Læsetid: 4 min.

Realitetens svingdøre

11. april 1998

KALENDER
EN KOLLEGA kommer og viser mig et klip fra Telemark-avisa, et decembernummer fra 1997. Det er en artikel om en norsk digter, som vores samtid skammeligt har undertrykt og miskendt: Han er født i Rauland 1933, lever stadig i skyggen af fjeldet og meget andet trods en produktion, der omfatter seksten romaner, bl.a. krigstrilogien Gjenreisinga, tre digtsamlinger og en essaysamling. Måske har hans krasse kritik af det norske folk bevirket, at ingen norsk forlægger har villet binde an med ham. Alle hans bøger er trykt og udkommet i Danmark, nogle endda på Tiderne skifter.
Johan Flothyl er navnet.

DER ER minsandten én digter til, som jeg ikke har været opmærksom på, men som jeg har modtaget kopi af en artikel om, skrevet af Halvdan Magnus Hansen: Jacob Anker-Paulsen, født i Larvik 1890, død 1959 i København, hvor også alle hans bøger udkom, romaner, noveller, digte. Han levede ligeledes i kamp mod omgivelserne, skolen, de lærde, autoriteterne. Georg Brandes skal have omtalt ham som mester i den "patalogiske psykologi, en af de mest særprægede lyriske profiler i Skandinavien."
Men det var ikke nok til at lancere ham. Herman Wildenvey gav ham dumpekarakter, og det var til genæld nok til at holde ham nede. Han blev desuden dømt for en usædelig bog, var vinterbader, petitjournalist, nærsynet og handikappet, men blev gift med en baronesse.

DE RØDE ØRER, der fremkommer som reaktion på mit absolutte ukendskab til disse skæve genier, genvinder halvt om halvt deres naturlige farve under den nærmere efterforskning, tilskyndet af slemme mistanker om, at der er tale om to af disse litterære jokes, som er blevet så almindelige i tiden. De groteske detaljer i forfatternes biografi, de insisterende nyvurderinger peger ved genlæsning på den limpind, man skal op og hænge på.
Det forholder sig således, at Johan Flothyl er et falsum, men Jacob Anker Paulsen en realitet.
Sidstnævnte er altså ikke med i den modebølge, der slikker kulturlivets kyster, og som skyllede den fem-årige Virtus gennem censuren og ind på Charlottenborg med tre skilderier under titlen "Integritet". 'Virtus' betyder dyd, 'integer' betyder uskadt, uskyldig. Så man kan håbe, at han ikke skades af at blive antaget for noget, han ikke er. En realitet er han, skønt ikke reel.
Den oversete nørrejyske forfatter, Niels Hausgaard for nylig introducerede i tv og på sit drevne vendelbomål prøvede at duperede seerne med, er naturligvis irreel. Enkelte, som ikke kender til jyder, hoppede vel på historien, da det var længe før april. På den første dag i denne måned skal man nemlig pakke sin troskyldighed ned og tage sig i agt over for den lange danske tradition for momentant bedrag.

NU SYNES imidlertid aprils grusomheder at brede sig over hele året, hvor den enkelte spasmagers drillelyst er afløst af en generel ironisk holdning til verden og viden. Postmoderniteten har fjernet klippegrunden under vores empiriske verden, så fakta lige så godt kan være et supermarked som et sæt kendsgerninger. Der er frie fupforbindelser mellem op og ned, ud og ind, himmel og jord, mellem hip og hap såvel som mellem dette og hint.
Det er grinagtigt nok, og et slag i ansigtet på højtideligheden er ikke et slag i luften.

KUNSTEN har altid imiteret virkeligheden og legitimeret sin løgnagtighed som en anden form for sandhed. F.eks. er grænsen mellem dokumentation og fiktion flydende i en videre hensigts navn. Det er gerne lutter vellugt, når man professionelt bliver taget ved næsen i sådanne sammenhænge.
I tidens løb har vi også ladet os more og belære af opslag i håndbøger i alvorligt vid og vanvid, f.eks. kulturredaktør Bjørnkjærs Min landbrugsleksikalske barndom eller Knud Holtens Lille håndleksikon over nyopdagede mærkelige væsener eller før dem Hans Reitzels og Henning Fonsmarks Perpleksikon for hus og hjem (1954), redigeret af Abraham, Izak & Jacob Dinesen, et uovertruffent tidsdokument som del af en kulturdebat.
Perpleksikonet indeholder blandt meget andet også forfatterbiografier. Om H.C. Branner siges det: "Dansk forfatter, navnlig kendt fra Julekataloget. B. har i en række sindsoprivende og til den yderste grænse trøstesløse romaner, noveller og skuespil forkyndt den livsopfattelse, at menneskene bør være gode mod hinanden; denne opfattelse kaldes Humanisme. Vil de ikke det, kaldes det: Humanismens krise." Der er ikke sparet på nederdrægtighederne.
Men nu her i århundredets dekadente slutning ligner det ikke bare svar på tidernes almindelige råb på satire, snarere en løbende parallel til den hæderlige hverdag, en jævnlig ledsager i vores eget orienteringsløb gennem tilværelsen. Og mere end det: et symptom på en generel tvivl om virkeligheden.
Knap var Den store Danske Encyklopædi begyndt på sin redegørelse for verden i os og omkring os, før den blev fulgt op af parodien Brøndums
Encyklopædi, der blev en større umiddelbar succes, fordi den leger med videnssystemet og river nogle vægge ned, men fundamentalt mere er kopi end sig selv. Og nu tager Aschehoug initiativ til et nyt Biografisk Leksikon - over fiktive personer, kendt fra litteraturens, mytologiens, filmens og fjernsynets verden. Et som-om-leksikon. Og det er jo sandt, at James Bond, Basil Fawlty, fuldmægtig Amsted, madame Bovary findes i vores bevidsthed som eksisterende væsener med krav på et levnedsløb.
Der er udlovet en drømmerejse til Langbortistan til den, der finder den indlagte falske biografi i Danmarks Nationalleksikon.

I FORRIGE århundrede var man noget betænkelig ved fantasteriet som en mental afvigelse, en vej ind i skizofrenien. Modernitetens kultur har klart skizofrene træk. I almindelighed behersker vi dørtrafikken mellem afdelingerne i vores forestillingsverden.
Også i dekadencens svingdøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu