller rundt i børnehaverne.
Det værste er næsten mine børns ubevidsthed om forløbet. De er jo store i dag, men de snakker tit og ofte om alle de mærkelige mennesker, der har passet dem, og de ser nærmest ud til at hygge sig ved minderne.
Men det er vel netop dét, der er det farlige ved rollemodeller: et barn vil altid tro, at en rollemodel bare er ok. Også hvis det i virkeligheden er et inkompetent menneske med personlige problemer.
