Læsetid: 2 min.

R-oprør mod Jelved

3. april 1998

Marianne Jelved slider radikale kernesager ned med sin afvisning af uvildig undersøgelse af PET, mener det radikale bagland

Marianne Jelved lægger sig både ud med den radikale folketingsgruppe og en stribe fremtrædende personligheder i partiets bagland ved at afvise en uvildig undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Dermed har den radikale leder tilsyneladende gjort regning uden vært, for både folketingsgruppe og bagland dropper viljen til at gå på kompromis, når det handler om retspolitikken.
"Det er imod de radikale principper, at vi ikke skal til bunds i PET-sagen. Jeg undrer mig meget," siger den tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard og efterlyser "vægtige grunde" bag Marianne Jelveds afvisning.
Den tidligere radikale formand, Thorkild Møller, er også oprørt.
"Sådan en undersøgelse kan ikke foretages af de implicerede parter selv. Jeg forstår ikke Marianne Jelveds synspunkt. Hun skal naturligvis være loyal, men loyaliteten må ikke overskygge grundlæggende radikale retsprincipper," siger Thorkild Møller, hvis foregænger, Asger Baunsbak-Jensen, går endnu hårdere til værks.
"Retspolitikken er kernepolitik for de radikale. Hvis ikke Socialdemokratiet bøjer sig mere for de radikale, så må vi ud af regeringen," siger Baunsbak-Jensen.
Heller ikke formanden for Radikal Ungdom, Christian Brix Møller, forstår Jelved.
"Det må være oplagt med en uvildig undersøgelse. Alt andet ville være tåbeligt. Det ville endda være uhørt. Det er også skuffende, at gruppen bøjer af. Gruppen må gøre Jelved klart, hvad radikal politik er," siger han.
I det radikale retspolitiske udvalg er der massiv kritik af Marianne Jelveds afvisning.
"Det er højst besynderligt, at vi skulle afvise en uvildig undersøgelse, når vi ser på, hvor meget energi Elmquist brugte på at få en undersøgelse af Nørrebro-sagen. Og her er der oven i købet tale om overvågelse af helt lovlige politiske aktiviteter. Jeg forstår det ikke," siger Stig Nielsen, formand for partiets retspolitiske udvalg.
Heller ikke blandt medlemmerne i det retspolitiske udvalg, kan Marianne Jelved hente støtte, erfarer Information. Partiets retspolitiske ordfører Elisabeth Arnold har nu accepteret, at Marianne Jelved lægger linjen. Samtidig opfordrer hun til debat.
"Jeg håber, der kommer godt med reaktioner, så vi kan bruge det i arbejdet, når Folketingets retsudvalg skal se på, hvordan vi kontrollerer efterretningstjenesterne," siger Elisabeth Arnold.

Side 4: Faglig vrede over PET

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her